Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sofie Jamas anden roman er et kulørt debatprogram med tørklæder og masser af porno

Sofie Jamas mikser i sin nye roman, Den nordiske mands hævn, krimien med den erotiske roman, og diskuterer løbende – som i en søvnig lokalradio – kønsroller, Islam, identitetspolitik og moderne familiestrukturer. Men det er egentligt ikke det værste
Dansk-somaliske Sofie Jamas anden roman, Den nordiske mands hævn, kan bedst betegnes som identitetspolitisk kriminalerotik, men det er langtfra dækkende.

Dansk-somaliske Sofie Jamas anden roman, Den nordiske mands hævn, kan bedst betegnes som identitetspolitisk kriminalerotik, men det er langtfra dækkende.

Miriam Dalsgaard

Kultur
22. maj 2020

Jeg mangler ord for dansk-somaliske Sofie Jamas anden roman, Den nordiske mands hævn, der følger hurtigt efter hendes debut Et andet menneske, et andet liv fra sidste år. Det må man give den, den er ikke lige sådan at rubricere. Mit bedste bud på en genre ville lyde på identitetspolitisk kriminalerotik, men det er langtfra dækkende.

Sofie Jama: ’Den nordiske mands hævn’

For at tegne det fulde billede må man også indregne romanens værdipolitiske og civilisationskritiske diskussioner af muslimske og vestlige familiemønstre, en udforskning af pornografiens underkategorier, en nydelsesfuld voldtægt (for den voldtagne vel at mærke), en detaljerig diskussion af kønsskifteoperationer og en bunke let skjulte, regulære eller bare misogyne foredrag, der minder læseren om, at alting var bedre i gamle dage, hvor mænd var mænd, og kvinder var kvinder, og de gik i seng med hinanden og for Guds (og Allahs) skyld ikke med eksemplarer af eget køn.

Psykotisk spændingsroman

Den nordiske mands hævn begynder som en slags voyeuristisk romance, hvor en ung muslimsk, veluddannet kvinde, Sara, ser en (tiltrækkende) etnisk dansk mand tabe sine nøgler og følger efter ham for at give ham nøglerne tilbage. Det får hun imidlertid aldrig gjort, men hun tager en kopi af mandens nøgler, inden hun går ind i hans tomme lejlighed og begynder et sandt stalker-eventyr.

Her knækker romanen over i en psykotisk spændingsroman, hvor Sara på alle måder besættes af manden – en hårdt prøvet kunstner, ødelagt af dominerende, danske og psykotiske kvinder hele sit liv – og i tide og utide besøger mandens lejlighed i hans fravær. Hun læser i hans dagbøger, snuser rundt, rydder op – men mest af alt masturberer hun i hans seng.

Sara, der er omkring de 30 år, bærer bag sit tørklæde en ekspressionistisk og eksplosiv seksualitet, der vist nok er et resultat af et til stadighed religiøst undertrykt sexliv. Hun sender nøgenbilleder af sig selv til sin bedste veninde, hun vandrer rundt på altanen uden trusser og lader blæsten udøve storslået vindenergi, hun gnider sig op ad ting, til hendes køn bløder.

Liderbasse-tsunami

Derfor tænkte jeg i begyndelsen, hov, var det her en slags feministisk frigørelsesberetning, en muslimsk udgave af Fifty Shades of Grey.

Men nej, for så udvikler tingene sig i en anden retning, og de stemmer, der i begyndelsen havde potentiale til at være interessante kvindelige, muslimske seksualitetsfortællinger, bliver slået ned af en grundlæggende og meget overvældende liderbasse-tsunami. Stort set alle karakterer i Den nordiske mands hævn er besatte af sex, enten fordi de får for lidt eller for meget eller bare er i gang med at udforske deres seksualitet: »’Din fantasi er at dominere mænd med din fisse.’ Det føltes frækt at sige det på den måde. Som om han var uartig. Han kunne mærke på Maria, at hun havde det på samme måde. Han var vovet. (…) Hun lænede sig frem på bænken for at give plads til hans hånd på sine varme, fyldige, bløde og store balder.«

I denne krydrede scene møder vi den alkoholiserede politiefterforsker Olav, der bogstaveligt talt går i kødet på sin kollega Maria, men både før og senere også en række andre kvinder. Denne efterforskningsdel, hvor Olav forsøger at opklare en sag, og kropsdele sendes til fremtrædende og offentligt kendte kvinder, der på hver deres måde har være progressive i forhold til blandt andre feministiske, LGBT- eller seksuelt frisindede agendaer – har i lang tid ikke noget med Saras erotiske livsstil og besættelse at gøre. Indtil det så pludselig har.

Noget af en genuin nedtur

I sig selv er det ikke noget problem, at der mikses så heftigt mellem erotisk roman og krimi – det er ikke en superstilet blanding, men da vældigt forfriskende – men jeg er skeptisk over for doseringen. Det bliver utroværdigt, at alle karakter er lummerbasser med glødende underliv, der ikke kan fokusere på andet end perfekt afrundede balder og indbydende kavalergange. Og det føles efterhånden lidt futilt med alle de skiftende sexpartnere og tilhørende praktiske udfoldelser, der ikke rigtigt fører handlingen videre. Det virker, som om sexscenerne bare findes, fordi – nå ja – fordi sex findes.

Noget andet er den måde, civilisationskritik, sexliv, køn og værdipolitik diskuteres på. Samtaler mellem især Olav og en række kvinder, han møder gennem efterforskningen, bliver serveret fuldkommen utroværdigt som en velforberedt – men også lidt slap – ping pong i en lokalradio.

Disse lange, kedsommelige samtaler fylder kapitel efter kapitel, og når det går arm i arm med en virkelig uelegant fortælleteknik – hvor dét, forfatteren har glemt at informere om, hurtigt lige kan fortælles i en jappet tilføjelse – og et sprog, hvis litterære kvaliteter kan ligge på et meget lille sted, ja, så bliver det noget af en genuin nedtur.

Medmindre, selvfølgelig, man har det godt i selskab med en tilbageskuende afviklingsroman, hvor tingene var bedre, dengang familier ikke gik i stykker for et godt ord – og der i øvrigt ikke var nogen regnbuer i det regnskab. Eller bare dengang, de skandinaviske kvinder ikke var så sure og dominerende, og et klap i rumpen var ren hverdagshygge.

Sofie Jama: ’Den nordiske mands hævn’. Politikens Forlag, 432 sider, 300 kroner.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her