Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Dage fyldt med nullermænd og lidt forskellige sokkefarver

Sternberg skriver fra dagenes trummerum i sin nyeste digtsamling
Der løber en tristesse gennem ’Simple dage’, som synes mere generel end sorgen over et afsluttet forhold eller en afdød hund. Men sproget går aldrig helt i gråt.

Der løber en tristesse gennem ’Simple dage’, som synes mere generel end sorgen over et afsluttet forhold eller en afdød hund. Men sproget går aldrig helt i gråt.

Maria Dønvang

Kultur
12. juni 2020

Efter en serie enkle, mildt humoristiske konceptsamlinger med titler som Depressionsdigte (2014), Guldalderdigte (2016) og De sidste dage-digte (2018) har digteren Sternberg vendt sig mod noget, der ligner selvbiografiske noter per lyrik. Eller måske er det snarere life writing, som man siger på engelsk: en skrift, der udspringer af det faktiske liv, men ikke har nogen ambition om at overskue eller forklare det som et længere stræk.

I Simple dage, sådan hedder hans nye samling, følger man digteren nogenlunde fra 2011 til 2018. Kærligheden, de små erindringer og hverdagens meget lille trummerum fylder meget i de korte digtes upåfaldende, men præcise verslinjer.

Jeget kommer ud af et kuldsejlet forhold og begynder til slut, forsigtigt, et nyt, mens venner og bekendte og et ophold i Berlin diskret titter frem i baggrunden. Mange gange sker der tydeligvis ikke meget i Sternbergs digterliv, og så bliver opgaven at indfange det i en skrift, der hverken negligerer småtterierne eller gør dem til mere, end det er:

»kl. 3:52 beslutter jeg mig for at drikke kaffe
og klokken 3:56

beslutter jeg mig for
at det er lige meget

om de sokker jeg har på
er helt ens«

Resigneret og finurligt

Sådan er dagene også, fyldt med et fravær af intensitet, af ophobede nullermænd og lidt forskellige sokkefarver. Når man som læser næsten ikke bliver irriteret undervejs, men mere føler sig hjemme i Simple dage, så skyldes det især samlingens tonefald.

Når de er bedst indfanger Sternbergs enkle linjer en stemning af noget på én gang resigneret og finurligt. Der løber en tristesse gennem Simple dage, som synes mere generel end sorgen over et afsluttet forhold eller en afdød hund (Max, den optræder flere gange undervejs).

Men sproget går aldrig helt i gråt, der er alligevel detaljer, billeder og sammenstillinger, der lyser op, og som Sternberg hellere vil aflevere helt deadpan end svælge i.

»solen stirrer/ på mig og min skygge// kærligt/ som var vi børn,« står der et sted, men så ikke mere end det. »middagen bærer præg af/ hvad der var på tilbud,« slutter et andet digt.

Det programmatiske fokus på den lille hverdag kan godt kamme over. Så bliver der noget villet over digtene. Andre gange bliver det enkelte digts greb for spinkelt, simpelthen. Men i disse digte viser det sig heldigvis tit, at man godt kan skrive let og omhyggeligt på samme tid, skrive om det upåfaldende med stor sproglig omsorg. Og hvem ved? Måske er der en dybere, nærmest politisk mening med det retningsløse liv i Simple dage. Et sidste digt:

»jeg bevæger mig omkring
og viser folk

at sådan en som mig
også findes

en anden livsvej

der er så mange livsveje
som ikke findes

hvis man ikke lever
hvor de findes«

Sternberg: ’Simple dage’. Kronstork, 98 sider, 149 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her