Chefredaktør Rune Lykkeberg og filmredaktør Christian Monggaard har begge set ’The Last Dance’. Her diskuterer de, hvorfor det er så god en fortælling, hvorfor Michael Jordan blev en stjerne uden en sag, og hvordan det kan være, at de begge elsker kapitalismens opium.
Rune Lykkeberg:
I den urimelige og usaglige, men til enhver tid også uundgåelige sammenligning af de største stjerner fra forskellige sportsgrene er der for mig at se ingen tvivl om, hvem der er bedst: de amerikanske basketballspillere.
Fysisk er de fremragende. De hopper så højt og langt, at det i magiske sekunder i hver eneste kamp ser ud, som om de realiserer en af menneskehedens utopier: De flyver.
Men de har også selve legen som omdrejningspunkt. De er tryllekunstnere, som laver tricks, og ekvilibrister, som jonglerer. Ligesom nogle få kunstnere og musikere realiserer de også en anden af menneskets utopier: De lever som voksne af legen, som de tager til det højeste niveau.
Og så er basketball designet sådan, at tætte kampe afgøres i de sidste sekunder af de få, som tager holdet på deres vinger og vinder eller taber med det sidste skud. Hele indsatsen koncentreres i intense øjeblikke, som afslører de største spilleres karakter.
Det er sporten i sig selv, Christian.
Men stjernerne er jo skabt af verden uden for sporten.
Og som ingen andre sportsfolk er de amerikanske basketballstjerner urban cool. Underholdningsindustrien efterligner dem, præsidenterne ser op til dem, alle de andre sportsfolk vil møde dem, de er ikoner for modkulturen, helte i hiphoppen og de stærkeste kommercielle brands overhovedet.
Deres definitive triumf som de største, smukkeste og vildeste stjerner fandt sted ved De Olympiske Lege i 1992. Det var første gang, USA havde de professionelle basketballspillere med til OL.
Og de erobrede hele begivenheden, alle de andre atleter ved OL i Barcelona blev statister i deres cirkus. Deres anfører dengang var Michael Jordan, han er den største af de største, den bedste af de bedste og så uhyggelig en vinder, at selv hans holdkammerater var bange for ham.
Alt det ser man, og forstår man, hvis man har set The Last Dance. Den såkaldte dokumentarserie om Michael Jordan og hans sidste sæson i Chicago Bulls er lavet af ESPN og Netflix, der også viser den i Danmark. Det er den historie, vi har glædet os til. Og vi er ikke blevet skuffede, vel Christian?
Christian Monggaard:
Bestemt ikke, Rune. Snarere tværtimod. Det er længe siden, at jeg har set så tilfredsstillende dokumentarfilmserie, der samtidig dykker så langt ned i og kommer så vidt omkring sit emne. Serien består af ti timelange afsnit, der har hvert deres fokus – titlen er i øvrigt den overskrift, The Last Dance, som træner Phil Jackson gav den sæson, 1997-98, det handler om.
Serien springer frem og tilbage mellem 1980’erne og 1990’erne – og så en nutid, hvor alle de involverede parter, Michael Jordan, holdkammeraterne Scottie Pippen, Steve Kerr og Dennis Rodman, Phil Jackson, holdmanageren Jerry Krause, tidligere modstandere, venner, familie, sportsjournalister, tidligere præsidenter og mange andre får lov til at kommentere det, der skete dengang.
Det giver The Last Dance en unik rytme, hvor man takket være illustrerede tidslinjer aldrig er i tvivl om, hvor man befinder sig.
De vigtigste spillere omkring Jordan bliver også portrætteret i serien, men det er først og sidst en serie om Michael Jordan. Det er hans monumentale indflydelse på ikke bare basketballspillet, men også USA og verden i det hele taget, som er omdrejningspunktet – og hvilket omdrejningspunkt.
Jordan var en gudsbenådet spiller stort set fra begyndelsen, og han tvang sig selv – og spillerne omkring sig – til hele tiden at blive bedre og yde det optimale. Men det var hans vinderinstinkt, der for alvor adskilte ham fra alle andre spillere. Han hadede at tabe, og, som det bliver sagt flere gange i serien, kunne han sætte sig op til enhver kamp ved at finde et eller andet at være vred over og skulle hævne sig på.
Jeg har altid beundret Jordan – også for filmen Space Jam, hvori han spiller over for Snurre Snup, Daffy Duck, Elmer Fjot og Bill Murray – men min basketballinteresse begyndte med generationen lige før ham. Ikke med Chicago Bulls, men med L.A. Lakers og Kareem Abdul-Jabbar, Larry Bird og Magic Johnson: Det var mine store helte og grunden til, at jeg i 1980’erne gik med basketstøvler – i øvrigt Michael Jordans ’mærke’, Nike. Efter at have set The Last Dance, hvor både Bird og Magic medvirker og hylder Jordans utrolige evner, er jeg også blevet omvendt. Jeg har fået en ny basketballhelt.
