Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tua Forsströms digte har det med at forvandle sig, for hver gang man vender tilbage til dem

To oversatte samlinger af den finlandssvenske poet Tua Forsström byder på bevægende læsning
»Når hjertet er sorgfuld forvandles alt vand i verden til tårer«, siger den finlandssvenske poet Tua Forsström

»Når hjertet er sorgfuld forvandles alt vand i verden til tårer«, siger den finlandssvenske poet Tua Forsström

10080 Fredrik Sandberg/TT

Kultur
29. maj 2020

Kan en bog på samme tid være trist og trøsterig? Kan digte være både skrøbelige og stærke? Kan det at læse en enkelt linje føles som pludselig at træde ind i en lysning i skoven? Kan et stykke litteratur virke som et vildt dyr, der kigger på én uden at flygte? Kan noget på én gang fremtræde vidunderligt og dybt forfærdeligt?

Tua Forsström: ’En aften i oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser’.

Saxo
Efter at have læst Maja Lucas’ og Kamilla Löfströms overbevisende oversættelse af to digtsamlinger af finlandssvenske Tua Forsström (f. 1947, debut i 1972, Nordisk Råds Litteraturpris i 1998 for bogen Efter at have tilbragt en nat blandt heste, udsendt på dansk samme år) er jeg tilbøjelig til at svare ja! på alle fem spørgsmål.

’Kom tilbage’

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange der fældes tårer i disse to bøger eller suiter, men det er tit og ofte, at øjnene løber i vand, og dråberne glider ned langs kinderne og halsen. Man kan jo græde over så meget, og som Tua Forsström selv siger det:

»Når hjertet er sorgfuld forvandles alt vand i verden til tårer«; men det fremgår, at hun har mistet barnebarnet Vanessa, sin »lille modige kammerat«, og at det har vist sig ikke at hjælpe at tælle til fire og sige »kom tilbage«.

De to har oplevet en masse sammen, blandt andet været på Island med »de sorte / skrænter og vandet som sprøjtede højt op i luften / Du trykkede næsen mod bussens vindue og / kaldte lykkeligt alle bjergene for vulkaner, / og du havde jo fuldstændig ret / Jorden var tynd under fødderne«. Her foregriber den sidst citerede linje jo indirekte barnets efterfølgende død.

Af leukæmi, har jeg set på nettet. Men årsagen kan være underordnet, for hvad der fylder i digtene, er tabet, sorgen, savnet, ensomhed: »Vi er begge to i den forkerte verden, men ikke i den samme«. Det stærkeste (men samtidig spinkleste) digt herom former sig som en kredsende gentagelsessang:

Skyerne gråden og tågen Vanessa
Løber vand langs kinderne halsen
Græder til gråden holder op med et græde
Meget vand og fiskene svømmer
Mange drømme og fiskene svømmer
Fiskenes mor og far er væk
Vandet og skyer og intet land
Fiskene leger med andre fisk
Fiskene vil være glade og svømme
Søen er kun en lille sø
Blæser på vandet og fiskene svømmer
Fiskene svømmer og vandet blæser

Forsström har her valgt børneremsens form. Måske i et forsøg på identifikation med den savnede? Andetsteds optræder bestanddelene sø og vand og fisk i en genkommende scene, hvori det voksne subjekt ror ud mod nogle bestemte holme for at drukne nogle fisk eller rettere »de fiskerester / som jeg havde tigget mig til på torvet med komposten / i tankerne og som havde lagt beslag på min fryser / lige siden. Ikke engang øksen bed på dem«. For læseren bliver det nærliggende at associere videre herfra til sorgen, som ikke vil høre op, og til digtene selv, der hver især svarer til det at ro ud på søen den aften i oktober.

’Vær ikke unødigt bange’

Digtsamlingen med denne titel indledes med en af disse magiske treklange, som er så karakteristiske for Tua Forsströms lyriske diktion: »Mørket, regnen, venligheden«. En metode, som atter dukker op, hvor hun uudgrundeligt skriver: »Insomnia glitterstorm hysteri« eller også brat slår om i jægersprog – »Søgeord: skovhare, rigeligt forekommende, ubegrænset nedlægning«.

Men harens hjerte er stærkt og rent. Her aner man en spejling af såvel det smertefuldt sørgende jeg som den mistede, elskede pige: »Og så hører jeg igen den stemme, / hemmelighedsfuld og klar / Du er jo gammel nu lille barn / vær ikke bange lille hare« – linjer, der må gribe tilbage til digtsamlingens begyndelse, hvor det, delvis modsat, hed: »Vi tror, at vi bliver roligere, men det er kaos, der tiltager. / Vær ikke unødigt bange.«

Den sidst citerede korte og skrøbelige linje kan sagtens tåle at blive hængende som konklusionen på hele den dobbelte bog. Men behøver man absolut at foregribe sin konklusion? Erfaringen fortæller os i hvert fald, som en finlandssvensk kritiker meget rigtigt skrev, at Tua Forsströms digte har det med at forvandle sig, for hver gang man vender tilbage til dem. Hvilket uforbeholdent kan tilrådes.

Tua Forsström: ’En aften i oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser’. Oversat fra svensk af Maja Lucas og Kamilla Löfström. Forlaget Arabesk, 94 sider, 169 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her