Læsetid: 4 min.

23 fine og suverænt velskrevne essays om skabelse og kreativitet

Litteraturforskeren Dan Ringgaard kredser i sin nye bog legende og frit om kunsttilblivelsens gåder
26. juni 2020

Tilblivelsesprocessen bag værket og dermed den såkaldt ’genetiske’ tilgang har igennem årtier stået lavt i kurs blandt litterater, og med god grund, for når den biografiske forskning fokuserede mere på brændstoffet end på resultatet, fortabte man sig ofte i primitive kausalforklaringer fra forfatteren til teksten og tilbage igen: Den grimme ælling var H.C. Andersen selv, og Karen Blixens forfatterskab var Farmen, hun erobrede tilbage.

Men hvad nu, hvis et specifikt værks faktiske tilblivelseshistorie trods alt kan fortælle os noget vigtigt om den gave og gåde, som kunst er? Det, at kunstværket er den andens bevidsthed, der overvælder os ved sin rigdom? Dette, at en tekst, et maleri, en skulptur, et musikstykke eller en film simpelthen gør noget synligt i stedet for at tage det i anvendelse? Det, at kunstværket kan vise os verden på ny, idet det nemlig ikke alene frembringer noget nyt, men også ændrer betingelserne for, hvordan vi ser på verden, og sender os i nye og uforudsete retninger?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Vi vil forstå kunsten bedre, »hvis vi frem for kun at analysere rækker af færdige værker også begynder at undersøge dens tilblivelse, både den der gik forud, og den som foregår i den som oplever værkerne«”.
--------
"»Der findes ikke noget uden-for-stemningen, ingen stemningsfri analytisk position for eksempel, blot forskellige stemninger, herunder stemningen af distance og tilnærmet objektivitet. ---".

Hvilke forudsætninger vedrørende værkets ”væren” (dets ontologi) bygger en sådan tilgang på? Hvad menes der her med ”færdige værker”? Hvor langt går Dan Ringgaard i retning af en procesontologisk tilgang til værket?

Medfører den valgte tilgang ikke, at værket, i en vis forstand, aldrig er færdigt, men er under konstant tilblivelse eller aktualisering? Får det ikke absurde konsekvenser for ”værket” i den forstand, at det bliver umuligt at bestemme og ”afgrænse” værket?

Således at værket står tilbage med en postuleret status, der svarer til ”Das Ding an sich” i Kants forstand, og at vi dermed ved, at det eksisterer i ”færdig” form, uden at vi kan sige noget om det ”i sig selv”, og at det samtidig hele tiden, i en vis forstand, er under tilblivelse og aktualisering hos de personer, der beskæftiger sig med det, under skiftende historiske betingelser?

Står vi ikke tilbage med noget, der mere får karakter af "skabelse af kunst på kunst" end karakter af "litteraturvidenskabelig undersøgelse"? At det reelt bliver vanskeligt at skelne mellem, om noget f.eks. er "kunstnerisk udviklingsvirksomhed", eller det er "videnskabelig undersøgelse"?

Hvad står i så fald tilbage af legitimiteten i at skelne mellem det, der foregår på kunstakademier (eller for den sags skyld Forfatterskolen), og det der foregår på kunstvidenskabelige institutter på universiteter?

Når jeg formulerer det sådan, er det ikke ment som kritik i en fordømmende forstand, men som udtryk for nysgerrighed og spørgsmål i forhold til mulige konsekvenser.