Det er meget normalt for romaner at handle om mennesker, der prøver at affinde sig med deres livssituation, bevare et overblik over deres dæmoner og dårlige sider samt finde rundt i den labyrint af sociale koder, som ethvert fællesskab er. Det er til gengæld usædvanligt, at alt dette besvær bliver beskrevet så overdrevent sjovt, skarpt og rørende som i Stine Pilgaards tredje roman, Meter i sekundet.
Her er det et kvindeligt snakkehoved i 30’erne, der flytter til det fåmælte Vestjylland med sin kæreste, som har fået et højskolelærerjob dér, og deres lille søn. Dette snakkehoved er en sprudlende jegfortæller, som i nutid rapporterer fra det første års tid, der går med at prøve at blive en normal person, som både kan køre bil, småsnakke og tage vare på sit barn. Hun går dog på omgang mellem områdets kørelærere, fordi hun slider på deres nerver og faglige stolthed, og når hun skal interagere i sit nye lokalmiljø, føler hun, at hun har glemt sit manuskript.
Sammenstødet mellem den eksistentielt desorienterede hovedperson og hendes nye overvældende velvillige lokalmiljø udtrykkes på romanens første side:
»Vi vil i Velling, står der på byskiltet, men hvad vi vil, står ikke klart. Virkeligheden ligger som en tåge omkring os, og vi er kun lige ankommet.«
'Meter i sekundet'.
Hvad yngelplejen angår, svinger hovedpersonen som de fleste andre førstegangsforældre mellem ekstatisk begejstring for sit barns specifikke måde at være vidunderlig på og vild bekymring for at gøre noget forkert. Det er her, hovedpersonens kvaler med normer og normalitet sættes mest på spidsen.
Stine Pilgaard er en mester til originale sammenligninger og overrumplende motivskift, som f.eks. her hvor følelsen af at være fremmed i sin livssituation starter med det fintfølende sprogmenneskes refleksion over sammensatte navneord og ender et helt andet sted:
»Zinksalve, pusletaske, bæresele, babyalarm, hagesmækker. Jeg tænker på det som de sammensatte ords sejr og trøstesløse erobring af sproget. Vores hjem invaderes af blespande, skumklude, skråstole, kravlegårde og sutteflasker. Det er ord, jeg aldrig tidligere har haft i min mund, og som der ikke er plads til. Jeg tænker på alt for unge piger, der giver deres første forvirrede blowjob, ubehageligt for alle involverede.«
Minder om et standupshow
Den måde, der bygges højtidelighed op, som så punkteres af perfekt doseret vulgaritet, minder mere om virkelig gode standupshows end om det meste anden samtidslitteratur, jeg kan komme i tanker om. Det er der meget i romanen, der gør. Dels fyger det med situations- og observationskomik, oneliners og punchlines, dels sammenføjes alle disse enkeltstående herligheder til elegant komponerede forløb, hvor en vending, der var sjov, første gang man læste den, bare blivere sjovere efterhånden som den gentages og varieres. Det gælder f.eks. de fraser, autoriteterne i hovedpersonens liv benytter sig af, såsom sundhedsplejerskens frustrerende insisteren på, at »alle børn er forskellige«, eller kørelærerens opmuntrende gentagelse af, »at det er helt normalt«.
De er sjove i sig selv, fordi det er kommunikation på automatpilot, og bliver endnu sjovere, når de ikke længere slår til. Når f.eks. sundhedsplejersken bliver nødt til at tilføje, at det måske kunne være en god idé at give barnet et bad, og kørelæreren går over til at sige, at det også ville være kedeligt, hvis alle var ens.
Jegfortællerens gengivelse af livet som menneske med gode intentioner, dårlige vaner og blinde vinkler afbrydes af sange skrevet på melodier fra højskolesangbogen og spørgsmål og svar fra en brevkasse, hovedpersonen får i lokalavisen. Det kommer i stand, fordi hun præsenterer sig selv som et orakel, da forstanderen uopfordret påtager sig rollen som jobkonsulent, og der bliver sagt nogle vaskeægte sandheder i de brevkassesvar (der i øvrigt ofte refererer elegant til ting, kørelærerne har sagt). I en opsang til en selvretfærdig type, der betegner sig som ’den betænksomme’ og klager over, at hendes mand ikke er det samme, står der f.eks.:
»Kender du typerne, der tit fortæller, hvilken type de er. De er aldrig den type, de tror. Når folk definerer sig selv, afslører de kun deres største ønsker eller dybeste frygt. […] Tal pænt om din mand, alle har et ansvar, når en sammenfletning skal finde sted. Bare fordi du ikke kan se dig selv, betyder det ikke, at du er usynlig.«
Andre brevkassesvar er mere ømme. Selv om de ofte handler meget om hovedpersonen selv, er hendes engagement i dem, hun henvender sig til, ikke til at tage fejl af. Hendes henvendelsestrang er på en gang hidsig og generøs, som det fremgår af citatet her:
»Når jeg snakker med folk, minder jeg om en, der går i krig. Jeg bliver ivrig, står alene i en suppe af lyde, lægger mig som en steg i skiver på et fad foran dem, en optøet isdessert med fjollede paraplyer i.«
Det er ikke nyt, at Stine Pilgaard skriver sjovt, skarpt og rørende, men Meter i sekundet er hendes foreløbigt bedste bog. Den har vi været heldige med.
Stine Pilgaard: ’Meter i sekundet’. Gutkind, 268 sider. 249 kroner.
