Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’The Great’ fortæller respektløst om dengang, tyske Catherine reformerede Rusland

Elle Fanning spiller en purung, nyslået kejserinde af Rusland i tv-serien ’The Great’, der tager sig gevaldige friheder med virkeligheden og fortæller satirisk om gale mennesker, som gør gale ting
Kejser Peter (Nicholas Hoult) vil hellere gå på jagt end tage sig af sin unge brud, Catherine (Elle Fanning), i Tony McNamaras satiriske ’The Great’.

Kejser Peter (Nicholas Hoult) vil hellere gå på jagt end tage sig af sin unge brud, Catherine (Elle Fanning), i Tony McNamaras satiriske ’The Great’.

Kultur
16. maj 2020

Vi befinder os i 1761, og purunge Catherine ankommer fra det daværende Tyskland til Rusland, hvor hun skal giftes med kejser Peter. Ikke den legendariske Peter den Store, men hans søn, Peter, der er knap så beundringsværdig en skikkelse. Catherine er en lidt naiv skikkelse, der har en meget romantisk forestilling om, hvad det vil sige at være gift med kejseren af så stort og mægtigt et land som Rusland. Og hun bliver noget så skuffet, da det viser sig, at kejser Peter er en forkælet og egocentreret drengerøv, der tænker mere på at forlyste sig – drikke og spise, gå på jagt, ydmyge folk, gå i seng med andres koner, sende sine soldater i krig – end på at gøre sin nye kone lykkelig. Således klarer han bryllupsnatten på blot et par ubekvemme minutter.

Og deri ligger hele omdrejningspunktet i tv-serien The Great, der er en satirisk og noget frimodig – og ret morsom – genfortælling af de virkelige begivenheder i 1700-tallet, hvor Catherine blev til Catherine den Store (Katharina den Store på dansk) og reformerede Rusland. The Great er skrevet af Tony McNamara – baseret på hans eget teaterstykke – der også var med til at skrive manuskriptet til en anden, ganske respektløs historisk film, Yorgos Lanthimos’ bidske The Favourite (2018).

Og der er et slægtsskab mellem serie og film, ikke mindst i den moderne måde, personerne taler og opfører sig på, musikken, der bliver brugt, og den ubekymrede, forfriskende og helt igennem uvederhæftige omgang med historiske fakta. Det skal dog siges, at hvor The Favourite midt i al sin løssluppenhed også var et stringent studie i vanvid og tragik, stikker The Great ikke lige så dybt og gør ikke lige så ondt. Den synes mest af alt at ville fortælle om gale mennesker, der gør gale ting.

Formålsløse kugler

Det betyder dog ikke, at The Great ikke er underholdende. Det er den. Meget endda. Ikke mindst i sammenstødet mellem Elle Fannings intelligente og idealistiske Catherine, der er belæst og dannet, og Nicholas Hoults uopdragne, udannede og ikke voldsomt begavede Peter. Hun læser filosofi og har mødt René Descartes – flere gange – og Peter og resten af det russiske hof kan ikke læse og tænker kun på personlig tilfredsstillelse. Resten af riget kan sådan set rende dem.

Så mens alle mændene drikker, skyder og horer, spiser damerne kage, prøver kjoler og spiller et ganske formålsløst spil kugler i paladsets have. De kaster kuglerne, som tjenere henter igen, og så kaster de dem én gang til og én gang til, og så er den eftermiddag gået. Catherine undrer sig og føler sig aldeles fortabt midt i al denne hovedløse hedonisme, som er så ulig det, hun kommer fra. Hun har stort set ingen kjoler i sine kufferter, men i stedet masser af bøger, og snart får hun den tanke, at hun skal forsøge at uddanne og reformere ikke bare hoffet, men hele Rusland. Det gjorde virkelighedens Catherine med stort held.

