Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Einstürzende Neubauten laver oprørsk industrimusik. Nu er de blevet aristokrater

Det er en energisk vemodig og aristokratisk oprørsk oplevelse at høre de tyske industrial-pionerer Einstürzende Neubauten fejre 40 års-fødselsdag. Det sker med deres første reelle album i 12 år, hvor de dissekerer deres hjemby Berlins socioøkonomiske og arkitektonisk-emotionelle tilstand
Det er en energisk vemodig og aristokratisk oprørsk oplevelse at høre de tyske industrial-pionerer Einstürzende Neubauten fejre 40 års-fødselsdag. Det sker med deres første reelle album i 12 år, hvor de dissekerer deres hjemby Berlins socioøkonomiske og arkitektonisk-emotionelle tilstand

Mote Sinabel

Kultur
5. juni 2020

Det er en cirkel af murbrokker, der sluttes, når Einstürzende Neubauten på deres første, reelle album i 12 år formulerer et lyddigt til Berlin.

Byen, der var kløvet i to, dengang de i 1980 blev formet som et oprørsband med hang til trykluftbor og byggeaffald. Byen, som inspirerede dem til deres navn, da den kun lidt over 20 år gamle Kongresshalles tag styrtede sammen den 21. maj 1980. Kollapsende nybyggeri. Byen, der i 1981 – i eventteltet Tempodrom op ad Muren – lagde ryg til arrangementet Geniale Dilletanten, der præsenterede tyske kunstnere, der dyrkede støj og collageteknikker.

Bevægelsen af samme navn husede ud over malere og skulptører også bands som Die Tödliche Doris og Einstürzende Neubauten fra Vestberlin og Der Plan fra Düsseldorf. Det var et frontalangreb på 68-generationens opbyggelige sloganisme, der for længst havde udmøntet sig i et velnæret og fastlåst politisk etablissement. I Murens og en truende atomkrigs skygge formulerede disse bands en rå vrede og en ny lyttemodus.

Einstürzende var lyden af en ny industrialmusik, af byggeri og kollaps formidlet med trykluftbor, industriaffald, indkøbsvogne i sammenstød med rockinstrumenter.

Et kynisk udgangspunkt

Berlins vildskab og autoritet levede og lever i deres musik, og før eller siden måtte et helt værk fra gruppen handle om deres arrede, furede, stoute hjemby. Og det gør Alles in Allem.

Det startede med, at de skabte nummeret »Welcome to Berlin«, en harsk hilsen til globaliseringen og gentrificeringen af hovedstaden. Men sangen blev slettet, stemningen var ikke rigtig.

Så var der et vakuum, hvor det kyniske nummer havde været, og ud af det kom Alles in Allem, alt i alt. »Berlin som et tematisk emne spredte sig; kravlede bogtavelig talt ud af hullet,« lyder det i albumnoterne.

Einstürzende Neubauten har tidligere i forsanger Blixa Bargelds tekster kritiseret udviklingen i Berlin, og det gør de stadig. Men de fem aktuelle medlemmer – Bargeld, N.U. Unruh, Alexander Hacke, Jochen Arbeit og Rudolf Moser – gør så meget mere. Med barnets blik ser de på verden som en porøs uendelighed af muligheder. Med den intellektuelle aristokrats blik analyserer de forfaldet i byens byggeboom og indvandringen af en neoliberal overklasse.

»...here comes Ten Grand Goldie/ Will she pay by card?/ Yes, here comes Ten Grand Goldi/ Kisses and depart«, lyder det på den delvist engelsksprogede »Ten Grand Goldie,« der åbner albummet med varemærke-værkstedsrytmik på diverse jernrester fra overflodssamfundet, men også et sært hjemmeorgel-intermezzo og dirrende strygere.

Foto: Mote Sinabel

Foto: Mote Sinabel

Rosa Luxemburgs lig i kanalen

Åbningsnummeret afløses passende af en begrædelse af det marxistiske ikon Rosa Luxemburg på »Am Landwehrkanal«, der blev myrdet af højreradikale den 15. januar 1919 og smidt i vandkanalen. Det er et sært folkeligt nummer, nærmest en drikkevise, som man uden besvær kan synge med på.

Rosa Luxemburg gæstede i øvrigt engang Arbejdernes Forsamlingsbygning i København. Da stedet var blevet omdøbt til Ungdomshuset spillede Einstürzende Neubauten koncert der. Da de begyndte at bore i interiøret med et trykluftbor blev instrumentet/værktøjet taget fra dem. Ved flere senere koncerter i København har Bargeld bedt om at få det tilbage.

Tilbage i berlinereposset synger han – på sit smukt dramatiske tysk og på engelsk – om de såkaldte trümmerberge, vragbjergene, som blev rejst i og omkring Berlin af ruinhobene fra Anden Verdenskrigs sønderbombede huse. Han udpeger det direkte i sydvestbydelen Schöneberg på »Grazer Damm«, og antyder det på »Wedding«. Det er en gribende messende hyldest til den nordvestlige bydel af samme navn, hvor Bargeld igen og igen synger ordet.

