Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Bob Dylan er spørgsmålstegnet, der aldrig vil ankomme til svaret

Den 79-årige mester Bob Dylan har udgivet sit første album med nye sange i otte år. Det sætter strøm til hjernebarken, det vugger lytteren med sin visdom, og det effektuerer magtens maskefald. Og Dylan synger som kun en stor, teatralsk mester kan – fra bag masken
Kultur
19. juni 2020
I Bob Dylans verden er det den største vanvid at tro, at man har patent på sandheden. Så vil han hellere have ophavsretten til oplyst tvivlen.

I Bob Dylans verden er det den største vanvid at tro, at man har patent på sandheden. Så vil han hellere have ophavsretten til oplyst tvivlen.

Ritzau Scanpix

En fornuftig stemme er altid velkommen her i dette verserende vanvid. Og hvem synger med større fornuft end Bob Dylan? Når han fileterer magten og hudfletter forfængeligheden, pulveriserer egoer og outer falske profeter?

Hans nye, fremragende studiealbum nummer 39 Rough and Rowdy Ways er hans første med nye sange i otte år. Det sætter strøm til hjernebarken, det vugger lytteren med sin visdom, der er en flod værdig. Det effektuerer magtens maskefald, og det stiller spørgsmål, der aldrig besvares.

For i Bob Dylans verden er det største vanvid at tro, at man har patent på sandheden. Så vil han hellere have ophavsretten til oplyst tvivlen.

Fortvivl dog ej. Rough and Rowdy Times er ikke en postfaktuel pointe, men en ytring om, at de vigtigste indsigter i livet altid vil smutte fra os. Overlad fakta til de hævdvundne og pålidelige institutioner, giv Bob Dylan lommelygten, der lyser nødtørftigt, men intelligent ind i menneskets væren, religionens mysterium og dødens uendelighed.

Samler indre organer fra lighuse

»Can you tell me what it means to be or not to be? / You won’t get away with fooling me,« lyder det på »My Own Version of You«, hvor Dylan beskriver et Frankenstein-scenarie. Han samler indre organer fra lighuse og klostre, mens bandet sniger sig lurende omkring hans ord.

»I take the Scarface Pacino and the Godfather Brando
Mix it up in a tank and get a robot commando
If I do it upright and put the head on straight
I’ll be saved by the creature that I create
«.

Det er en fabelagtig sang, der handler om at skabe. Men også om jagten på sandheden, på det tabte, måske på Gud.

»Should I break it all down, should I fall on my knees
Is there light at the end of the tunnel?
Can you tell me please
«.

Som så mange sange i Dylans værk er spørgsmålene vigtigere end svarene.

Stilet til livet og døden

Bob Dylan elsker maskespil.

»Man fortæller kun sandheden, når man bærer en maske,« påpegede han i sidste års Netflix-dokumentar The Rolling Thunder Revue om 1975-turneen af samme navn. Det er dog så som så med det dokumentariske i Martin Scorceses film. Der er for eksempel to fiktive karakterer samt den virkelige Paramount Pictures-direktør Jim Gianopulos, der lyver om at være daværende koncertpromotor for his Bobness. Og så er der røveren om, at Dylan havde et forhold til den dengang 19-årige Hollywood-stjerne in spe Sharon Stone. Det var en række fiktionaliseringer, der blevet taget med ophøjet ro og en vis fornøjelse af medier som NPR, Rolling Stone, Variety og Vulture, der kortlagde løgnene – og er vant til Dylans maskespil.

The Rolling Thunder Revue er et dukketeater, hvor dukkerne bliver brugt til at fortælle sandheder om generationskløfterne eller – langt vigtigere – sige grimme ting om Dylan. Det er som bekendt hofnarrens job at drille kongen.

Rough and Rowdy Ways er også et dukketeater, et urklogt, grumt et af slagsen. Se bare, der kommer The Black Rider travende. Ham fra apokalypsens hestekvartet, ham med vægten, der signalerer, at han balancerer retfærdighed. Og vores trubadur rømmer sig for at byde ham velkommen.

»Black rider black rider / You’ve been living too hard / Been up all night, have to stay on your guard / The path that you’re walking / Too narrow to walk«, synger han. Og senere: »Go home to your wife / Stop visiting mine«. Og stadigt senere i den dunkle serenade: »Hold it right there / The size of your cock will get you nowhere«.

Ikke overraskende er det fremragende tekster fra denne nobelprisvinder i litteratur. Hans »du« og hans »jeg« er omskiftelige størrelser med changerende værdi. Han synger med kløvet tunge og bryder ud i inderlighed. Han antager mere og mindre sympatiske skikkelser. Han taler til Gud og til Fanden. Sange stilet til livet og til døden. »I’m travelling light / And Imma slow coming hooome«. Ikke endnu, o.k., Bob?

Synger fra JFK’s perspektiv

Den næsten 17 minutter lange »Murder Most Foul« om mordet på JFK er en dyb samtale med den amerikanske psyke og splintringen af den. Der er perspektivskift, og han synger også fra JFK’s perspektiv »I'm leaning to the left, I got my head in her lap / Hold on, I've been led into some kind of a trap.«

Og Dylan river et væld af populærkulturelle referencer (som der er mange af på albummet) af sig. Woodstock, Altamont, Beatles, blues, gangstere og stumfilmstjerner.

»What is the truth, and where did it go?« lyder det. »Ask Oswald and Ruby, they oughta know«. Og så afvises svaret: »’Shut your mouth,’ said a wise old owl«.

Dylan sang også om præsidentembedet, som han beskrev yderst menneskeligt på »It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding)« fra 1965. »Even the President of the United States sometimes must have to stand naked«.

