Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Alt er umuligt’ er den mest levende digitale teateroplevelse, jeg indtil nu har haft

De fleste digitale teatertilbud er præfabrikerede optagelser, der kan streames, når det passer publikum. Men på Aarhus Teater satser de stort og sender en hel forestilling live hver aften. Og endelig får vi noget, der føles som teater, mens en foredragsforestilling på KGL Xtra føles som ... et foredrag
I ’Alt er umuligt’ kommer Nanna Cecilie Bangs tekst omkring både venskab, kærlighed, engangsknald og små og store ting derimellem, og i Tue Bierings iscenesættelse får ordene plads og forstærkes af det intense nærvær og i forbindelsen til skuespillerne på de små skærmbilleder. De er tæt på, og de deler ord og tanker, som føles private i det intime, virtuelle rum, vi befinder os i.

I ’Alt er umuligt’ kommer Nanna Cecilie Bangs tekst omkring både venskab, kærlighed, engangsknald og små og store ting derimellem, og i Tue Bierings iscenesættelse får ordene plads og forstærkes af det intense nærvær og i forbindelsen til skuespillerne på de små skærmbilleder. De er tæt på, og de deler ord og tanker, som føles private i det intime, virtuelle rum, vi befinder os i.

Aarhus Teater

Kultur
27. maj 2020

Der er noget selvmodsigende i konceptet med digitalt teater. Teater er nærvær og fællesskab. En eller flere skuespillere, der spiller roller, mens publikum ser på, reagerer og sommetider (mere eller mindre frivilligt) interagerer.

Når teatret går digitalt, kan skuespillerne ikke længere se og fornemme publikum. Og publikum kan ikke se hinanden eller mærke andres reaktioner. Dermed mistes en væsentlig del af teateroplevelsen. 

Både Julie Petrine Glargaards Googleren på Det Kongelige Teater og Nanna Cecilie Bangs Alt er umuligt på Aarhus Teater skulle have haft premiere i teatersalene i april.

Begge stykker blev aflyst og er siden blevet tilpasset af dramatikerne til et alternativt, digitalt format. Alligevel er der en verden til forskel på de to oplevelser, for mens Googleren ender med at ligne et webinar, bliver Alt er umuligt den mest levende, digitale teateroplevelse, jeg indtil nu har haft.

Googleren skulle have spillet på Det Kongelige Teater sammen med Sonja Ferdinands Jello Shot som en del af KGL Dansk, hvor ny dansk dramatik afprøves og iscenesættes. Nu ligger den i stedet på Det Kongelige Teaters streamingplatform KGL Xtra. 

Hærdede skærmbrugere skræmmes ikke

»Velkommen til det her live, virtuelle foredrag,« indleder skuespiller Mads Rømer Brolin-Tani sin monolog i Googleren. Han sidder i et hjem. Hvide vægge, hvide gardiner og en enkel, moderne stringreol fyldt med bøger og legetøj kan ses bag ham.

Han udstråler en vis usikkerhed i sin fremtoning trods den nydelige blazerjakke og den matchende blå skjorte. Hans øjne flakker, som er han svært utilpas ved hele situationen, for slet ikke at tale om det emne, han skal redegøre for.

I Julie Petrine Glargaards Googleren er rammefortællingen en mand, der i et samarbejde mellem Folkeuniversitetet og Det Kongelige Teater er blevet bedt om at holde et foredrag om sit arbejde som indholdsmoderator på internettet.

Præmissen er, at der er virkelige mennesker ansat til at gennemse og sortere alt det indhold, som verden over uploades på nettet. Ikke for at fjerne stødende indhold, men i højere grad for at inddele i kategorier. Hans fortælling handler om alt det rædsomme og unævnelige, der findes online. Fra børneporno og overgreb til vold og deciderede mordscener.

Der er ingen tvivl om, at Petrea Søe i sin instruktion forsøger at troværdiggøre fortællingen. Netop gennem Brolin-Tanis usikkerhed og hans tydelige ubehag ved at blive filmet.

I løbet af foredraget går han langsomt mere og mere i spåner. Både direkte og indirekte gøres det klart, at det er et arbejde, der i høj grad påvirker privatlivet og skaber en grundlæggende mistro over for mennesker.

Akkompagneret af lydene fra voldelige overfald i de for publikum usynlige klip, han ser på sin anden computerskærm, fortæller Brolin-Tanis indholdsmoderator om sin families gradvise opløsning.

Teksten ville måske virke stærkere, hvis den var blevet præsenteret som et foredrag i teatersalen. Men når den opleves på en skærm, mødes den af den enorme udfordring, at publikum er skærmvante. Der findes ikke de uhyrligheder, vi ikke allerede har set på vores tv. Enten i de mange realistiske hollywoodfilm eller i den daglige nyhedsstrøm.

Vi er delvist hærdede og delvist vant til, at skærmen danner et beskyttende filter mellem os og virkeligheden. Det, han fortæller om, virker fjernt og svært at forholde sig til. Til trods for – eller måske netop på grund af – instruktørgrebet, hvor det hverdagsnære og det ekstreme mødes, vækker Googleren ingen genklang eller medfølelse i mig.

