Anne-Marie Vedsø Olesen er en af Danmarks mest kompromisløse forfattere af især science fiction. Hendes romaner foregår som regel i parallelle universer, hvor selv naturlovene fungerer anderledes: I Lucie (2018), der blev belønnet med den for mig hidtil ukendte pris Årets danske Horrorudgivelse, var hovedpersonen for eksempel en udødelig kannibal.
Fælles for Vedsø Olesens bøger er kvindelige hovedpersoner, der ofte lader vrede og sex regulere deres adfærd, mens de betragter andre menneskers følelser med uforstående foragt. Sådan er netop hovedpersonen Hypatia i Vedsø Olesens nye, korte roman Månen over øen, der foregår i fremtiden, i år 2687 post Luna i fremtidsdemokratiet Superesse.
Anne-Marie Vedsø Olesen: ’Månen over øen’.
Angreb på stenalderhjernen
Romanen er sprænglærd og spækket med referencer til klassisk europæisk højkultur – udtryk som ’Sokratesflirt’, daimon, Platon, Sauron, Jago, Colosseum flyder lindt over siderne. De, der ikke allerede kender disse udtryk, kan måske forledes til at afbryde læsningen et par gange pr. side for at tjekke Wikipedia. Det ville være ironisk, for romanens samtidskritik retter sig netop mod internettets angreb på vores arme stenalderhjerner med konstante afbrydelser.
I år 2687 har det resulteret i en internetstyret opmærksomhedsforstyrrelse, CSA – Cerebral Supernet Afhængighed – som det nye normale. Udsættes mennesker ubeskyttet for virkeligheden, går de i kramper og dør. Derfor udstyres børn og voksne med implantater, visirer og medicinen zonex, som desværre kun tåles i korte perioder.
Konfrontation med fortiden
Hypatia er et undtagelsesmenneske, fordi hendes hjerne uden besvær processer samtidens mange indtryk. Sammen med hjerneforskeren Frans drager hun i romanens begyndelse på udflugt til Øen, det sidste sted, hvor naturlovene stadig gælder som i den gamle verden, Månetiden.
Her oplever den aldrende Frans et psykotisk gennembrud, hvor han i syner møder sin for længst afdøde elskede, Katarina, og som sin navnebror Frans af Assisi taler med fugle – også selv om alle dyr er uddøde og kun kan ses på film.
Også Hypatia konfronterer sin fortid: Få år tidligere flygtede hendes datter Isabel, fordi Hypatia aldrig accepterede, at også datteren var ude af stand til at holde fokus: »Kun én film ad gangen? spurgte Isabel forundret og malede bamsemor grøn, sendte fem hjerteikoner til Dorthea og zappede mellem børneshow og animationsfilm.«
Som 15-årig stak Isabel af. Hypatia har ikke set hende siden, men får under sit ophold på Øen vished om datterens videre skæbne.
Emojis i stedet for ord
Hypatia forstår, at hun svigtede sit barn som led i kampen mod sin samtid, men selve kampen fortryder hun ikke. Hun mener, at følelser har erstattet viden, billeder har erstattet ord, som om civilisationen ganske enkelt spilles baglæns:
»Billedfortællingerne begynder igen at dominere, film i stedet for bøger, der kommunikeres med små følelsessymboler, en smile-mand, en ked-af-det-mand, en begejstret-mand i stedet for ordbaserede beskrivelser af den følelsesmæssige tilstand og tankerne omkring den.«
Hypatias insisteren på sprog og viden giver anledning til vittige sammenstød med tidens sms-lingo, som Hypatia får som svar på sine henvendelser i hele sætninger: »Ska snax samn«, »Bærlig forsk sprog«.
Men det er også de morsomste indslag i en roman, som erstatter sanselige beskrivelser med filosofiske henvisninger, og hvis didaktiske tone har mere end et anstrøg af snobberi. Jeg kedede mig undervejs, og af pressemeddelelsens udtryk ’hæsblæsende filosofisk dystopi’ rammer det dystopiske mere præcist end det hæsblæsende. Jeg kan heller ikke umiddelbart se, at Hypatias livssyn er mere tiltalende, når hun tænker som følger: »Følelser er en hæmsko kun. Forelskelsen i Johannes påvirkede hendes indlæringsevne, og tanker om Isabel nedsætter hendes koncentration.«
Trods romanens urimeligheder skal Anne-Marie Vedsø Olesen have kudos for sit mod til at insistere på dannelse og tradition og advare mod internettets anslag mod menneskelig koncentrationsevne og impulskontrol. Fedt er det faktisk også, at bogens mangel på sanseindtryk samler sig til en farveløs skyggevirkelighed. Læseren ser verden år 2687, som den tørre Hypatia ser den, i sort-hvidt måneskin, og mindes om, at verden, som vi kender den, kan blive forandret til ukendelighed, uden at vi ønsker det.
På flappens portrætfoto ligner Anne-Marie Vedsø Olesen med sit luftige blonde tresserhår selv en kvinde fra en anden tid. Måske skal nutidens profetesse ligne nogen, der knap nok er af denne verden?
Anne-Marie Vedsø Olesen: ’Månen over øen’. Lindhardt & Ringhof. 165 sider. 250 kroner.
