Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Med tv-serien ’Devs’ viser skaberen Alex Garland sig som mesteren af sci-fi

Britiske Alex Garland har skrevet og instrueret en fremragende, sindssyg stilistisk sci-fi-serie om ufattelige computerkræfter, der kan simulere fortid og forudsige fremtid ned til mindste atom uden hensyn til andre mennesker
Nick Offerman spiller techguruen Forest i Alex Garlands fabelagtige science fiction-serie ’Devs’, der giver en del at tænke over, ikke mindst om vi har en fri vilje og kan ændre livets gang.

Nick Offerman spiller techguruen Forest i Alex Garlands fabelagtige science fiction-serie ’Devs’, der giver en del at tænke over, ikke mindst om vi har en fri vilje og kan ændre livets gang.

HBO Nordic

Kultur
6. maj 2020

Droneindflyvningen til techselskabet Amaya i Palo Alto, Californien lover storhedsvanvid og proportionsforvridning.

Op ad nåleskovens fraktale grønhed rager en gigantisk pigefigur i lyseblå og hvid sommerkjole. Hun holder hænderne ud for sit ansigt, som om hun er overrasket eller forskrækket.

Barnet forestiller techguruen Forests datter, der sammen med moderen er død i et biluheld, han overværede. Hele hans revolutionerende stræben som innovator kan ses som et forsøg på at forklare og overvinde dette tab.

Hans eneste mulighed er at tro fuldt og fast på, at verden er deterministisk, altså følger en klar drejebog ned i mindste detalje. Det sker via en gylden kvantecomputer, som er i gang med både at kunne rekonstruere fortiden og forudsige fremtiden ned til sidste atom.

Ikke den forventede hovedperson

Den amerikanske kabelkanal FX’ fabelagtige sci-fi-serie Devs (kan i Danmark ses på HBO Nordic) ankommer på et tidspunkt, hvor robotteknologi viser os, at mange af vores sociale evner er en form for programmering.

I et nu, hvor vi ude i horisonten kan skimte ufattelige computerkræfter. Den eksponentielle vækst i regnekraft lover os utrolige muligheder for at simulere fortid og forudsige fremtid. Det kommer til at udløse en ny diskussion af fri vilje eller determinisme, når en kvantecomputer siger, at sådan her ser fremtiden med 99,9 procents sandsynlighed ud.

Devs er navnet på den eksklusive superliga hos Amaya. »Your quantum future«, er deres slogan. Well, fremtiden er allerede ankommet i form af en ufattelig kvantecomputer i den stærkt beskyttede Devs-bygning, hvor kun geniale programmører har adgang.

Den russiskfødte programmør Sergei (Karl Glusman) bliver indlemmet i Devs inden for de første seks minutter af serien, og vi tror, han er vores hovedperson. Men han er spion, og på hans første dag slår Forests uhyggelige håndlanger Kenton (Zach Grenier) ham ihjel.

I stedet tilfalder hovedrollen kæresten Lily Chan, der begynder at undersøge omstændighederne omkring Sergeis død – der bliver iscenesat som et selvmord.

Vores gal- og videnskab

49-årige, engelske Alex Garland er både instruktør, manuskriptforfatter og executive producerDevs.

Han startede sin karriere som romanforfatter med The Beach (1996), en civilisationskritisk thriller, som Danny Boyle filmatiserede i 2000 med Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Siden skrev Garland manuskripter til to Boyle-film, den fremragende zombie-horror-film 28 Days Later (2002) og den syrede rumgyser Sunshine (2007).

Da Garland selv blev filminstruktør, var det ikke overraskende inden for science fiction. Denne formidable genre, som giver os mulighed for at fremskrive konsekvenserne af vores aktuelle gal- og videnskab.

Hans strålende debutfilm, Ex Machina (2014), handler om en humanoid robot, der udvikler et stærkt følelsesliv – og vækker stærke følelser. Mens Netflix-filmen Annihilation (2018) med Natalie Portman i hovedrollen er en mystisk metaforisk rejse ind i en sfære, hvor naturen muterer vildt, og mennesker bliver – endnu mere – selvdestruktive.

Vi har fået nye profeter

Med Devs topper Garland på alle poster. Han bygger en intens stemning og en paradisisk verden med indbygget slange. Han spiller filmmediets audiovisuelle klaviatur sublimt – og motiveret.