»Tempelhof« behandler den nazistisk opførte, nu lukkede lufthavn i det sydlige Berlin. »The ticket hall – unstaffed/ No processing done here,« lyder det i engelsk oversættelse fra pressematerialet. I øvrigt er »Tempelhof« det tætteste Neubauten formentlig nogensinde kommer på Disney med nummerets drømmende harpe.

Bedeskåle og luftsirene

»Grazer Damm« er en ulmende hymne med strejf af perkussion på både trommer og metalaffald. Titlen refererer til en gade i Schöneberg, bydelen, hvor Bargeld voksede op – nu vævet sammen med drømmebilleder. Folk kaster sig fra bygningen, han står i, med faldskærme, der ikke kan nå at folde sig ud. Et selvmord via gasovn sprænger hul i facaden.

På »Zivilisatorisches Missgeschick« huserer luftsirene, skærende og bankende og tindrende industrilyde og et langsomt åndende orgel. Og Bargelds sprøde røst ombygges til uhyggelig lillepigestemme.

»We don’t live here any more
There are still things of ours there
From long ago
«.

På »Taschen« spilles der på buddhistiske bedeskåle, og til sangen søgte bandet traditionen tro mod lossepladser for at finde nye ting at slå på eller skære i eller stryge hen over. Men den går ikke i den moderne verden.

»De vil ikke lukke dig ind på lossepladser længere – af hensyn til sikkerhed og forsikring,« fortæller Bargeld i albummets noter. I stedet fyldte de den slags store plastiktasker – »Taschen« – som flygtninge ofte bruger, med klude. Og slog løs på dem.

Bandet ekspanderer konstant deres klangpalet.

Foto: Mote Sinabel

Foto: Mote Sinabel

Flasker og regn mod scenen

Første gang denne signatur så Einstürzende Neubauten flygtede 90 procent af publikum foran Grøn Scene på Roskilde Festivalen fra det infernalske lydtryk. Folk kastede flasker mod scenen, hvor forsanger Blixa Bargeld undveg dem. Det var en livsfarlig situation. Det var i 1989.

Sidste gang jeg så Einstürzende Neubauten udvandrede 100 procent af bandet efter 35 minutter på udendørsscenen på Haven Festival, København. »Vi leger med vores liv,« mente Blixa Bargeld, da det begyndte at regne med dråber, ikke flasker. Alt er relativt. Det var i 2018.

Historien om Einstürzende Neubauten er historien om oprørerne, der blev aristokrater, deres musik er blevet stadigt mere tyst og belønnende i traditionelt kompositorisk forstand.

Men de har ikke glemt oprørets etos. Det gemmer sig blot nu i pausen, stilheden, som de dyrker så frækt. Oprør er jo en nedrivning af det bestående, og intet er mere konsolideret i vores kultur end larm. Så ned med den.

»Silence is sexy,« lød det engang fra gruppen. Det er stilheden stadig. Og den drejning mod miraklet i det tyste, som påbegyndtes i 1993 på deres sjette album Tabula Rasa forfines yderligere her. Det er deres mest afdæmpede, mest kompositorisk gennemført smukke og dermed mest tilgængelige album til dato.

»Our song is now freshly renovated
The walls rendered, a new tone tested
The verses stripped down
A walk-in wardrobe fitted as a final resort

Alt i alt kan alle begynde her.

Einstürzende Neubauten: ’Alles in Allem’ (Potomak)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels østergård

En fantastisk plade, som altid. Kun "Lament" var lidt en skuffelse IMO.
Passer perfekt ind i samlingen; lige efter Billie Eilsih.

Niels østergård

Oh, Eilish heddr hun...

Niels østergård

PS; Blixa Bargeld har altid været en aristokrat.
Det er bare blevet mere tydeligt nu.

Thomas Tanghus

Jeg husker det som en rigtig sød episode, da de udadtil kompromisløse BZere alligevel ikke ville have berlinpunkere til at hamre i den fine stuk i Ungdomshuset. Var der (vist?) desværre ikke selv. Ikke alt står helt klart fra den periode ;)

Morten Balling

@Thomas Tanghus

2. gang Einsturzende skulle spille i Ungeren skuffede de heller ikke. Vi havde alle indset at bandets nye gimmick var at de gik på scenen til den tid som stod på plakaten, så folk først mødte op når koncerten var slut.

Så dumme var man selvfølgelig ikke i Ungeren, så kl. 20:00 stod publikum nyfrisseret og forventningsfulde i salen. Kl. ca. 24 måtte en eller anden gå på scenen og fortælle at Blixa havde taget for meget, og lå og brækkede sig i en spand ude backstage. Så kom igen i morgen.

Raseriet det medførte oversteg næsten den 1. gang de fuckede med Ungeren, og hvis jeg ikke husker meget fejl var det vidst første og eneste gang hvor folkene i Ungeren spekulerede på at ringe til Overbetjent Stavknald og hans disciple for at få hjælp.

Thomas Tanghus

Akkeja, jeg ruller lige rollatoren frem til den næste demo.