Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Chelsea Girls’ er et brændende opgør med samfundets rigide kønsopdeling

Digteren Eileen Myles’ erindringer fra 1994, som vi nu får på dansk, har både kult- og klassikerstatus
Eileen Myles’ forfatterskab spænder over poesi, romaner og essay, men uanset hvad vi har med at gøre, bærer teksten et gennemført poetisk strøg og en stærk lyrisk nerve. Det gælder også Chelsea Girls, der lige så godt kunne kaldes en novellesamling.

Eileen Myles’ forfatterskab spænder over poesi, romaner og essay, men uanset hvad vi har med at gøre, bærer teksten et gennemført poetisk strøg og en stærk lyrisk nerve. Det gælder også Chelsea Girls, der lige så godt kunne kaldes en novellesamling.

Emily Berl

Kultur
19. juni 2020

Betyder det noget, hvordan en forfatter ser ud? Naturligvis ikke, og da Charles Portis – ham med westernklassikeren True Grit (1968) – engang blev spurgt, hvorfor han nægtede at klæbe et fotografi af sig selv på bagflappen af sin nye roman, tøvede han ikke med et svar:

»Well, jeg går ikke ud fra, at nogen vil købe den her bog på grund af, hvordan jeg ser ud, og jeg tror heller ikke, at nogen lader være med at købe bogen på grund af, hvordan jeg ikke ser ud.«

Der findes undtagelser, og en af de mest markante er Eileen Myles’ selvbiografiske roman fra 1994 Chelsea Girls. Forsiden er prydet af et Robert Mapplethorpe-foto af forfatteren taget tilbage i 1980, da Myles var omkring 30 år gammel og lignede en blanding af Mick Jagger og Carly Simon i deres ungdom.

Motivet er om ikke nok til at sælge bogen, så i hvert fald nok til at få de fleste til at tage den til sig og se nærmere på det smukke, dragende ansigt. Jeg har selv gjort det mange gange, og nu – hvor vi har fået romanen på dansk – og jeg har læst den, kan jeg konstatere, at det også indholdsmæssigt giver mening med et billede af Eileen Myles på forsiden og et af nyere dato på flappen.

Chelsea Girls er i høj grad en bog om, hvordan udseende og identitet hænger sammen, om hvilke signaler man ønsker at udsende med sin fremtoning og ikke mindst om Eileen Myles’ egen kamp for at blive synlig som både menneske, kunstner og homoseksuel. »Der var så meget håb forbundet med tøj,« skriver hun om teenageårenes mærkevarer, og senere vurderes alt – folks smil, øjne, bryster og lejligheder – med poetens æstetiske blik. Så selvfølgelig vil vi i dette tilfælde gerne se, hvordan forfatteren selv ser ud.

Fra Boston til Lower East Side

Eileen Myles’ forfatterskab spænder over poesi, romaner og essay, men uanset hvad vi har med at gøre, bærer teksten et gennemført poetisk strøg og en stærk lyrisk nerve. Det gælder også Chelsea Girls, der lige så godt kunne kaldes en novellesamling. I forordet til udgaven fra 2015 skriver Myles selv:

»Jeg mener ingenting om, hvorvidt noget er poesi eller prosa, men folk kan som regel virkelig godt lide det, hvis man siger, at det er en roman.«

Bogens tredive historier – eller kapitler – følger Eileen Myles fra den katolske opvækst i udkanten af Boston i 1950’erne og frem til tilværelsen som kunstner på Manhattans Lower East Side i 1980’erne. Hvad enten vi er med hjemme hos en legekammerat, hvor det »nye katalog fra Sears lå på gulvet ved siden af sofaen«, til Woodstock Festival, hvor Jimi Hendrix’ »Star Spangled Banner var enden på Amerika for mig« eller til bogreception med Allen Ginsberg på Manhattan, er tidsmarkørerne skarpe, men på intet tidspunkt har Myles filtreret erindringerne gennem et melankolsk filter.

Tværtimod: Hendes alkoholiserede far dør tidligt, flere venner mister livet i Vietnamkrigen og til aids, og i sin søgen efter identitet, opmærksomhed og tilhørsforhold mødes den unge pige konstant af vold og druk. Helt galt går det, da hun »gik ind i soveværelset sammen med Kit, og så begyndte det. Jeg ved ikke. Bare en rytme af mange fyre, det er, som om jeg kan huske dem alle sammen derinde på samme tid (…) Jeg fik en masse pikke stoppet i munden. Hujen. Blive kneppet med kolde pølser. Der var pandekagedej ud over det hele,« skriver den voksne forfatter om den gruppevoldtægt, hun som 18-årig blev udsat for i en venindes hus.

Hverken mand eller kvinde

Historierne er skrevet i perioden 1980 til ’93, da Myles havde etableret sig som digter og, fornemmes det, har accepteret sin »særlighed«, som hun kalder det et sted, og ikke mindst rollen som outsider. »Jeg mener jeg er lebbe (…) jeg ved præcis hvor ægte jeg er.«

Vildskaben, trangen til at udforske sig selv og sine omgivelser, er forfatteren dog ikke vokset fra, og hun ender stadig i uføre indimellem. »Jeg kunne lide at drikke mig fuld og være forelsket,« som Myles skriver i »Bath, Maine«, hvori hun ender i en fængselscelle for at overfalde en betjent, og som i øvrigt starter med sætningen: »Hvad fanden lavede jeg egentlig der.«

Samme spørgsmål rejser sig indledningsvis i titelnovellen »Chelsea Girls«, hvori Myles er i byen med sin kæreste, men ender på hotelværelse med en servitrice, som »var så flot. Hun var meget stærk. Vi rullede rundt. Vi holdt hinanden fast. Så kneppede vi. Jeg var aldrig blevet kneppet af en kvinde før. Det er skræmmende. Der er nogle ting man har haft lyst til i så lang tid. «

Ikke alle novellerne hæver sig til denne afsluttende fortællings mesterlige niveau, men sammen skaber de en brændende, dristig og inciterende roman om oprørstrang, begær og længsler, om kunst og kønsidentitet. Det sidste er vigtigt.

Chelsea Girls er ikke blot forfatterens dannelsesrejse, men også hendes opgør med samfundets traditionelle opdeling af køn. Eileen Myles vil hverken opfattes som mand eller kvinde, og på bogflabben omtales forfatteren som de, efter det amerikanske they – det synes jeg ikke rigtig fungerer på dansk, hvor heller ikke ordet hen som bekendt slog an. Til gengæld er der ikke andet i Andreas Eckhardt-Læssøes oversættelse af denne amerikanske nyklassiker, der skurrer i mine ører.

Eileen Myles: ’Chelsea Girls’. Oversat af Andreas Eckhardt-Læssøe. Ovo Press, 288 sider, 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marie Hansen

Hvorfor har man valgt at betegne forfatteren som 'hun' gennem hele anmeldelsen når de foretrækker 'de' (eller 'dem')?
Myles har endda selv påtalt det her med at det 'skurrer' i folks ører og kommet med en interessant begrundelse:
https://www.theguardian.com/books/2018/feb/16/eileen-myles-learn-to-writ...