Blokhavn er en rusten og slidt fiktiv bydel domineret af boligblokke, butikscentre og forkølede velfærdsinstitutioner, på hvis vægge maling hænger i laser og pløkåndssvag graffiti (for eksempel »tid er illuminati«) står at læse. Her har den danske satiregruppe Gigis siden 2016 ladet sit persongalleri af gadesmarte unge danskere af anden etnisk herkomst udfolde sig i korte videoer, som kan ses på YouTube og Facebook.
I Gigis univers overgår karaktererne hele tiden sig selv, hvad deres henholdsvis ghetto- og kartoffeldanske attituder angår. Alle klicheer er på banen og får lov at spille sammen med absurde indfald, som for eksempel historien om, hvordan rumvæsner måtte slå danske popstjerner ihjel, fordi den lave kvalitet af deres musik på mystisk vis var livstruende for dem ude i deres ufoer.
Nu er Blokhavn også navnet på en animeret spillefilm om Gigis-universets centrale venneslæng som unge. Sammen skal Ali og hans bedste venner forhindre skolen, hvor de går i 8. klasse sammen, i at lukke. Den er Danmarks dårligste skole, og Ali og hans venner hader den sådan rent principielt, men siden alternativet er at blive splittet op og anbragt på hver sin skole, må noget alligevel gøres.
Også fordi der er piger på skolen, hvis hjerter skal vindes, og fordi den myndige, tålmodige midaldrende skolelærer Gertrud forventer det af dem.
Hyldest til den forstående skolelærer
Egentlig er det påfaldende, hvor opbyggelig en historie Blokhavn fortæller. Gigis satirevideoer er præget af kvalificeret, skarp dumhedsdyrkelse, og dumheden er også godt med på alle fronter i Blokhavn, men samtidig har karaktererne travlt med at erkende vigtige ting om livet og sig selv.
Denne omformatering fra satirisk sketch til satirisk anlagt coming of age-historie fungerer virkelig godt. Man får både fryden over de overdrevne konfliktoptrapninger og den latterligt konsekvente spillen smart og mulighed for at leve sig ind i de enkelte karakterers udfordringer.
Ali har mest bare travlt med at holde styr på tropperne og forhindre den ulykke, som skolelukningen ville være for ham og hans spirende romance med Yasmina fra parallelklassen. Den næstmest markante karakter, alfahanstypen Hassan, skal lige lære at styre sit temperament og stoppe med at opfatte krav som en afvisning.
I baggrunden gemmer Abdi sig med sine skolebøger, som han i al hemmelighed faktisk bare gerne vil læse, mens Musti bare går op i at blive body (altså utrolig veltrænet, som man siger, når man ikke er lige så god til slang, som karaktererne i Blokhavn). Han skal lige have udviklet sig en kritisk sans over for de midler, man bruger til at nå sine mål, men ellers er han så god, som dagen er lang.
Den sjoveste af karaktererne er drengen, der kalder sig Davito og taler mere ghettodansk end nogen andre. Han er virkelig nødt til at gøre en indsats for ikke at tælle som dansker, fordi han indtil 3. klasse har heddet David, og fordi han bortset fra en enkelt polsk bedstefar kun har pæredanske familiemedlemmer. Sjovest er det, når Davito i et ubehjælpsomt forsøg på at være lige så hård som sine såkaldte shababs (det vil sige venner) siger noget vildt sexistisk, der falder totalt uden for, hvad nogen af de andre vil være bekendt at sige, men som så bare bliver forbigået i solidarisk tavshed.
Ali og hans venner er nogle ballademagere med rødder i et socialt udsat kvarter, hvor der er skruet op på maks. for alle synlige tegn på social udsathed. Folk slås på gadehjørnerne, og misbrugere ligger helt udsplattede på bænkene i de vissengrønne områder.
Det kaster en næsten automatisk komik af sig, når skolepsykologen i en af filmens første scener på blidt jysk prøver at forklare Ali, at man ikke behøver at smadre sin klassekammerats iPad, bare fordi han ikke spillede bolden til Ali i fodbold.
Og så er der klasselæreren Gertrud – den eneste voksne, Ali og hans venner respekterer – som filmen hylder hele vejen igennem. Visuelt ligner hun en videreudvikling af den emoji, der forestiller en ældre dame, med sin lilla kjole, det grå hår sat op i knold og halvbrillerne. Birthe Neumann lægger stemme til hende og er perfekt i rollen. Hendes overbærenhed har både elementer af ømhed, pragmatisme og kærlig ironisering over de store drenges barske attituder.
Genialt placerede næsebor
Historien i Blokhavn er velfortalt, plottet folder sig ud med en stor selvfølgelighed, og filmens moraler er meget spiselige. Men det bedste ved filmen er alligevel, når der oven i alle de sympatiske pointer og den nødvendige karakterudvikling bliver talt grimt og tænkt dumt. Når Hassan tilgiver den underkuede lærer Torben, at han er så grim. Det er jo ikke hans egen skyld, men hans forældres.
Her griner man den samme småsadistiske, grovhedsfascinerede latter, som når man ser Anders Matthesens beslægtede animationsfilm, Terkel i knibe og Ternet ninja.
Gigis har både i dialogen og i måden, filmen er tegnet og animeret på, en sej sans for hæslighed. For eksempel er den undervisningsminister, der vil lukke skolen, tegnet sådan, at hans behårede næsebor sidder underligt højt på næsen, oven over den halvbrille, der hviler på hans næsetip. Det er en sjov detalje, de næsebor kunne ikke have siddet bedre på den autoritetsfigur.
Et andet højdepunkt er en cameo af to bedagede, danske rappere, der falder igennem med linjer som: »Kokain/ vild med dans/ lad være med at komme og sig’/ jeg har mistet relevans.«
Det kræver et stort budget at lave en animationsfilm med bløde flydende bevægelser. Det har der tydeligvis ikke været her. Det kræver god sans for mediet at lave en animationsfilm, hvor alle de bratte ryk og den tydelige todimensionalitet skaber en dynamik og en primitivitet, der understøtter manuskriptets dumhedsdyrkelse og karakterernes Yallahrup Færgeby-agtige måde at spille smarte på.
Som spillefilm måtte Blokhavn nødvendigvis spille på en del andre tangenter end de gakkede tegnefilmssketcher, Gigis ellers laver. Og det er lykkedes. Heldigvis fylder overdrivelserne og det sprudlende overskud af dumhed (både i replikkerne og i den graffiti og de velmenende kampagneplakater, man ser i baggrunden) stadig en del.
’Blokhavn’ – Instruktion, manuskript og animation: Gigis. Længde: 76 minutter. Vises i udvalgte biografer landet over.
