Læsetid: 4 min.

Aleksandr Skorobogatovs ’Cocaïne’ er fuld af groteske optrin, som desværre bare bliver et mylder af påfund

Når metafiktion og absurdisme annullerer hinanden
26. juni 2020

Et vidunderligt træk ved romangenren er, at den altid har parodieret sig selv. Mens romanen fandt sin form i 1600-1700-tallet, var forfattere som Miguel Cervantes og Laurence Sterne allerede godt i gang med at skævvride den: I anden del af Don Quijote kender karaktererne hovedpersonen, fordi de har læst romanens første del, og i Tristram Shandy taler hovedpersonen direkte til læseren, mens utallige forviklinger gør det umuligt for ham at fortælle sin planlagte historie. I forskellige former har den slags metafiktive greb rejst op gennem litteraturhistorien i værker som Paul Austers New York-trilogi og Italo Calvinos Hvis en vinternat en rejsende.

Et nyere eksempel er russiske Aleksandr Skorobogatovs Cocaïne, som blander metafiktion med absurdisme. Romanen er det første af forfatterens værker, som udkommer på dansk, og det er længe siden, jeg har læst en bog, der så vanskeligt lader sig opsummere. Mit bud lyder sådan her:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu