Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Anna Bjerger maler skovsøer for at male ikke for at male skovsøer

Den svenske kunstner Anna Bjerger bruger i sine malerier figurationen som et alibi for at undersøge maleriets form. En aktuel udstilling på Gl. Holtegaard viser, hvor godt hun gør det
Anna Bergers udstilling ’Dark Light’ kan ses på Gl. Holtegaard indtil 12. juli

Anna Bergers udstilling ’Dark Light’ kan ses på Gl. Holtegaard indtil 12. juli

David Stjernholm

Kultur
12. juni 2020

Indgangsrummet i Anna Bjergers udstilling på Gl. Holtegaard byder velkommen med solopgang og birkeskov, udgangsrummet hilser farvel med skumring og skovsø.

Det kan lyde som løssluppen nordisk nationalromantik, en strabadserende og slidt kliche om regional melankoli omsat til billeder grænsende til det rene trommesalsmaleri. Men den svenske billedkunstner Anna Bjerger (f. 1973) er en maler, der tilføjer klicheerne liv og animerer betragterens blik på overraskende måder.

De velprøvede motivers tilsyneladende banalitet bliver afbøjet og facetteret af deres formelle, maleriske kvaliteter samt Anna Bjergers genuine sans for kombination af motiver.

»The owls are not what they seem«, kan man konstatere med et citat fra David Lynchs tv-serie Twin Peaks, hvis surreelle og dunkle univers Anna Bjerger skylder ikke så lidt.

Der er mere på spil, end man umiddelbart ser i hendes malerier, men det er svært at sætte fingeren på, hvad der er på spil. Blot kan man konstatere, at malerierne i hvert fald er knap så entydigt hyggelige eller romantiske, som de motiviske beskrivelser kunne indikere.

Skovsøen med den sorte vandoverflade, der spejler de rødlige træstammer, er måske slet ikke nogen skovsø, men mest af alt en anledning til at eksperimentere med maling. Den er et motiv til at male snarere end maleriets motiv: figurationen er et dække over en formalisme.

David Stjernholm

Anna Bjergers metode er at genbruge udsnit af allerede eksisterende fotografier, hun finder i blade, bearbejde dem i sin egen stil og kombinere dem på nye måder.

Hun anvender oliemaling, men maler på aluminiumsplader frem for traditionelle lærreder. Den hårde, ikke-absorberende og plane grund sætter sit præg på malerierne. Oliemalingen, som oftest er tyndt påført, er således alene om at skabe fornemmelsen af stoflighed i malerierne. Resultatet er billeder, der blander oliemaleriets sanselige tekstur og fotografiets mere blanke og ensartede karakter, uden at det dog nogensinde nærmer sig fotorealisme.

Maleriske figurationer

Anna Bjerger holder nemlig af at lege med malingen, så dens funktion skifter fra at være en ren figurativ henvisning til at blive form- og farvemæssige undersøgelser af en stærkt sanselig art.

Indgangssalens birkeskov viser sig ved nærsyn at være stærkt stiliseret, nærmest abstrakt. Malingen er påført i hastige og kraftige strøg, der lader mærkerne efter penslens arbejde sidde tilbage som de synlige spor efter processen. Andre steder i billedet er malingen fortyndet så voldsomt, at den er løbet og trækker årer ned gennem motivet, så bagvedliggende farver blotlægges.

Det er virksomt og betyder, at ens øjne let glemmer motivet for i stedet at gå på opdagelse i de maleriske figurationer, værket rummer: Man ser ikke skoven for bare maling.

Alligevel er det ikke de store formater, der er Anna Bjergers stærkeste. Det opdager man, når man bevæger sig ind i de tilstødende rum og oplever serierne af mindre malerier dér. I malerierne på 30 x 40 cm er Anna Bjerger tydeligt på hjemmebane og kompositorisk stærkest. Her er det ikke landskaber, der udgør motiverne, men isolerede og afkappede genstande eller figurer, uden nogen indbyrdes relation: et par blålige ben, en gul ost, en grøn undulat, et par sorte sko på et rødt gulv, en hvid nederdel, to brune vokslys med gyldne flammer.

Anna Bjerger: ’Ash’

Anna Bjerger: ’Ash’

Anders Sune Berg

Motivverdenen kan virke eklektisk, ligesom udsnittene og beskæringerne vanskeliggør muligheden for at se de større omstændigheder, figurerne er hentet fra. Det er åbenlyst en fotografisk æstetik, der ligger bag maleriernes motiver. Fotografiets vilkårlige beskæringer, snapshottets brutale indfangelse af et isoleret øjeblik, der er trukket ud af sin sammenhæng og nu står tilbage som et monument over tilfældet. Blot anvender Anna Bjerger det tilfældige helt forsætligt og med en stærk kompositorisk beherskelse, der skaber spændingsfyldte og anelsesfulde billeder.

