Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

23 fine og suverænt velskrevne essays om skabelse og kreativitet

Litteraturforskeren Dan Ringgaard kredser i sin nye bog legende og frit om kunsttilblivelsens gåder
Kultur
26. juni 2020

Tilblivelsesprocessen bag værket og dermed den såkaldt ’genetiske’ tilgang har igennem årtier stået lavt i kurs blandt litterater, og med god grund, for når den biografiske forskning fokuserede mere på brændstoffet end på resultatet, fortabte man sig ofte i primitive kausalforklaringer fra forfatteren til teksten og tilbage igen: Den grimme ælling var H.C. Andersen selv, og Karen Blixens forfatterskab var Farmen, hun erobrede tilbage.

Men hvad nu, hvis et specifikt værks faktiske tilblivelseshistorie trods alt kan fortælle os noget vigtigt om den gave og gåde, som kunst er? Det, at kunstværket er den andens bevidsthed, der overvælder os ved sin rigdom? Dette, at en tekst, et maleri, en skulptur, et musikstykke eller en film simpelthen gør noget synligt i stedet for at tage det i anvendelse? Det, at kunstværket kan vise os verden på ny, idet det nemlig ikke alene frembringer noget nyt, men også ændrer betingelserne for, hvordan vi ser på verden, og sender os i nye og uforudsete retninger?

Sådan spørger Dan Ringgaard (f. 1963, professor ved Aarhus Universitet og blandt andet forfatter til værker om Sophus Claussen, Nordbrandt og Jørgen Leth) i sin nye, lille, kompakte bog, Chaplins pind, der rummer 23 fine og suverænt velskrevne essays om skabelse og kreativitet.

Hovedemnet er litteratur, og blandt det bedste er læsninger i Rilke, J.P. Jacobsen, H.C. Andersen (Klods Hans, Den lille Idas Blomster), Inger Christensen m.fl.; men litteraten tillader sig også afstikkere til malere som Klee og Kirkeby, filmfolk som Chaplin og Wim Wenders, til arkitekten Frank Gehry, til jazzens improvisationer og til tænkere som Hegel, Nietzsche, Adorno, Deleuze.

Chaplins pind. Et essay om litteratur og kreativitet. Dan Ringgaard.

Saxo
»En essayist er en læser som skriver,« fastslår Dan Ringgaard, som udmærker sig ved sin belæsthed, men også ved sin evne til formidling og fortætning. Hvert af bogens essays tager udgangspunkt i en konkret iagttagelse, som så fremkalder eller indsættes i en hel kæde af ytringer, et slags netværk af refleksion.

Forfatteren fremtræder på det nærmeste som indbegrebet af, hvad Nietzsche kaldte for en fri ånd, og formår at tænke i en elegant legende, associativ skrift, der ubesværet bevæger sig fra genstandsforankring til begavet abstraktion.

Chaplins pind kan man læse hurtigt, men det vil næppe være særlig klogt. For så risikerer man nemt at fistre forbi dens indsigter og det gennemgående ærinde, der kort fortalt består i at skelne mellem to former for tilblivelse og i at betone sammenhængen mellem på den ene side frembringelse af et kunstværk og på den anden side det, vi kan kalde ’almen kreativitet’, og som nogle anser for mindre værdigt og fint.

Sproget er en gentagelse

I forlængelse af kritikeren og filosoffen George Steiner skelner Dan Ringgaard mellem invention, dvs. fornyelse, og creation, skabelse.

Det ene er at gentage med en forskel, som når en forfatter lægger sig tæt op ad sit forbillede og undertiden smadrer det. Det andet er at »skabe noget ud af intet ved at skabe intet ud af noget«, som når Flaubert af sig selv krævede, at en god prosasætning skulle være som et godt vers, umulig at rokke ved, lige så rytmisk, lige så klangfuld.

