Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Algiers tredje album tynger kroppen længere ned i dens aktuelle ubehag

Amerikanske Algiers er altid klar med en ordrig rockfortælling. På deres 3. album, ‘There Is No Year’, føles den både befriende og anstrengende. Her sætter bandet musik til den aktuelle, globale tilstand af ensomhed, rastløshed og frustration
Lydlandskabet i Algiers’ 3. album er hjemsøgt af historiske begivenheder, elektroniske effekter, sydstatsgotik, og personlige, musikalske forbilleder som Nick Cave, Massive Attack og Public Image Ltd.

Lydlandskabet i Algiers’ 3. album er hjemsøgt af historiske begivenheder, elektroniske effekter, sydstatsgotik, og personlige, musikalske forbilleder som Nick Cave, Massive Attack og Public Image Ltd.

Malthe Ivarsson

Kultur
29. juni 2020

Titlen på Algiers nye album siger det, vi allesammen føler for tiden: There Is No Year. Efter årsskiftet udgav den amerikanske rockkvartet dette album som deres tredje, næsten så det virker som om, de har set forud i kalenderen. For There Is No Year er både lyrisk og lydligt et forvarsel om den følelse af tidløshed, der er kommet til at dominere 2020.

Algiers har opkaldt sig selv efter hovedstaden i Algeriet, der i dag står som et symbol på frigørelsen fra de europæiske kolonimagter. De 4 multiinstrumentalister Ryan Mahan, Franklin James Fisher, Lee Tesche og Matt Tong har siden 2012 produceret velnæret og progressiv rockmusik, med gennemtrængende noter af gospel, soul, post-punk og afrobeat.

Kvartetten virker umiddelbart som et traditionelt boyband, der følger den klassiske forskrift: en forsanger, en guitarist, en bassist og en trommeslager. Men den trivelige rocklyd, som Algiers får ud af sig selv, er mere grænseoverskridende. For Algiers’ lydlandskab er hjemsøgt af historiske begivenheder, elektroniske effekter, sydstatsgotik, og personlige, musikalske forbilleder som Nick Cave, Massive Attack og Public Image Ltd.

Gnavende

Især for tiden kan man høre Algiers intense, ordrige rockfortælling som både befriende og anstrengende. På deres tredje album vinder den i volumen, men taber noget i indhold undervejs. Deres 11 nye numre er velstøjende, tempofyldte og medrivende, men også lidt anstrengende at lytte sig gennem, sådan som de bærer præg af Algiers efterhånden veludviklede stadionformat.

There Is No Year sætter bandet musik til den aktuelle, globale tilstand præget af ensomhed, rastløshed, fastlåsthed, bekymring og frustration.

Et eller andet sted er det uretfærdigt. For som lytter i april er det svært at sætte sig ud over situationen, og i stedet forestille sig, at man sidder i januar og gnaver på dette kødfulde rock-nøgleben, intetanende om, at resten af året vil blive præget af en netop gnavende fornemmelse af det menneskelige ubehag, albummet behandler.

Men lad os prøve at skrue tiden tilbage alligevel. For man ville i hvert fald blive revet med, hvis man var i koncertstemning og oplevede Algiers på en stadionscene i fuld gang med at varme op for deres forbilleder i enten Interpol eller Depeche Mode. To ikoniske bands, hvis indflydelse ikke lader sig skjule på numrene »Nothing Bloomed« og »Repeating Night«

Nummeret »Dispossession« er en håbefuld, iørefaldende kombination af slagsang og akustisk klaver. Forsanger Fishers stemmebåndsvridninger er imponerende som et slangemenneskes, mens den tunge instrumentation først går ind og blander sig med det gospelinspirerede kor i slutningen af nummeret, uden at overskygge sangens budskab. Og netop budskabet i teksten gør, at man næsten tør begynde at tro på bedre tider. »Seen the kings and the soldiers / on the throne they consume / run and tell it to everybody underground / freedom is coming soon / everybody wants to break down / shat more is it gonna take now? / till you realize / dispossession is coming for you«

Som stillesiddende oplevelse er There Is No Year en mere anstrengende omgang. Kvartettens fuldfede rocklyd, og de dirrende dommedagstoner i deres sange, tynger ligesom kroppen længere ned i dens aktuelle ubehag. Man savner den melodiske luftighed, og pladsen til at følge lydeksperimenterne til dørs, som Algiers brød så fint igennem rockmassivet med på deres forudgående album.

Algiers: ‘There Is No Year’ (Matador Records)

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her