Der er en pointe med de langsomme, guddommelige kamerature over San Francisco. Den mystiske aura, der lægges over bylandskaberne, når de på lydsiden ledsages af Jan Garbareks modernistisk besværgende saxofon i selskab med Hilliard Ensemble-koret, der synger oldgammel, religiøs musik.

Og når et afsnit åbnes med den minimalistiske komponist Steve Reichs fase-værk ’Come Out’, hvor to ens talesekvenser glider ud af sync med hinanden, så er det ikke bare syret. Det er også en fornemmelse af, at vores virkelighedsoplevelse bryder sammen.

Brugen af musik fra hippie-tiden – sange fra Crosby, Stills & Nash og Free samt en coverversion af ’Aquarius’ fra musicalen Hair – minder os om computerudviklingens rødder i dopehead-kultur i Californien. Men også om hvor dybt i nostalgien, Forest er sunket.

De mange reflekser og modlys på billedsiden synes at pege på, at vi aldrig kommer til at indfange virkeligheden udtømmende. Og en række spejlsøjler skærer huller i naturen på engen foran Devs-bygningen. Og så er der skoven, der er oplyst af neonringe omkring de tykke træstammer. I den rette vinkel ser det ud, som om techgenierne, der passerer på vej til Devs hitechfort, har glorier. Vi har fået nye profeter.

Genial, stoisk sorg

Devs har et højteknologisk tema, men drives frem af en helt enkel, jordbunden konflikt. En mand, der kæmper for at få verden til at give mening efter et personligt tab. Uden hensyn til andre. Det hele er jo alligevel en drejebog, ingen kan forandre.

Forest spilles genialt, overrumplende sympatisk og med stoisk sorg af Nick Offerman, der med sine stålblå øjne og permanente alvorsrynker synes at bære på hele menneskehedens kvaler. Over for ham spiller japanske Sonoya Mizuno rollen som Lily Chan med en renfærdig og tyst flamme. Skuespillet er køligt. Folk holder på deres følelser, som om hver eneste af dem var et kort i et pokerspil. Og det er de på en måde også.

Der er en del at tænke over i Devs, uden at det bliver knudret eller forplumret. Videnskabelige og filosofiske diskussioner realiseres i virkelige dillemmaer. Har vi fri vilje, og kan vi ændre på livets gang? Er der én verden eller mange parallelle, hvor andre udgaver af os lever andre liv? Og er det ikke sindssygt farligt, at nye, vilde teknologier er i hænderne på få mennesker?

Devs er en betimelig advarsel, en filosofisk krystalkugle, en grum krimi og et gribende menneskeligt drama.

’Devs’. Instruktion og manuskript: Alex Garland. Fotografi: Rob Hardy. Alle otte afsnit kan ses på HBO Nordic

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pia Nielsen

En ny mørk middelalder er ved at gøre sit indtog.
Neoliberalisterne er fast overbeviste om at markedet er Gud. Derfor skal vi tilbede dette, et præsteskab af økonomer og de store multinationale selskaber. Markedet er, hævder de, klogere end noget menneske og står over naturen. Slip det løs og alt løser sig af sig selv (de oplyser i den forbindelse ikke dødstallet). Problemer løses med mere marked.
Men denne forklaringsmodel giver problemer. Der er ikke mange mennesker der går med til at ophøje markedet til Gud, og neoliberalisterne kunne, hvis deres syge forestillinger blev mere kendte ende med at blive til grin.
Men nu har man fundet ud af at benytte videnskaben til at bilde folk ind at alt er skæbnebestemt. De rige er rige og de fattige er fattige og det kan vi desværre ikke gøre noget ved. Dit liv er nemlig forudbestemt ifølge kvante-fysiken som er lige så uforståelig som det hokus pokus der blev prædiket i kirken. Først da det blev muligt at trykke bøger og bryde vidensmonopolet gik det op for folk at de var blevet taget ved næsen.
Er der én verden eller mange parallelle, hvor andre udgaver af os lever andre liv? Eksisterer himmel og helvede? Ja det er parallelle spørgsmål.

Pia Nielsen

"I den rette vinkel ser det ud, som om techgenierne, der passerer på vej til Devs hitechfort, har glorier. Vi har fået nye profeter".

Et nyt præsteskab toner frem.