Tua Forsströms digte har det med at forvandle sig, for hver gang man vender tilbage til dem

Kan en bog på samme tid være trist og trøsterig? Kan digte være både skrøbelige og stærke? Kan det at læse en enkelt linje føles som pludselig at træde ind i en lysning i skoven? Kan et stykke litteratur virke som et vildt dyr, der kigger på én uden at flygte? Kan noget på én gang fremtræde vidunderligt og dybt forfærdeligt?

Tua Forsström: ’En aften i oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser’.