Tv-seriens Catherine støder dog hurtigt ind i problemer, ikke mindst med sin mand, kejseren, der så gerne vil have en mandlig arving, og som ikke bryder sig om, at kvinder har deres egen vilje og mening – eller om at hans kone går rundt og surmuler. På et tidspunkt planlægger han endda helt åbent at slå hende ihjel i en fingeret ulykke, men heldigvis har Catherine også tilhængere, ikke mindst sin rapkæftede tjenestepige, Marial (Phoebe Fox), en tidligere adelsdame, hvis familie har gjort sig upopulær ved hoffet. Og så begynder hun, kejserinden, at planlægge et statskup i en usikker, farlig verden, hvor ingen tør sige eller gøre noget af frygt for kejserens barnlige vrede – og risikoen for at få kappet hovedet af.

Tempofyldt affære

Det er ikke mindst takket være Elle Fanning og Nicholas Hoults veloplagte præstationer, at The Great fungerer så godt, som den gør. Det er sjovt at følge med i, hvordan hun langsomt lærer at spille det intrigante og både politiske og religiøse spil ved hoffet, mens han så småt begynder at respektere hende. Men i det hele taget er serien godt rollebesat: Phoebe Fox er herligt uimponeret i rollen som Marial, mens Adam Godley giver den som den magtfulde ærkebiskop, som man ofte er usikker på, hvor man har. Det samme gælder Sacha Dhawans politiske rådgiver, der selv gerne vil reformere Rusland, men er så bange af sig, at der skal en del pres og blodsudgydelse til, før han slutter sig til Catherine og hendes revolution.

De fysiske rammer om historien synes at være periodekorrekte, men der er reelt ikke så meget Rusland over miljøet eller menneskene i den. Alle snakker engelsk med den accent, de nu engang har, og paladset, hvor det meste af handlingen udspiller sig, kunne være placeret nærmest hvor som helst – som for eksempel ved Solkongens hof i Frankrig. Men det har selvfølgelig været sjovt for Tony McNamara at placere handlingen i en fiktiv udgave af Rusland og samtidig knytte an til virkelige personer og begivenheder. På den måde kan han lege med forholdet mellem det mørke øst og det lyse vest – eller rettere: fordommene om samme.

The Great er en tempofyldt og sexet affære, der aldrig keder, men som indimellem tager sig lovlig god tid til at fortælle en luftig historie. Jeg har set seks af første sæsons ti timelange afsnit, og jeg forestiller mig, at historien godt kunne rundes af allerede efter otte afsnit. Men lad os nu se. McNamara har en vittig pen og dygtige skuespillere til sin rådighed, og kan de sammen holde dampen oppe, tager jeg gerne det hele med.

’The Great’ – Skabt og skrevet af Tony McNamara. Kan ses på HBO Nordic, hvor der kommer et afsnit om ugen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kent Nørregaard

Et stykke europæisk historie produceret af amerikanere, ikke på tysk og russisk, men på engelsk. Vor herre bevares. Måske jeg er gammeldags men jeg finder det uværdigt.

Hanne Ribens, Arne Albatros Olsen, Karsten Aaen, Eric Philipp, Alvin Jensen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Faktisk er alle ti afsnit lagt frem allerede :-)

Christian Monggaard

En læser har venligt gjort mig opmærksom på en fejl i anmeldelsen, nemlig at Catherine ikke kom fra Østrig, men fra Stettin i det daværende Preussen/Tyskland. Det er jo lidt pinligt, og det må jeg hellere få rettet.

Anina Weber, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Den må jeg prøve at se
- selvom det var mig der ikke gad se 'dræberne fra Nibe', fordi filmens plot og skuespillernes dialektovergreb var pinagtige.

Anina Weber, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Dalby Jensen

"Vi befinder os i 1761" indledes artiklen, og det hedder, at Catherine "læser filosofi og har mødt René Descartes – flere gange". Men Descartes døde i 1650, i øvrigt under et besøg i Stockholm hos den svenske dronning Christina... ;-)

Hanne Ribens, Anina Weber, Karsten Aaen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Anmelderen tager sig vist også "nogle gevaldige friheder med virkeligheden". Catharinas ægtemand Kejser Peter var ikke søn af Peter den Store men hans barnebarn.