Livefølelsen er essentiel

I Tue Bierings instruktion af Nanna Cecilie Bangs Alt er umuligt på Aarhus Teater får publikum en helt anden livefornemmelse. Alt er umuligt livestreames på et specifikt tidspunkt via en hjemmeside skabt til formålet. Den fremføres overbevisende af fem afgangselever fra Den Danske Scenekunstskoles skuespillinje, som sender fra hvert deres hjem. Det betyder, at vi som publikum hele tiden kan se fem små billeder samtidig.

Biering sætter fuld knald på oplevelsen lige fra begyndelsen. Efter en ganske kort introduktion fra de fem skuespillere sker alt pludselig på én gang. Én tager tøjet af og barberer ben, en anden sprayer massive mængder lak i håret, mens en tredje bunder en flaske Smirnoff, alt imens musikken dunker ud gennem computerens højttaler.

Det føles, som om de fem kæmper om min opmærksomhed, og jeg når at tænke, at det her muligvis bliver den mest stressende teateroplevelse, jeg nogensinde har haft. For hvem skal jeg se på, og hvad skal jeg gå glip af? Men relativt hurtigt dukker en form for struktur op i iscenesættelsen. Skuespillerne har ordet på skift, og jeg kan vende mit primære fokus mod den, der taler.

»Én vælter ud af toilettet. Jeg gætter på, det er mig, fordi personen lugter af bræk,« konstaterer en ung kvinde.

Nanna Cecilie Bang kan noget, når det kommer til at dyrke det uskønne og pinlige i sine tekster. I Alt er umuligt kommer teksten omkring både venskab, kærlighed, engangsknald og små og store ting derimellem.

I Bierings iscenesættelse får ordene plads og forstærkes af det intense nærvær og den forbindelse, jeg oplever til skuespillerne på de små skærmbilleder. De er tæt på, de ser lige på mig, og de deler ord og tanker, som føles private i det intime, virtuelle rum, vi befinder os i.

Skuespillerne udnytter ikke blot al plads i deres lejligheder, de bevæger sig også rundt i byen. Vi kan se, at vejret og lyset på skærmen matcher det, der er uden for vinduerne. Vi kan se mennesker på gaden, folk, der igen samles på cafeerne, og andre passagerer i bussen.

Alle fem giver sig fuldt ud fra start til slut. Ingen hæmninger, ingen begrænsninger. Heller ikke, når de befinder sig midt i de offentlige rum.

Publikum forsøges inddraget i forestillingen. Før forestillingens start kan man sende en sms til et angivet nummer, hvis man vil ringes op undervejs. Det er kun en kort lille sekvens i forestillingen, men det understreger liveformatet.

»Kan du huske dengang ...« spørger den kvindelige skuespiller manden i telefonen og begynder at tale om onani og en togtur med linje C. William, som han hedder her på premiereaftenen, er tøvende med sit svar, som er han usikker på, om han overhovedet skal reagere. For selvfølgelig kan han ikke huske noget. Men skuespilleren fortsætter ufortrødent og får ham til at gentage ord, som han (ifølge hende) tidligere har sagt. Godt nok har William meldt sig frivilligt, men han har – som os andre – ingen idé om, hvad han har indvilget i.

Formen i Bierings iscenesættelse matcher teksten ret optimalt. Det er et sats at sende live hver aften. Især med fem forskellige skuespillere på linjen i en forestilling, der kan påvirkes af både vejr- og trafikforhold.

Premieren forløber helt uden tekniske problemer, men havde der været nogen, ville det sikkert også være helt o.k. Alt er umuligt er en levende teateroplevelse, med alt hvad det kan indebære af fejl og grimhed og uforudsete forstyrrelser.

’Alt er umuligt’. Tekst: Nanna Cecilie Bang. Instruktør: Tue Biering. Med: Afgangsstuderende ved Den Danske Scenekunstskole. Spiller online ved Aarhus Teater til 30. maj.
’Googleren’. Tekst: Julie Petrine Glargaard. Instruktør: Petrea Søe. Scenograf: Jonas Fly. Med: Mads Rømer Brolin-Tani. Kan ses på KGL Xtra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg må indrømme, at jeg altid får den opfattelse, når jeg læser Trine Wøldiches anmeldelser, at hun har ikke den helt store erfaring med teatret, dets historie, dets udvikling og dets mangfoldige fremtrædelsesfomer.
I hvert fald forekommer det mig, at hun ikke kan have set Karantæne fra DKT. Eller nogle af de andre mange eksperimenter med zoom, der foregår rundt omkring.
Et særlig interessant, intimt og kærligt eksempel var amerikanske skuespilleres fejring af Stephen Sondheim 90 års dag, let forsinket. Den kan ses på youtube.com her og er et lærestykke i nærvær.
https://www.youtube.com/watch?v=A92wZIvEUAw&t=2406s