Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

1.100 sider om dansk bladtegning skulle have været samlet af en mere uvildig fagperson

Kæmpeværk om danske bladtegnere ­– i mangelfuld præsentation
Claus Seidel er netop udkommet med samlingen: ’Til stregen. Bladtegningen i Danmark. 1-3’. Her ses han til Eremitageløbet løbet i Dyrehaven tilbage i 2017, hvor han var tegner for BT.

Claus Seidel er netop udkommet med samlingen: ’Til stregen. Bladtegningen i Danmark. 1-3’. Her ses han til Eremitageløbet løbet i Dyrehaven tilbage i 2017, hvor han var tegner for BT.

Bax Lindhardt

Kultur
4. juni 2020

Mildt sagt en velvoksen sag: 1.100 sider fordelt på tre bind af en samlet vægt på over seks et halvt kilo: Til stregen. Bladtegningen i Danmark. Der er nok at glæde sig over i de mange fine eksempler. Danmark har fra starten været godt hjulpet af flid og talent.

Hele teksten fra a-z er skrevet af én mand, tegneren Claus Seidel, som mange kender fra retsreportagetegninger i tv og i øvrigt. Claus Seidel har foruden sine 50 år i faget været formand for Danske Bladtegnere samt drivkraft og organisator bag Museet for Dansk Bladtegning på Det Kongelige Bibliotek. Museet har samlet godt 200 tegneres tilsammen 250.000 tegninger. Således er der trods det, der gik tabt undervejs, lagt en solid grund.

For få år siden fik nu afdøde biblioteksdirektør, den proaktive Erland Kolding Nielsen, den idé, at Claus Seidel var manden, når det efter Koldings mening nu var på tide med fondsmidler i ryggen at udgive et storværk om dansk bladtegning. Forskellige mindre udgivelser i emnet har før set dagens lys, som regel specialudgivelser eksempelvis om den politiske tegning og enkelte toneangivende tegneres årbøger eller lejlighedsvise samlinger.

Men for at finde et bredt fremstillende værk har man længe måttet gå til Danske Streger fra 1946 med tekst af Jens Kruuse tilrettelagt af Harald H. Lund og Georg Ursin. Den dag i dag – og også efter denne – står stregerne fra 46 som en både i udvalg og tekst vægtig bog, der vel at mærke ikke vejer seks et halvt kilo.

At Gads Forlag som udgiver har taget det gigantiske skridt i sagens tjeneste, og at Claus Seidel har haft energi, flid og indsigt til at virkeliggøre bindene, kalder på umiddelbar taknemmelighed. Nu er Koldings vision virkeliggjort, værsgo og spis.

Oprindelsen

Trods en forholdsvis ung kunstart er stoffet som antydet enormt.

Grundloven i 1849 og relativt fri debat (højst relativ) var første forudsætning for daglige tegninger til supplerende oplysning om tidens gang. Skillingstrykkene havde leveret grafisk kommentar til primitive visetekster som regel med aktuelle rabaldermotiver.

Nu voksede behovet for grafiske fremstillinger af andet og mere end penible sager på nyfigenhedens overdrev. Folkestyret fik behov for anskueliggørende kommentarer, der sagde mere end ord. Behovet for at tolke døgnet i tegningens dimension trængte sig på ikke mindst under provisorierne, begrænset dog af censuren og en besværlig teknik, som siden blev overvundet ved forbedring af klicheerne o.m.a.

Claus Seidel: ’Til stregen. Bladtegningen i Danmark. 1-3’.

Saxo
Redaktører og læsere indså efterhånden at komplekse sager i ind- og udland med held kunne beskrives i tegneres streger, hvor aktørerne optrådte i finurlige sammenhænge.

Store navne i genren har overlevet: Fritz Jürgensen, Klæstrup, Alfred Schmidt og Jensenius.

Men allerede her begynder det at knibe. Det danske kunstmiljø har set skævt til tegningen som billedkunst betragtet. Det er næppe blevet bedre med årene. Tegninger betragtes som biprodukt, som ikke rigtig er noget og ikke så fint.

Claus Seidel slår i det store værk et slag for kunstarten, ikke mindst i egen samtid. Bind 1 og 2 gennemgår tegnerne avis for avis, emne for emne: politisk satire, teatertegning, tegneserier, reportage, bogillustration.

En mere hensigtsmæssig og overskuelig fremgangsmåde havde været en kronologisk struktur. I passager mister læseren orienteringen og må bruge værket som billedbog.

Seidel fortæller i et let og flydende sprog, usystematisk underholdende og anekdotisk. Teksten ligger hyppigt langt fra tegningerne, nogle gange alt for langt, uden at en given beskreven tegning dukker op. Det er en svaghed i dispositionen.