Småformaterne fungerer rigtig godt, blandt andet fordi motiverne fremstår anderledes dynamiske og spændstige her end i ind- og udgangssalenes meterstore malerier, hvis panoramiske formater i sammenligning virker statiske og døde.

Samtidig har serierne af små malerier også mere karakter af billedsamlinger, der inviterer til sammenligning og associative spring på kryds og tværs mellem de enkelte værker. De er bundet sammen som motiver i et fotoalbum, idiosynkratisk og med den personlige livsfortælling som en præmis. Denne præmis forholdes man imidlertid og er derfor nødt til selv at lede efter sammenhænge. Derfor forekommer det serielle heller ikke ligefrem kunstnerisk nødvendigt. Værkerne kunne udmærket fungere i andre konstellationer eller individuelt. Men det serielle fungerer tilsyneladende som en konceptuel anledning til at male.

Hvad hun så gør og gør godt. Formelt hænger malerierne rigtig fint sammen. De er alle præget af Anna Bjergers tydelige fascination af oliemalingen som materiale og farven som et affektivt kommunikationsmiddel.

Malerierne besidder et ekspressivt liv og en farvemæssig skønhed inden for et bredt spektrum, der rækker fra de lyse, beige og støvede motiver til kontrastfulde motiver med brug af den i barokken yndede clairobscur, en effektfuld leg med lys og mørkeeffekter, hvor sortladent mørke støder op ad hvide højlys. På dette plan er der ingen tilfældigheder, men nok en kalkuleret skødesløshed, kombinationer af pastose strøg og terpentintynd, løbende maling, som fylder billedrummene med energi og dynamik.

Stramhed og enkelhed

Der er en stringens, stramhed og symmetri over præsentationen af Anna Bjergers udstilling på Gl. Holtegaard. Den bærer den kryptiske titel Dark Light og er lavet specifikt til stedet og forholder sig derfor også – som det ofte har været tilfældet i stedets udstillinger de senere år – til bygningens historiske og arkitektoniske fundering i barokken.

Anna Bjerger gør det imidlertid næsten eksklusivt på maleriets betingelser, hvor tidligere udstillinger har anvendt installatoriske og rumforandrende greb.

Anna Bjerger: ’Peek’

Anna Bjerger: ’Peek’

Anders Sune Berg

I Dark Light står udstillingssalene så godt som ubearbejdede, hvilket egentlig er forfriskende. Stik imod tidsåndens krav om rumlige installationer hænger malerierne her helt konventionelt på én række, velordnet og harmonisk med god afstand, hvilket både giver de individuelle værker optimale vilkår, men også åbner for korrespondancer på tværs.

Gl. Holtegaards nordlige sal er reetableret som udstillingsrum med lysindfald efter i mange år at have været blændet af for at fungere som biograf. Nu fremtræder den i perfekt symmetri med den sydlige sal, indgangssalen, hvilket Anna Bjerger har udnyttet til lave en spejlende ophængning af udstillingens fire store malerier, to i hver sal.

Det eneste sted, hvor Anna Bjerger arbejder mere installatorisk, er i Gl. Holtegaards centrale rum. Her har hun dekoreret skærmene på en gruppe bordlamper med ådringsteknikker, der i maling eminent efterligner årestrukturerne i forskellige trætyper.

Lamperne står på gulvet og lyser gulligt i det afblændede rum. De er i dialog med en gruppe hvide plastikstole umiddelbart udenfor, som er dekoreret med marmoreringsteknikker, der mimer marmorets strukturer i maling. Indslaget er udstillingens svageste. Det henviser oplagt til barokkens yndede leg med illusionisme og bedrag, men lidt mere tvungent end godt er og uden nogen sammenhæng med udstillingens øvrige værker.

Det er, som om der ikke har været tillid til, at de indrammede malerier og konventionelle ophængninger kunne løfte opgaven med at skabe en dialog med historien. Det til trods for et motivisk repertoire hos Anna Bjerger, der klart trækker på barokkens genrer som stilleben og vanitas, den motiviske optagethed af livets forgængelighed.

Men tilbage står et indtryk af en stærk og spændende maler. Og af maleriets styrker som medie. Anna Bjerger er bedst i de små formater, som hun udnytter med stor dygtighed både kompositorisk og farvemæssigt. Hun er en legende og undersøgende maler med en smittende glæde ved mediet. Og med en åbenlys evne til at sammensætte en overbevisende præsentation, der på en gang fremstår enkel og prunkløs i ophængningen, men kompleks og nuanceret på værkniveau.

Anna Bjerger. Gl. Holtegaard. Indtil 12. juli. Kunstnersamtale mellem forfatter Dorthe Nors og Anna Bjerger tirsdag 30. juni kl. 17.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her