’The Last Dance’ gør os til lykkelige undersåtter i Michael Jordans kongerige

Chefredaktør Rune Lykkeberg og filmredaktør Christian Monggaard har begge set ’The Last Dance’. Her diskuterer de, hvorfor det er så god en fortælling, hvorfor Michael Jordan blev en stjerne uden en sag, og hvordan det kan være, at de begge elsker kapitalismens opium.

Rune Lykkeberg:

I den urimelige og usaglige, men til enhver tid også uundgåelige sammenligning af de største stjerner fra forskellige sportsgrene er der for mig at se ingen tvivl om, hvem der er bedst: de amerikanske basketballspillere.

Fysisk er de fremragende. De hopper så højt og langt, at det i magiske sekunder i hver eneste kamp ser ud, som om de realiserer en af menneskehedens utopier: De flyver.

Men de har også selve legen som omdrejningspunkt. De er tryllekunstnere, som laver tricks, og ekvilibrister, som jonglerer. Ligesom nogle få kunstnere og musikere realiserer de også en anden af menneskets utopier: De lever som voksne af legen, som de tager til det højeste niveau.