Siden Romantikken har man anset skabelse for mere ophøjet end fornyelse, men, understreger bogen, udfordringen bliver i det 21. århundrede, ikke at skabe, men at finde: »Vi er hjemfaldne til gentagelsen, derfor er originalitet en illusion. Alting vender tilbage.«

Hvad angår begrebet kreativitet og dets nære naboskab til kunstfrembringelsens hemmeligheder, er Ringgaards hensigt den at åbne for en anderledes samtale med kunsten ved at udvide dennes felt. Vi vil forstå kunsten bedre, »hvis vi frem for kun at analysere rækker af færdige værker også begynder at undersøge dens tilblivelse, både den der gik forud, og den som foregår i den som oplever værkerne.«

Den sidst citerede betragtning leder mod bogens slutning over i et udkast til, hvad Ringgaard kalder kreativ læsning – en forståelses- og tilegnelsesform, som i forbindelse med litteratur forpligter sig på »det unikke og uoversættelige ved lige netop denne tekst«, og som derfor må vedkende sig stemning som en uundgåelig oplevelsesdimension:

»Der findes ikke noget uden-for-stemningen, ingen stemningsfri analytisk position for eksempel, blot forskellige stemninger, herunder stemningen af distance og tilnærmet objektivitet. Hvis stemninger er uundgåelige, og hvis de bestemmer hvad vi ser og ikke ser, så gør vi klogt i ikke at læse hen over tekstens stemning eller den stemning som vi sættes i når vi læser. Ignorerer vi stemningen, gør vi os blinde for den fundamentale interesse der driver teksten og læsningen, og som giver dem mening.«

Ringgaard synes her på linje med aktuelle tendenser og bestræbelser i litteraturpædagogikken, men hans bog kan også læses som et udspil til en beskæftigelse med litteratur, som tør være personlig, samtidig med at den må fastholde, at et heldigt udfald af mødet mellem læser og værk er knyttet til viden og kunnen erhvervet inden for et bestemt område, det område vi kalder litteraturen, den mest fornyende og samtidig mindst skabende af alle kunstarterne, fordi det at bruge sprog jo er »at vende tilbage til noget der er benyttet ubegribeligt mange gange før«.

Chaplins pind. Et essay om litteratur og kreativitet. Dan Ringgaard. Aarhus Universitetsforlag. 225 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Vi vil forstå kunsten bedre, »hvis vi frem for kun at analysere rækker af færdige værker også begynder at undersøge dens tilblivelse, både den der gik forud, og den som foregår i den som oplever værkerne«”.
--------
"»Der findes ikke noget uden-for-stemningen, ingen stemningsfri analytisk position for eksempel, blot forskellige stemninger, herunder stemningen af distance og tilnærmet objektivitet. ---".

Hvilke forudsætninger vedrørende værkets ”væren” (dets ontologi) bygger en sådan tilgang på? Hvad menes der her med ”færdige værker”? Hvor langt går Dan Ringgaard i retning af en procesontologisk tilgang til værket?

Medfører den valgte tilgang ikke, at værket, i en vis forstand, aldrig er færdigt, men er under konstant tilblivelse eller aktualisering? Får det ikke absurde konsekvenser for ”værket” i den forstand, at det bliver umuligt at bestemme og ”afgrænse” værket?

Således at værket står tilbage med en postuleret status, der svarer til ”Das Ding an sich” i Kants forstand, og at vi dermed ved, at det eksisterer i ”færdig” form, uden at vi kan sige noget om det ”i sig selv”, og at det samtidig hele tiden, i en vis forstand, er under tilblivelse og aktualisering hos de personer, der beskæftiger sig med det, under skiftende historiske betingelser?

Står vi ikke tilbage med noget, der mere får karakter af "skabelse af kunst på kunst" end karakter af "litteraturvidenskabelig undersøgelse"? At det reelt bliver vanskeligt at skelne mellem, om noget f.eks. er "kunstnerisk udviklingsvirksomhed", eller det er "videnskabelig undersøgelse"?

Hvad står i så fald tilbage af legitimiteten i at skelne mellem det, der foregår på kunstakademier (eller for den sags skyld Forfatterskolen), og det der foregår på kunstvidenskabelige institutter på universiteter?

Når jeg formulerer det sådan, er det ikke ment som kritik i en fordømmende forstand, men som udtryk for nysgerrighed og spørgsmål i forhold til mulige konsekvenser.