Rune Lykkeberg:
Man kan også sige, at serien viser, hvordan basketballspilleren Michael Jordan bliver til den amerikanske kulturs superstar. Uanset om det er forhenværende præsidenter som Barack Obama eller Bill Clinton eller musikere som Justin Timberlake og Nas, så taler de om Jordan som deres idol.
Der er en scene i serien fra dengang, komikeren Jerry Seinfeld blev regnet for den sjoveste mand i USA, og hans sitcom var den mest sete på tv. Seinfeld dukker op i omklædningsrummet efter en kamp for at hilse på Michael Jordan, og han er bogstaveligt en lille bitte ligegyldig fan ved siden af Jordan, som er rituelt venlig, men mest tålmodigt overbærende. Der ser vi hierarkiet mellem stjernerne – så bliver himlen sat på plads. Det er en tabloid fornøjelse.
Men det er også tydeligt gennem hele serien, at Michael Jordan er en stjerne uden nogen sag. Han er i modsætning til Muhammad Ali ikke politisk aktivist, tværtimod. Og serien er i modsætning til fortællingen om O.J. Simpson ikke en historie om ulighed mellem sorte og hvide, uretfærdighed og fattigdom.
Jeg elsker den scene, hvor Barack Obama fortæller, hvorfor Jordan ikke var politisk engageret. Obama var selv aktivist i 1990’erne, boede i Chicago og beundrede Jordan. Og han følte sig svigtet, dengang Michael Jordan ikke ville støtte en sort demokrat i kampen mod en hvid republikaner i North Carolina. Derfra kom Jordans berømte brandbeskyttende udsagn om, at republikanerne også køber sportssko.
Obama forklarer, at alle sorte, som vil være berømte i USA, skal bære en ekstra byrde. Der er længere vej til toppen for dem, end for hvide. Men når de har tilbagelagt den vej, er amerikanerne også klar til at omfavne og elske dem. Det skete for Michael Jordan og Oprah Winfrey og Barack Obama – siger Obama selv. Men tilføjer han, og her bruger han også Jordan til at sige noget om sig selv: De sorte stjerner bliver elsket på den præmis, at de ikke siger noget kontroversielt om social retfærdighed. De skal sprede glæde og lykke, de skal ikke føre politisk kamp, og de skal ikke være vrede. Så kan de blive ikoner – ifølge Obama. Det er præmissen for Michael Jordan, og det er hele rammen omkring The Last Dance.
Og så tilgiver Obama Jordan: Han var den største sportsstjerne kulturelt og kommercielt, der nogensinde har været, og han var i gang med at finde ud af, hvordan man skulle spille den rolle.
Christian Monggaard:
Det forbløffende er, at serien kan rumme alt det uden at blive docerende eller kedelig. Den er konstant i bevægelse, som en god basketballkamp, og viser masser af klip fra de utroligt spændende opgør, som Chicago Bulls med Michael Jordan i spidsen havde med blandt andre de brutale ærkefjender fra Detroit Pistons og Indiana Pacers. Det er hårde kampe, og nogle gange taber Bulls. Men så sætter Michael Jordan sig maksimalt igennem, intimiderer sine modstandere og chikanerer sine medspillere til at overskride sig selv.
Portrættet af en af Jordans vigtige holdkammerater i 1990’erne, Dennis Rodman, er i øvrigt en af de bedste ting – ud af mange fremragende ting – ved The Last Dance. Jeg har altid opfattet ham som lidt af en idiot
Rune Lykkeberg:
Idiot, Christian? Det er store ord fra en filmkritiker. Han var sportens bedste rebounder, tilføjede de vilde hårfarver, og da jeg boede i USA, sagde han: »I wanna be the material boy of the NBA.« Og så blev han kæreste med Madonna.
Christian Monggaard:
Jo jo, Rune, men der er altså også hans mærkelige besøg i det kommunistiske Nordkorea og møder med Kim Jong-un. Al hans druk og gambling og vanvittige opførsel med wrestling og vilde fester i Las Vegas. Men han fremstår simpelthen så sympatisk i The Last Dance. Jovist er han en vild, utilpasset type, der farver håret i alle regnbuens farver og skejer ud, men han er også en fremragende forsvarsspiller, der med stolthed tog imod en masse knubs for at kunne passe på Michael Jordan på banen. Træner Phil Jackson vidste, at Rodman var en vildbasse, og lod ham af og til te sig tosset, fordi han var sikker på, at Rodman ville komme tilbage og give den hele armen på banen.