På den aktuelle »False Prophet« er han knap så klar i mælet, men den virker dog som noget af det mere klart politiske på albummet. Som om han synger fra Trump og hans venners halse. »Open your mouth / I’ll stuff it with gold« og »I ain’t no false prophet / I just know what I know« og »I’m first among equals / Second to none / The last of the blessed«.

Bob Dylan følger med i verdens gang. I et spritnyt, sjældent interview ytrer han sig om mordet på George Floyd. »Det gav mig endeløs kvalme, at George blev tortureret til døde på den måde,« siger han til The New York Times. »Det var hinsides ækelt. Lad os håbe, at retfærdigheden sker lynsnart for familien Floyd og for nationen.«

Langdigte fra bag masken

Musikken på Rough and Rowdy Ways er mest af alt en klog kommentator, en slags western græsk tragediekor, til Dylans forunderlige litteratur, der har vundet et nyt niveau, en episk skala på mange numre.

Der er ætsende bluesrock og mere ren blues med klassisk vredne guitarstrenge og stampende trommer – det er de musikalsk mindre ophidsende numre. Mens »Mother of Muses« er en mildt irsk klingende folkesang og »Key West (Philosopher Pilot)« en trækharmonikafarvet sag. »Murder Most Foul« flyder på et oceanisk klaverspil, lidt løse whiskers og fåmælt violin. Mens mesterligheden »Black Rider« er en henført grum ballade med to elguitarer i dialog med kontrabas og tilfældige mislyde fra et trommesæt. De rumsterer i baggrunden, spiller ikke rigtigt.

Sangene på Rough and Rowdy Ways har ingen omkvæd, bare vers på vers af stadigt udviklende og afviklende, skæbnesvangre og overrumplende langdigte. Der er ingen konklusioner, ingen klimakser, blot en flod, der altid forandrer sig.

Han synger formidabelt og fraserer dramatisk, som kun en mester i teater kan – bag masken. Som på »My Own Version of You.« Hør, hvordan han besøger gruset dybt i stemmen, og hvordan hans twang tilskriver hvert ord betydning. På »False Prophet« synger han med machogrødet røst: »What are you looking at? / There’s nothing see«. På »My Own Version of You« sniger han sig snu rundt i sangen. Og på den dvælende ballade »I’ve Made Up My Mind To Give Myself To You«, synger han med en drævende henført diktion, der faktisk minder om Springsteens. Og så er der pauserne, han holder mellem fraseringerne i »Black Rider« – de får en til at snappe efter vejret.

En sen genkomst

Rough and Rowdy Ways er en sen genkomst. På højde med hans seneste tre store albummer Time Out of Mind (1997), Love and Theft (2001) og Modern Times (2006).

Det er, når den 79-årige Robert Allen Zimmerman smutter mellem fingrene på os, at han er bedst. Når han trykker os i hånden og ser igennem os med et diabolsk glimt i øjet. Efter håndtrykket opdager du, at han har smurt din hånd ind i sæbe – så du kan vaske dine hænder, mens du taber alt, du tror, du ved, på gulvet.

Vi lever i en tid, der har brug for Dylans syrede klarsyn, og tiden ved det tilsyneladende. I hvert fald blev hans single »Murder Most Foul« omfavnet her i nuet, da den for nogle uger siden blev hans første nummer et-single nogensinde på den officielle amerikanske Billboard-hitliste, på rockhitlisten. Mærkeligere ting er sket. Flere vil følge. Lad os håbe, Bob Dylan kan give sit skælvende besyv med længe endnu.

Bob Dylan: ’Rough and Rowdy Ways’ (Columbia Records/Sony Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

olivier goulin

Essentielt jødisk

/O

At stille spørgsmål ved "ting" er en måde åbne op for der findes andre løsninger. Og ikke kun andre løsninger men også forskellige ligeværdige løsninger. Og måske dem alle på en og samme tid. (vi plejer kalde det "både/og" i stedet for "enten/eller").

Men nu har vi hørt på alle Bobś spørgsmål, stillet de forgående næsten 60år. Er det ikke snart på tide Bob vover sig til nogle svar? Og meget gerne flere og forskellige svar på samme spørgsmål. :-)

Lars Kjeldsen

Fremragende velskrevet anmeldelse, Ralf Christensen.
Ikke bare fordi du hylder én af mine musikalske helte, men fordi jeg lærer så meget om samtidshistorie og litteraturkritik, mens jeg læser din gennemgang af Rough And Rowdy Ways:
Black Rider - nå, det er noget musikteater af Tom Waits og forfatteren William S Burrough.
Scorceses Rolling Thunder Review på Netflix - nå, der er visse usandheder i den film, som fx at his Bobness har haft et forhold til Sharon Stone.
Og vi får en fin gennemgang af de forskellige musikalske stilarter, som BD benytter sig af denne gang.
Jeg er vild med din beskrivelse af BD's stemme mm, mens du omtaler sangen My Own Version Of You: "Hør, hvordan han (BD) besøger gruset dybt i sin stemme og hvordan hans twang tilskriver hvert ord betydning!"
Mange tak, Ralf, for en dyb og spændende kritik af Bob Dylan seneste album.

Jørgen Lerche Nielsen, Ralf Christensen og Jane Doe anbefalede denne kommentar
Lars Kjeldsen

Bob Dylan skyder den amerikanske valgkamp i gang på Murder Most Foul med denne beskrivelse af mordet i Dallas få sekunder efter JFK siddende i bilen ved siden af Jackie er ramt:
"I'm leaning to the left (demokraterne), I got my head in her lap (den amerikanske psyke/moder Jord)/I've been led into some kind of a trap (Trump).

Jørgen Lerche Nielsen og Ralf Christensen anbefalede denne kommentar