Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I Virginie Despentes’ romantrilogi giver hjemløshed og armod anledning til håb

En samling skæve eksistenser danser til en midaldrende djs lydbølger. De opnår kollektiv hypnose, mens voldtægt og terror sætter omverdenens dagsorden. Men i kraft af en empati, der ikke skelner mellem god og ond, aner man i Virginie Despentes’ roman ’Vernon Subutex’ mod alle odds muligheden af en utopi
»Vernon Subutex« rummer, måske uden at ville det, noget så umoderne som en tiltro til menneskeheden. Det er det, der mod alle odds gør afstumpede eksistenser i en trancedansende trup til en læseværdig model for en utopi, der ikke virker helt uopnåelig, skriver Bodil Skovgaard Nielsen i sin anmeldelse.

»Vernon Subutex« rummer, måske uden at ville det, noget så umoderne som en tiltro til menneskeheden. Det er det, der mod alle odds gør afstumpede eksistenser i en trancedansende trup til en læseværdig model for en utopi, der ikke virker helt uopnåelig, skriver Bodil Skovgaard Nielsen i sin anmeldelse.

DESPENTESJFPAGA©Grasset

Kultur
15. maj 2020

Hvad har en tidligere pladeforretningsindehaver, en ung blond terrorist og en kurator med speciale i graffitikunst til fælles?

Ingenting, ud over at de er personer i Virginie Despentes’ portræt af et moderne Frankrig. De eksisterer side om side i en roman, hvor der ikke findes en eneste emblematisk karakter at koge landets spændinger ned til.

Forfatter, filminstruktør og provokatør Virginie Despentes skildrer i sidste bind af sin trilogi om Vernon Subutex og hans slæng et land i implosion. Men det er i de komplet uforenelige karakterer, at der findes et håb på trods.

Enhver forhutlet karakter, Despentes snubler over, får lov at give sit besyv med i en fortælling, der ikke et sekund taber tempo.

Hovedpersonen med det bonderøvsagtige fornavn Vernon og medicinske efternavn Subutex (der henviser til et lægemiddel mod abstinenssymptomer) havde en populær pladeforretning i rockens storhedstid i 1980’erne. Nu er han midaldrende og hjemløs.

'Vernon Subutex'

Saxo

Han agerer dj og guru for en omrejsende trup af undermålere. Alkoholikere, militante lesbiske kvinder, tidligere finansspekulanter, islamkonvertitter, hundeelskere, lavstatushåndværkere, skrøbelige kvinder og deres jaloux eksmænd.

Han spiller en afdød rockstjernes lydbånd, der gør tilhørerne ekstatiske. På teltpladser og pløjemarker kommer folk til de mærkelige næstenfester uden alkohol og stoffer. Selv skeptikere må overgive sig til fællestrancen.

Hvad der på afstand ligner en pærevælling af en akavet fest og nogle kuriøse livsforløb, viser sig at være den mindst ventede utopi, jeg har læst i mange år. Danseforsamlingerne er meningsløse og økonomisk uforsvarlige, men folk hengiver sig til en frihedsrus, der ikke forandrer dem, men bare føles virkelig godt. Det bedste knald nogensinde, som en af karaktererne siger.

Despentes vælger aldrig side

Despentes’ trilogi er vidunderlig, fordi det ikke er til at afgøre, om hun tror på utopien eller godt ved, at den er håbløs og latterlig. Hun vælger aldrig side, er hverken blasert kritiker eller foreslår nye samfundsmodeller. Hun tilbyder ikke poetisk retfærdighed, men udelukker den heller ikke.

Romanen er fortalt gennem skiftende karakterer i Subutex’ slæng, og de beskrives alle med en vild og præcis empati. Som den enlige mor Stéphanie, der har onlinediagnosticeret sig selv som bipolar og i hverdagen er ved at gå til af angst.

»Man begår ikke selvmord, fordi man skal rejse et par dage til Barcelona,« prøver hun at huske sig selv på.

Der er en omsorg i skildringen af hver enkelt, så en kvinde som Stéphanie, som man kun følger over 10-20 sider, aldrig bliver stereotyp. Selv om hun både gør sig morsom over for veninderne på sin konstant onanerende teenagesøns bekostning og bliver ved med at forelske sig i the bad guy. Hun bliver til noget så uhørt som et helt menneske.

Den virkelige utopi i »Vernon Subutex« er ikke dansesamlingerne, men den konsekvente empati, der ikke skal forveksles med sympati. Det er ikke en medfølende roman, der undskylder en cokeafhængig filmproducents ondskab med en dårlig barndom. I stedet er det en indføling i og nuancering af hver enkelt, der ikke stiller den sølle alkoholiker i et bedre lys, men viser, at man godt kan være et røvhul og offer for systemsvigt på samme tid.

Midt i nedturen gemmer der sig et forsvar for de unyttige fjolser

I »Vernon Subutex« er der ikke en almægtig forfatterhånd, der afretter og leder vej mod konklusionen. Der er ikke gode og onde mennesker, der er uforenelige eksistenser med hver deres forbrydelser og helgenskikke.

Despentes beretter om et Frankrig, hvor alt er under afvikling. Hvor angrebene på Bataclan og Charlie Hebdo sætter sig i parisiske kvinder som en trang til iføre sig flade sko frem for stiletter, så de altid er parat til at løbe stærkt.

Eller hvor gamle 68’ere overrumples af, at selv David Bowie kan dø, og deres teenagebørn er ligeglade. Hvor man ikke kan gøre meget andet end at lytte til Leonard Cohen, der brummer »You want it darker. We kill the flame«, når ens veninde er blevet voldtaget og lemlæstet af rockere.

Terrorangsten, koryfæernes død, bureaukratisk lovgivning, elitære politikere, onlineradikalisering og nytteløse demonstrationer på Place de la République danner scenografien for alt det, der skulle være så godt, men viser sig at blive skidt. Despentes nuancerer sit Frankrigsportræt med en ildhu og en indignation, der driver mig gennem teksten og gør mig sulten efter mere.

»Vernon Subutex« peger ikke fingre og vil ikke fælde den enegyldige dom. Det er der for mange og for gode forklaringer til. Afviklingen er en diffus og decentral størrelse, der æder sig ind på selv den godmodige vagabond Subutex.

Som en god franskmand er Despentes pessimist. Herhjemme er hun blevet sammenlignet med en anden samfundsrevser, Michel Houellebecq. Men hvor hans kritik går på ladhed og selvtilfredshed, ser man i »Vernon Subutex« utroligt nok muligheder.

For midt i nedturen gemmer der sig et forsvar for de unyttige fjolser. Der er en værdighed i Despentes’ måde at skrive taberne frem på, der hverken romantiserer eller piller ned.

»Vernon Subutex« rummer, måske uden at ville det, noget så umoderne som en tiltro til menneskeheden. Det er det, der mod alle odds gør afstumpede eksistenser i en trancedansende trup til en læseværdig model for en utopi, der ikke virker helt uopnåelig.

Virginie Despentes: ’Vernon Subutex 3’. Oversat fra fransk af Victoria Westzynthius. Gyldendal. 414 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her