Christian Monggaard

Kære venner. Jeg skal være den første til at indrømme, at der er enkelte ting, jeg kunne have været mere præcis/korrekt med i min anmeldelse – at Catherine hedder Katharina på dansk, og at hun kom fra Tyskland og ikke Østrig. Men der er andre af de ting, jeg klandres for, som altså må stå for serieskabernes regning – jeg refererer til begivenheder, der sker i serien, og mennesker, der optræder i serien, og den er altså et kulørt stykke fiktion med virkelige begivenheder som løst bagtæppe. Mvh. Christian Monggaard

Hanne Ribens, Anina Weber, Nike Forsander Lorentsen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Dalby Jensen

I mit indlæg gør jeg alene opmærksom på en fejl i forhold til historiske fakta, ud fra en formodning om at det kunne interessere andre. Helt bevidst uden at komme ind på årsager til fejlen. Christian Monggaard skriver jo også i anmeldelsen, at serien er kendetegnet ved sin "helt igennem uvederhæftige omgang med historiske fakta".

Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Kære Monggaard nu er det ikke fordi jeg skal gøre det værre men Tyskland opstod altså først i 1871, efter at Otto von Bismarck havde givet franskmændene klø. Hun blev født i Preussen.

Jens Dalby Jensen

Kære Kent Nørregaard. Jeg mener, at din kritik er forfejlet. Det skyldes, at man i Danmark i flere hundrede år har brugt navnet "Tyskland" eller "Tydskland" som almindelig betegnelse for det område i Midteuropa, som er beboet og/eller styret af tyskere, uanset hvordan dette område har været organiseret politisk og juridisk. Jeg vil citere fra Moths Ordbog, som er udgivet omkring 1700: "Regeringen i Tydskland er meget sær; ti Tydskland bestâer af en stôr dêl fri Rîgs stæder, som hver regeres af deres egen øfrighed, som velges af borgerne; og en langt større dêl geistlige og Verßlige Enevolds herre, sâsom, Priorier, Abbedier, Proustier, Bispe- og Erkestole, grefskaber, Margrêfskaber, landgrêfskaber, Fyrstendøme, o.s.f." Derfor er det ikke korrekt at sige, at "Tyskland" først opstod i 1871. Christian Monggaard skriver i øvrigt også "det daværende Tyskland", hvilket jo indikerer, at det, man forstår ved Tyskland i dag, geografisk ikke uden videre er det samme som i 1700-tallet. Man kan finde hele artiklen fra nævnte ordbog på dette link: https://mothsordbog.dk/ordbog?aselect=Tydskland&query=tvinse

Deadwood anvender ikke moderne sprog. Det er rigtigt at der bliver anvendt langt flere bandeord end der ellers normalt gjorde for historiske serier, men de er alle historiske korrekte, og det engelske der tales i serien er absolut ikke moderne. Tværtimod er Deadwood netop en serie som er kendt for at anvende sproget historisk til at fortælle en historie på samme måde som rekvisitter bliver anvendt. Der er lagt mærke til den mindste detalje, og sproget i Deadwood er meget nøjagtigt kopieret efter hvad man tror 1800-tals amerikansk engelsk ville lyde.

Deadwood er det mindst oplagte eksempel at anvende som sammenligning til denne serie, fordi den netop var fokuseret på et forsøg på at være så historisk korrekt så muligt. Det havde nok været mere oplagt at sammenligne denne serie med Marie Antoinette filmen fra 2006, som bl.a. viste Kirsten Dunst i Converse-sko, hvis man skulle sammenligne samme bevidste anakronistiske tilgang til historien. Det er i alle tilfælde fuldstændig misvisende at påstå at der skulle være en bevidst anakronistisk tilgang til sproget i Deadwood, når det absolut modsatte er tilfældet.