»POTUS vil have foretaget nogle ændringer. Han tweeter om det om fem minutter. Så lad os håbe, at I kan lide det.«
Nej, det er ikke nemt at være højtrangerende embedsmand i det amerikanske militær, når ens øverstbefalende, præsidenten, annoncerer sine beslutninger via de sociale medier – beslutninger, man i øvrigt aldrig med sikkerhed kan vide, hvad ender med, og som ofte er både dumme og uforsigtige.
Det lyder måske som livet under Trump, men det er det ikke – eller rettere, det er tydeligvis inspireret af Trump, men sker helt i begyndelsen af Netflix’ nye komedieserie Space Force.
Serien, der er skabt af Steve Carell og Greg Daniels og har Carell i hovedrollen, handler om en nyudnævnt, firestjernet general, Naird (Carell) – siger man det på en bestemt måde, lyder det som nørd, hvilket ikke ligefrem er positivt i militærverdenen – som får til opgave at styre en ny, sjette del af militæret: Space Force.
Ja, et vaskeægte rumforsvar – i stil med det, Trump lancerede for et par år siden – der skal sørge for, at fremmede magter, især russerne og kineserne, tager patent på det rum, hvor amerikanerne så gerne vil bestemme.
Blot er det ikke spor nemt, når man som Naird skal kæmpe med inkompetente underordnede, en opsætsig, men velklædt forskningschef, doktor Mallory (John Malkovich), misundelige/hævngerrige kolleger fra andre dele af militæret, der forsøger at snigløbe én, hvis de da ikke bare mobber – det går dog mest ud over chefen for den ringeagtede kystvagt – en rebelsk teenager derhjemme og en kone, der sidder i fængsel med en livstidsdom.
Oprigtigt rørende
Space Force er en spøjs størrelse, og det mener jeg mestendels som en ros. Især de første fem af første sæsons ti afsnit er virkelig morsomme, næsten lidt slapstick-agtige, og får det optimale ud af det, der er blevet Steve Carells specialitet: Mænd, der på overfladen har styr på det hele, men som indimellem er ved at bryde sammen.
Et langt liv i militæret har lært Naird at lægge låg på sine dybeste tanker og følelser, men selv om han har prøvet lidt af hvert – blandt andet nedskydning i sit jagerfly og en uge på flugt i fjendeland – så har han også brug for øjeblikke, hvor han kan stresse af. Og det gør han ved at synge og danse til Beach Boys’ »Kokomo« eller The Four Seasons’ »Big Girl’s Don’t Cry«.
Bagefter kan Naird lidt igen, og det er der brug for. Præsidenten, som man i øvrigt aldrig ser eller får navnet at vide på, vil senest i 2024 have »boots on the Moon« – han sagde faktisk »boobs on the Moon«, men hans rådgivere regner med, at han mente »støvler« og ikke »bryster«.
Det kræver en betydelig indsats af Naird og ikke mindst Mallory, der heldigvis finder ud af at arbejde sammen og bliver gode venner. Og det er en anden grund til, at Space Force faktisk fungerer: Den er oprigtigt rørende i sin skildring af ikke blot Naird og hans kaotiske privatliv – han har også en halvdement far og en heldement mor, som ikke er nemme at holde styr på – men også en række af menneskene omkring ham.
Hans datter, Erin (Diana Silvers), er røvtræt af at være blevet flyttet fra Washington, fordi Space Force har hovedkvarter i Colorado, og hun savner sine venner og den tætte enhed, som hun, faren og moren, Maggie (Lisa Kudrow), var før flytningen og morens fængsling.
Præcis hvad hun er dømt for, finder man aldrig ud af, men en livstidsdom får man ikke for ingenting. Sidste halvdel af første sæson er ikke helt lige så sjov som første, til gengæld skrues der op for det oprigtige drama og for alt det, som Naird, Erin, Maggie, doktor Mallory og flere andre af personerne kæmper med – ved siden af at skulle sende satellitter ud i rummet og vidtløftige planer om at bygge en by på Månen.
Varme kartofler
Det er endog meget tydeligt, at Space Force er blevet til i en tid, hvor en mand som Donald Trump er blevet præsident. Som leder af det nye rumforsvar skal general Naird således ikke kun slås med en labil og debil øverstkommanderende, men også en præsidentfrue, der har moderigtige og vældig upraktiske forslag til nye uniformer. Han hæmmes af sit eget skeptiske forhold til videnskabsfolk.
Og til en kongreshøring om Space Forces budget bakkes han op af en oldgammel, våbenglad senator, der ligner Charlton Heston på en prik og tror, at Jorden er flad – samtidig med at han udfordres af en ung, progressiv senator, der er modelleret over Alexandria Ocasio-Cortez.
Midt under høringen vælter det ind med unge kvinder, der er klædt som hovedpersonerne i tv-serien The Handmaid’s Tale og råber op om, at de selv bestemmer over deres vaginaer. De bliver stoppet og får at vide, at det, de vil demonstrere imod, faktisk først er ugen efter, og slukørede forlader de igen lokalet.
Og på den måde griber Space Force på vittig og ganske bidsk vis fat om en række af tidens varme kartofler – identitetspolitik, kønsroller, seksualitet, klimabenægtelse, omsiggribende dumhed – og slipper for det meste afsted med det, fordi serien og dens forfattere og instruktører og dermed også personerne konstant bekender sig til den menneskelighed og humanisme, det kan være svært at holde fast i, hvis man hele tiden er under pres for at præstere, men som der er brug for, hvis verden skal overleve.
Som sagt knækker første sæson lidt på midten. Tempoet og de vanvittige indslag bliver færre mod slutningen, og lige da jeg havde set alle ti afsnit – hver på 30 minutter – havde jeg lidt svært ved at forlige mig med det skift i tone. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere glad bliver jeg for Space Force og måden, den udvikler sig på i løbet af sæsonen.
Det er, som om den undervejs bliver voksen og finder sine ben at stå på – som en blanding af oprigtigt drama, sort satire og løssluppen komedie. Det gider jeg godt se mere af.
’Space Force’. Skabt af Steve Carell og Greg Daniels. Hele første sæson er tilgængelig på Netflix
Herhjemme skal vi jo arbejde efter ordre fra pressemeddelelser, som så viser sig bare at være for sjov. Jo, virkeligheden overgår ofte fantasien. Ik.