Der er i den forbindelse en fascinerende dynamik i The Last Dance, som har at gøre med, hvordan Michael Jordan bliver portrætteret. Mange af de helt unikke optagelser i serien stammer fra sæsonen 1997-98, hvor Chicago Bulls forsøgte at vinde det sjette NBA-mesterskab, og hvor et filmhold fik fri adgang til kampe, træning og spillerne, ikke mindst Michael Jordan. Siden sad Jordan på al materialet i 20 år, før instruktøren af dokumentarfilmserien, Jason Hehir, fik lov til at klippe det sammen med masser af arkivmateriale og nye interview med hovedpersonerne.
Michael Jordan har med andre ord haft en vis kontrol med processen. Det betyder dog ikke, at portrættet af ham kun er positivt. Faktisk fremstår han indimellem som lidt af en skid. Men man forstår, at det skyldes, at han satsede alt på at vinde – det nyttede i hans optik ikke, at de andre spillere ikke gjorde sig lige så stor umage som ham. Han kunne trods alt ikke vinde kampene alene – heller ikke selv om det af og til så sådan ud.
Rune Lykkeberg:
The Last Dance er også en tv-serie om relationer mellem mænd. Der er bortset fra Jordans mor og Rodmans elskerinde, Carmen Electra, nærmest ingen kvinder med. Vi ser, hvordan Jordans intense besættelse efter sejr gør ham til et regulært svin over for sine medspillere. Han slår Steve Kerr i ansigtet, han mobber de bløde mænd under træning og hidser sig selv op til det bedste ved at udvælge dueller med andre spillere, som han vil tilintetgøre på banen. Han siger selv, at han ikke var en flink fyr, men det handlede også om at vinde.
Og så er der relationen til hans far, som blev myrdet, og som er den eneste kærlighedsrelation, der bliver udforsket. Tabet af faderen og erstatninger af faderskikkelsen er det eksistentielle drama i serien.
Det er besynderligt, det må jeg indrømme. Jeg kan ikke fordrage etikken i serien, som hylder dannelse mellem mænd gennem kamp og ydmygelse, og jeg kan ikke udstå moralen i serien, som er, at den ubarmhjertige og brutale vinder er et godt menneske, fordi han fører de andre til sejr. Jeg bryder mig heller ikke om, at Michael Jordan som kongen kan skrive hele historien, gøre holdmanager Jerry Krause til seriens slyngel og få det sidste ord i alle udvekslinger.
Jordan er i dag den rigeste forhenværende sportsmand nogensinde. Det er, fordi han også er en suveræn forretningsmand, at han styrer hele serien. Ideologisk er The Last Dance vulgærkapitalistisk propaganda for sejr, succes og rigdom.
Men det er en nydelse at følge legen og dramaet, det er fortryllende at genopleve de sidste momenter i de store kampe, og det er vidunderligt at komme med tilbage og genopleve Michael Jordans magi. Det er en spektakulær kroning af en konge, og vi sidder som hans kulturelle undersåtter og nikker og elsker det. Og jeg er endda Celtics-fan.
Christian Monggaard:
I virkeligheden tror jeg også, at det hjælper, at man undervejs får lov til at se sårbarheden bag Michael Jordans professionelle, hårde overflade. At man til allersidst også møder hans to sønner og ene datter. Men du har ret i, Rune, at der er noget mærkeligt i at være så opslugt af og begejstret for en serie, der så skamløst hylder og dermed også på sin vis undskylder den store (bold)kunstners dårlige opførsel med, at sådan må genier gerne opføre sig.
Rune Lykkeberg:
Marx sagde jo de her berømte ord om religionen som opium for befolkningen. I dag er det nærmere underholdningsindustrien og sporten, som leverer det. Jeg tænker indimellem, at erkendelsen i de linjer skal vendes fra en kritik til en anerkendelse: Kapitalismen producerer bedre opium end nogen andre regimer – kineserne kan heller ikke leve uden NBA. Og vi to ville jo heller ikke kunne leve i en verden uden adspredelser. Det opium, som Michael Jordan giver os, den superkapitalistiske helt, som har tjent flere penge på at sælge sit brand end på sit spil på banen, det suger vi til os, og vi elsker det. Så må vi lave Information og drage kapitalismen til ansvar på nogle andre tidspunkter. Er vi enige her?
Christian Monggaard:
Det er vi. Jeg er barn af Hollywood, og selv om hollywoodfilm kan være rædselsfulde og kalorielette som få, er de ofte også både begavede og udfordrende. Og så har jeg det sådan, som Woody Allen engang sagde til mig, at der er brug for adspredelser, underholdning, kunst og kultur – i biografen og på boldbanen – til at holde meningsløsheden og desperationen fra døren.
’The Last Dance’. Instruktion: Jason Hehir. Alle ti afsnit af serien kan ses på Netflix
