Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Aleksandr Skorobogatovs ’Cocaïne’ er fuld af groteske optrin, som desværre bare bliver et mylder af påfund

Når metafiktion og absurdisme annullerer hinanden
Kultur
26. juni 2020

Et vidunderligt træk ved romangenren er, at den altid har parodieret sig selv. Mens romanen fandt sin form i 1600-1700-tallet, var forfattere som Miguel Cervantes og Laurence Sterne allerede godt i gang med at skævvride den: I anden del af Don Quijote kender karaktererne hovedpersonen, fordi de har læst romanens første del, og i Tristram Shandy taler hovedpersonen direkte til læseren, mens utallige forviklinger gør det umuligt for ham at fortælle sin planlagte historie. I forskellige former har den slags metafiktive greb rejst op gennem litteraturhistorien i værker som Paul Austers New York-trilogi og Italo Calvinos Hvis en vinternat en rejsende.

Et nyere eksempel er russiske Aleksandr Skorobogatovs Cocaïne, som blander metafiktion med absurdisme. Romanen er det første af forfatterens værker, som udkommer på dansk, og det er længe siden, jeg har læst en bog, der så vanskeligt lader sig opsummere. Mit bud lyder sådan her:

En forfatter forlader sit hjem for at købe babymos til søn. På gaden møder han en af sine læsere, som allerede har læst den roman, der netop er begyndt. Tilbage i lejligheden er sønnen blevet til en datter, som går i 2. klasse, ryger cigaretter og er gravid. Forfatteren mødes herefter med sin ekskæreste, og det ender med, at de har sex. Da han kommer hjem igen, vil hans kone skilles, fordi hun har læst om hans utroskab i romanen. Senere overbringer forfatterens nabo ham nyheden om, at han har vundet Nobels fredspris.

Forfatteren rejser til Sverige for at modtage prisen. Her forsøger et af Nobelkomitéens medlemmer at få forfatteren til at slå hans kone ihjel, fordi han har voldtaget sin datter og besluttet sig for at tilbringe resten af livet sammen med hende. Da forfatteren skal modtage sin pris, består overrækkelsen i stedet af fremvisningen af en gammel mand, som komitéen har genoplivet efter han blev myrdet i Jerusalem for flere tusind år siden. Herefter tager forfatteren toget hjem til Moskva.

Groteske optrin

Aleksandr Skorobogatov: ’Cocaïne’.

En af grundene til, at det er svært at opsummere bogen, er, at der er flere lag, de forskellige hændelser kan høre til: Et helt afsnit viser sig at være fra en film, hovedpersonen ser, et andet er et kapitel fra en bog, han måske/måske ikke læser i badekarret, og adskillige scener finder tilsyneladende kun sted i hans drømme.

Uanset i hvilket lag, vi befinder os, ender det som regel i groteske optrin, og det er da også her, i den på samme tid overdrevne og præcise beskrivelse, at Skorobogatov er bedst:

»Da der begyndte at krybe små, lyserøde pølser ud af kødhakkemaskinen, pølser, som dryppede af blod, stod den gamle mands mund allerede på vid gab, og hans underkæbe var – for ikke at lukke i – blevet klæbet fast til hans bryst med gennemsigtig tape. Nogle pølser faldt ned i munden på ham med en våd, svuppende lyd; sygeplejersken pressede omhyggeligt hakkekødet lidt længere ned i hans hals med en hånd, der var iført en gul gummihandske«.

Dristigt projekt

Metafiktion og absurdisme er drilske genrer. Førstnævnte risikerer at blive til trætte(nde) påmindelser om, at forfatteren kan tage læseren ved næsen, mens sidstnævnte risikerer at ende som hittepåsomme tilfældigheder, fordi hvad som helst kan ske til hver en tid. Begge genrer kan gøre læseren bevidsthedsudvidende svimmel, og Skorobogatov har kastet sig ud i et dristigt projekt ved at forene dem. For mig at se lykkes forsøget bare ikke.

Forfatteren betoner flere steder, at han kan ændre begivenhedernes gang:

»Når alt kom til alt, var Nadjezjdas alder ikke nogen hindring: Jeg havde selv gjort hende til en fjortenårig, så jeg kunne lige så godt føje fem-seks år mere til hendes liv, med ét slag gøre hende myndig.«

Men i stedet for at udnytte situationen ser han passivt til, mens handlingen endnu en gang syrer ud. Metafiktionen tjener altså ikke noget større formål, og derfor fremstår mange af afsnittene som forcerede svinkeærinder:

»Med usædvanlig viljestyrke tager forfatteren sig selv i nakken og holder op med at fjolle. Således. En ildevarslende plan udviklede sig i den sorte engels uhyggelige hoved. Mere om det i næste kapitel. Nej, det var bare for sjov.«

Ingen større sammenhæng

Ifølge bagsideteksten hylder Cocaïne »de ubegrænsede muligheder for den menneskelige fantasi«, men dens problem er netop manglen på begrænsning. For mig at se er fantasiens store kvalitet ikke at den kan producere nye påfund i det uendelige, men derimod at den stadig kan overraske os, selv om den udspiller sig inden for et meningsfuldt og etableret univers.

Cocaïne slynger imidlertid læseren rundt mellem så mange bizarre optrin og sceneskift, at de efterhånden mister deres betydning. Der er ingen større sammenhæng, ingen rigtige konsekvenser, men bare et mylder af påfund, som prøver at overdøve hinanden og derfor ikke samler sig til et meningsfuldt hele.

Aleksandr Skorobogatov: ’Cocaïne’. Forlaget Silkefyret. Oversat af Aino Roscher, 296 sider, 199 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her