Uden årstal

En anden faktisk løbende fejl i hele værket er en påfaldende vaklende datering af tegningerne. Utallige er udstyret med den ugenerøse betegnelse u.å., uden årstal. Dette burde være undtagelsen, men er nærmere reglen. Billedteksterne bringes næsten konsekvent uden blot indføring i den situation, hvori tegningen blev til og hvorfor.

Uden dato og anledning er ældre tegninger ofte meningsløse. Det gælder nu også nyere folk som eksempelvis Bo Bojesen og Arne Ungermann, hvor tiden allerede har slettet mange spor, og kun ældre årgange fanger pointen. Om 10-20 år er endnu mere glemt.

En præsentation af Bo Bojesens venstrevikinger, som er noget af det mest begavede, der er tegnet i dansk politisk satire, falder til jorden uden introduktion: Hvem var hvem, og hvorfor vikinger? Selv en efterhånden ældre herre som skribenten, der fulgte pænt med dengang, må hen og slå op.

Her ligger kritikken af værkets tilrettelæggere: Hvorfor har de ikke gjort det arbejde for læseren i nutid og fremtid; hvorfor har man ikke har sat nogen til at datere og realkommentere tegningerne?

Det tager tid, men det kan gøres. Kigger man i Danske Streger, er stort set alt, der kan dateres, dateret og på dato. Dertil kommer, at teksten i den gamle bog nøje følger billederne, og læseren hermed får en begribelig, oplysende og fremadskridende historie.

Et passende medie

Endnu en anke, som Claus Seidel forbløffende nok selv er inde på, ligger i valget af medie. Den fysiske tyngde af bøgerne røber papirets kvalitet: Det er dyrt og alt for hvidt. Avispapir anslår, som Seidel skriver, en grundtone, som den rette kunstner forstår at udnytte. Det havde da været indlysende at finde en passede pendant til originalmediet. Hvidheden fejleksponerer tegningerne, hvor flere i øvrigt ser ud til at være sat op i format. Det klæder ikke ret mange.

Claus Seidel er en politisk betydningsfuld person i miljøet og tager ikke gerne forbehold over for nogen. Faktisk er udvalget behandlet for ensartet venligt. Indvendinger mod konkrete tegnere bliver mest til antydninger af særheder i faglige opgør. Det kan man jo som læser ikke gennemskue, og det kommer heller ikke hovedsagen ved.

Muhammedkrisen får ikke for lidt, og også for meget i den store sammenhæng. Seidel, der var en af de 12 tegnere dengang, lægger ikke skjul på sin holdning. Den skygger over rimelige og mere dybsindige indvendinger i debatten. Han indrømmer, at tegnerne ikke vidste nok om emnet, og at det nok var en fejl. Men så heller ikke mere.

Ytringsfrihedstemaet som motiv kan og bør fortsat betvivles eller nuanceres – også af deltagerne selv.

Tredje bind er helliget bladtegnernes organisatoriske forhold, museet samt registrene. De fleste forbundsmedlemmer præsenteres med selvportrætter, og der er en litteraturliste.

Måske det alt i alt havde været klogere at lade en mere uvildig fagperson af en anden art levere teksten eller at have splittet værket op mellem flere forfattere og specialer.

Igen fremhæves i vemod Danske Streger og Jens Kruuses kyndige og langt mere omsiggribende indføring, hvor også datidens øvrige sammenhænge inddrages.

At der er regulære fejl i et så stort værk, er måske forståeligt, men pinligt. Tegningen på side 265 er ikke af Herluf Bidstrup, men af Hans Bendix. Ebbe Sadolins tegning på side 479 er ikke fra Frederiksberg, men Strøget. Sjusk.

Ser man foruden disse indvendinger på repræsentationen af nogle af de store tegnere, er Arne Ungermann tildelt 37 tegninger, Roald Als 40, Ib Andersen 11, Klaus Albrechtsen 10, Per Marquard Otzen 35 og Ib Spang Olsen 17.

Tegninger af Claus Seidel er vist 54 gange.

Ikke for noget, men alligevel.

Claus Seidel: ’Til stregen. Bladtegningen i Danmark. 1-3’, 1.100 sider. ill. Gads Forlag. 600 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flot grundig anmeldelse af værket om dansk bladtegning. Ærgerligt at ingen af de nævnte tegnere er ved Information, at man f. eks. har måttet købe Politiken for at se Per Marquard Otzens tegninger (tidligere Information).

Stig Bang-Mortensen

Det mest underholdende hak i tuden jeg længe har læst. Sjovt nok var jeg nødt til at slå Seidel op da jeg ingen kobling havde mellem navn og streg. De andre nævnt i anmeldelsen stod helt anderledes klare.