Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Eva Mulvads seks år lange dokumentation af familie i asylsagslimbo er ægte empatiarbejde

Dansk dokumentarfilm har under 10’ernes flygtningekrise gjort et kæmpe empatiskabende arbejde ved at skildre både krig og det bureaukratiske asyllimbo, som hele barndomme tilbringes i. Og Eva Mulvads DR2-aktuelle ’Kærlighedsbarnet’ er en rammende og nærværende familiehistorie om flugt og ulidelig uvished
’Kærlighedsbarnet’ om fireårige Mani og hans mor Leila og far Sahand og deres flugt fra Iran er ikke stilistisk nytænkende eller vild, men et smukt eksempel på, at vi har brug for de helt nære historier og for de kræfter, der bruger masser af år på at kunne fortælle de historier helt rigtigt.

’Kærlighedsbarnet’ om fireårige Mani og hans mor Leila og far Sahand og deres flugt fra Iran er ikke stilistisk nytænkende eller vild, men et smukt eksempel på, at vi har brug for de helt nære historier og for de kræfter, der bruger masser af år på at kunne fortælle de historier helt rigtigt.

Morten Ranmar

Kultur
23. juni 2020

Dansk dokumentarfilm har med film som Armadillo og Feras Fayyads to oscarnominerede film De sidste mænd i Aleppo og The Cave bragt os ulideligt tæt på krige i de lande, vi hvert år modtager flygtninge fra.

Og nogle af landets etablerede og bedste dokumentarfilmskabere har dertil brugt år på at følge immigranter på flugt fra undertrykkende og krigsramte styrer og rundt og rundt og rundt i det limbo, som sagsbehandling om asyl og opholdstilladelse bliver for mange.

Målet med den slags filmisk dokumentation er vigtigt: at fortælle de små skæbneshistorier bag tidens store politiske historie om flygtningestrømme.

Ditte Haarløv fulgte for eksempel en ung familiefars rejse som bådflygtning fra Mauretanien til København i Under den samme himmel fra 2013

Instruktør Mira Jargil havde på årets onlineversion af filmfestivalen CPH:DOX verdenspremiere på En splittet familie, der gennem flere år følger en familie på flugt fra Syrien. Moren sendes til Assens og faren til Canada, mens de to sønner efterlades alene i Tyrkiet, hvor de først knuste, så forråede af forældresavn, bliver ældre og for tidligt voksne og til sidst så store, at faren ikke længere kan bære at se billeder af dem: Han vil huske de børn, han forlod, ikke mindes om, at de børn ikke findes længere – at han var rejst i forvejen og blevet der i store dele af deres barndom.

Et stort ord

Denne ubærlighed i limboland kendetegner også Eva Mulvads Kærlighedsbarnet, der også blev vist på CPH:DOX, men nu har tv-premiere tirsdag aften. Her følger vi en lille iransk familie, fireårige Mani og hans mor Leila og far Sahand, fra de ankommer, hjerteknuste og dødsangste, til en lufthavn i Istanbul i 2012 og seks år frem.

Forældrene har fået Mani uden for ægteskabet og er nu flygtet fra Leilas voldelige mand. En iransk dommer, fortæller Leila, mente, at hun ikke kunne blive skilt fra en voldelig stofmisbruger, så længe han gav hende tag over hovedet. Hun måtte tage sig til takke med bønner og tv, lød det. 

Så nu er de flygtet fra et regime, der kan finde på at straffe utroskab med døden. Og hvis efterretningstjeneste Sahand i øvrigt under tvang har arbejdet for og nu vil flygte fra for altid.

Leila bryder sammen, da hun til sin iranske terapeut i Istanbul genfortæller, hvordan en læge efter et tjek skriver »statsløs« i sine papirer. 

»Det ord knuste mig,« fortæller hun grådkvalt: »I hele denne store verden tilhører du ikke et eneste lille stykke land. Statsløs! Hvor kommer jeg fra? Hvem er jeg? Statsløs er et meget stort ord. At være flygtning er som at være her, men ikke rigtigt eksistere. Du er ikke død, du er levende, men ikke ægte til stede.«

Det er den følelse, det limbo, Mulvad og hendes hold af fotografer giver os indsigt i. 

Kameraet er der således både det første år i Istanbul, når lille Mani flipper skråt på Sahand, som engang udgav sig for at være hans onkel, men nu pludseligt hævder at være hans far: »Gå væk, jeg vil ikke lytte til dig, du er ikke engang min onkel, du er bare et gammelt bæst! « skriger den lille grædende dreng, der ikke har sin familie, sit værelse, sit legetøj og sin egen far længere.

Kameraet er der, når det spidser til mellem de to voksne, og de råber og skriger hinanden i hovedet: »Du er dum!«, »Alt ved dig er dumt!«, »Du er en dum idiot« osv. Og når de finder hinanden igen.

Men så fik Donald en ide

Filmen indgår midt i dette drama over tid også i 10’ernes store fortælling om flygtningestrømme og om den store tilstrømning fra Syrien til Tyrkiet, der pludselig trækker familiens ansøgning om asyl i langdrag. Senere bliver deres planer smadret af en amerikansk realitystjerne, der fuld af pep i starten af sit præsidentembede tager en frisk beslutning om at forbyde al indrejse fra syv muslimske lande – herunder Iran.

Mulvad viser os ikke nyhedsklip, vi hører ikke præsidenten tale, vi ser bare denne familie, der sidder knugede ved deres computer og med deres telefoner og dag ud og dag ind tjekker deres svarstatus fra FN. Et afslag kan sende dem tilbage til Iran – til stening og henrettelse. Hvis udfaldene af deres sager er forskellige, kan de blive splittet igen. Og samtidig må de jo så leve deres liv. 

Manis hår bliver længere, ryggen rankere, han svarer sine forældre på tyrkisk, når de stiller ham et spørgsmål på deres modersmål. Først slider Sahand med ufaglært arbejde, men siden tager de begge deres læreruddannelse i brug og får penge til støvler og frisør. Der er fødselsdage og fis, romantik og dagligdags mundhuggeri, og så er der under det hele Iran som både trussel og længsel og en potentiel dødsdom afsagt på en hjemmeside.

Denne lille families situation er kompliceret, længden på sagsbehandlingen er ulidelig, men historien er ikke ekstraordinær, hvilket er godt. De er én familie af så utroligt mange, hvis liv afhænger af skrankepavers overbærenhed, af internationale vinde og af held i bureaukratiet.

Kærlighedsbarnet er ikke stilistisk nytænkende eller vild, men et smukt, klassisk eksekveret eksempel på, at vi har brug for de helt nære historier og for de kræfter, der bruger årevis på at kunne fortælle de historier helt rigtigt.

Det er et kæmpe stykke empatiskabende arbejde, der gør os bevidste om, at der bag enhver asylsag er vilde, dramatiske menneskeskæbner på spil. Det ved vi jo godt. Men med film som denne kan vi mærke det.

’Kærlighedsbarnet’ – Instruktion: Eva Mulvad. Medinstruktion: Lea Glob og Morten Ranmar. Fotografi: Eva Mulvad, Lea Glob, Morten Ranmar, Meryem Yavuz, Esben Grage og Henrik Bohn Ipsen. Kan ses på DR2 tirsdag den 23. juni klokken 20.30.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her