Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tine Høeg tager ungdommens legende undersøgelser af meningen med livet helt alvorligt

Sprog er sjovt hos Tine Høeg – med et mørke bagved. Hendes anden roman ’Tour de chambre’ har poesi i sig, fordi den lader ordene stå næsten nøgne. Det er på én gang sårbart og stærkt. Ligesom den ungdom, det handler om
Tine Høeg Tour De Chambre anmeldelse

Læseoplevelsen minder en del om at læse dramatik, fordi forfatteren ofte overlader den smule, det er nødvendigt at sige, til stærkt autentiske replikker – det vil sige de besynderlige stumper af sætninger, vi går og siger til hinanden i forfjamskelse og mangel af bedre.

Petra Kleis

Kultur
29. maj 2020

Der står næsten ingenting på siderne i Tine Høegs nye, hendes roman nummer to. Forfatteren har en særlig måde at forme teksten på med masser af luft omkring sætningerne og linjebrud i stedet for punktummer, så ordene kommer til at stå og balancere mellem poesi og prosa, fortællende og fortættet.

Sådan var det i hendes debutroman Nye rejsende fra 2017, og sådan er det i Tour de chambre. Begge titler er i øvrigt, typisk for Høegs arbejde med sproget, faste udtryk. Hun stykker romanerne sammen af indsamlet materiale alle steder fra, hvor sproget er i brug. Sprog er sjovt hos Tine Høeg, men der er også et mørke bag ved det letbenede, romanen umiddelbart ser ud til at være.

Sart og eksklusiv

Det kan føles forkert og forslugent at bevæge sig igennem værket i en romans sædvanlige læsetempo. Teksten fremstår sart i det og eksklusiv med al den plads omkring sig, men formen gør også, at tilråbene til en fodboldkamp, udklippene fra en opslagstavle på et kollegiekøkken og tekstbeskeder kan indlemmes i romanens flow næsten uformidlet.

Læseoplevelsen minder en del om at læse dramatik, fordi forfatteren ofte overlader den smule, det er nødvendigt at sige, til stærkt autentiske replikker – det vil sige de besynderlige stumper af sætninger, vi går og siger til hinanden i forfjamskelse og mangel af bedre.

Tine Høeg: ’Tour de chambre’.

Gutkind
Det kan lyde sådan her, hvor Asta (hovedperson og forfatter) møder sin gamle ven, Hannibal, fra kollegiet, »hans akne er forsvundet, ellers ligner han sig selv«. Asta er til Hannibals overraskelse debuteret som forfatter. Han ønsker »tillykke for satan« med bogen, Asta drejer samtalen væk fra forfatteremnet med et spørgsmål:

»hvad har du i posen?

jamen det er simpelthen en blespand,

han klør sig under kasketten

jeg skal sgu være far

her til september, det er helt syret

opsætning af væv

stålbjælker og brandisolation

han taler længe og begejstret, hans kæreste
er jordemoder så det lå lidt i kortene, de har lige
revet en væg ned, det er en videnskab

og hvad med dig på den front?«

Det er ord som »simpelthen« og »på den front«, der gør dialogen her autentisk. Der sker ikke så meget på børnefronten hos Asta, hun er en kvindetype, Tine Høeg også skildrer i Nye rejsende, og som ofte får netop det spørgsmål. En enlig kvinde uden børn lader til at skabe usikkerhed. Hendes mellemposition (hvis den er det) og tilsyneladende frihed kan virke som en trussel, samtidig er hun den barnepige, man altid kan trække på.

Parasiterer på andres liv

Tour de chambre bevæger sig imellem tiden på kollegiet, hvor en gruppe unge delte køkken og hverdag, og tiden efter, hvor Asta er begyndt at skrive på en roman om den polske portrætkunstner Lysander Milo:

»en dag forsvandt han, treogtyve år gammel

og i et stort kælderrum fandt man over

hundrede buster af cement, udformet i hemmelighed,

de forestillede et udsnit af de ansatte på fabrikken«.

Milo-romanen bliver ikke til noget, men bemærk »udformet i hemmelighed«, for sådan arbejder Asta også, hun skriver i al hemmelighed, parasiterer på andres liv, går væk for at tage noter. I stedet for romanen om den polske portrætkunstner vokser en fortælling frem om kollegietiden, om August, der var kæreste med Astas veninde, August som også en dag forsvandt. Han døde pludseligt og er blevet vennekredsens fælles traume. August, der skrev ligesom Asta, og hvis mor er kunstner. Gennem hendes person og værker og Astas møde med August behandler Tour de chambre diverse forestillinger om den kunstneriske skabelsesproces.

Petra Kleis

Det nok mest morsomme og kloge take på, hvad kunstnerisk skaben kan sige at være, er der, hvor Tour de chambre sidestiller den kreativitet og idérigdom, netop titlens kollegiefestkoncept kan afstedkomme (med dets temaer og druklege) med en kunstudstilling på Charlottenborg om mørke. Det gør den ikke for rindalistisk at vrænge ad den etablerede kunst, men helt enkelt, fordi romanen tager ungdommens fantasifuldhed og legende undersøgelser af meningen med livet (af nogle kaldet fester og druk) helt alvorligt.

Romanens tour de chambre involverer både Heidegger og kålhoveder. På Hannibals værelse får man ren vodka camoufleret som chablis og til opgave at »skabe et kunstværk to og to/og den ene skal være den andens arme« med »tyve knæklys og et kålhoved til rådighed«.

Sorg og sorgløshed

Tour de chambre er let og lys, tung og mørk, mening og meningsløshed. Der er de mange jokes og komiske situationer, der er sorgen over August. Flere steder rammer Tine Høeg på én gang både sorgen og sorgløsheden. Eksempelvis i en scene fra kollegiet, hvor August stadig er i live, og »vi lægger puslespil på køkkenet//jeg har fået ansvar for himlen. Det er umuligt,/alle brikker er blå.«

Sådan er sproget hos Tine Høeg, et øjeblik billedligt talt, og i næste linje konkret. At Asta har »ansvar for himlen« er først sjovt, så smukt og siden helt ubærligt, for det er jo også i himlen man, troende eller ej, kan trøste sig med, at de døde er. Tour de chambre har den poesi i sig, fordi den lader ordene stå næsten nøgne. Det er på én gang sårbart og stærkt. Ligesom den ungdom, det handler om.

Tine Høeg: ’Tour de chambre’. Gutkind, 324 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her