Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Fløjt-along med den skønne folktrio Dreamers’ Circus

Når melodierne er så smukke, som tilfældet er på ’Blue White Gold’, er det fløjtende ligegyldigt, om de bliver spillet på en violin fra 1700-tallet, en plastikmelodica eller en træskofiol. De virker lige fortryllende
Dreamers’ Circus.

Dreamers’ Circus.

PR

Kultur
10. juni 2020

Det er virkelig svært at fløjte og grine samtidig. Det ved man, hvis man har prøvet det. Det er også virkelig svært ikke at fløjte med på »The World Was Waiting«, der er andet nummer på Dreamers’ Circus fjerde album Blue White Gold. Det bekræfter musikvideoen til det ørehængende og glædesspredende instrumentalnummer, hvor folk fra hele verden spidser læber til et globalt og velfornøjet fællesfløjt.

Nummeret er et af de mest lette, ja, jeg havde nær skrevet fjollede på pladen, der ellers er en seriøs samling kompositioner med en skøn og alvorstung skandinavisk klangbund.

Glem ikke, hvor svært det er at skrive enkle og forførende musikalske temaer, der kan gentages med små variationer, uden at de virker monotone eller uopfindsomme, men i stedet bliver en melankolsk affyringsrampe for lytterens indre drømmerejse.

Den evne besidder Dreamer’s Circus par excellence. Det beviste de med deres forrige album, den rekommanderbare Rooftop Sessions fra 2017, og de har ikke glemt kunsten i de tre år, der er gået siden da.

Dreamers’ Circus er en dansk-svensk trio, der spiller nordisk folkemusik med rødder i både jazz, klassisk musik og den svenske spillemandstradition. Det gøglede drømmehold består af pianist og harmonikaspiller Nikolaj Busk, violinist Rune Tonsgaard Sørensen og skånske Ale Carr, der spiller diverse særprægede strengeinstrumenter. Han mestrer både den pæreformede cister, en hawaiiansk ukulele og en træskofiol, der, som navnet antyder, er en bizar bastard mellem en træsko og en violin, og som han forresten er intet mindre end verdensmester i at spille på.

Uhørt vemod

Dreamers’ Circus’ numre er vemodige uden at være triste. De er traditionsbevidste og romantiske uden at blive sentimentale. Og de tre spillemænd har en utrolig sans for at variere intensitet og styrke i deres samspil, hvilket gang på gang hensætter lytteren i en særlig salig trance.

Blue White Golds 12 numre byder på lidt af hvert. Der er en bryllupsmelodi og en vals dedikeret til den japanske animationsfilmskaber Hayao Miyazaki, hvor harmonika og violin på skift tegner deres helt egne eventyr. Og så er »Brestiskvaedi« og »North of Trondheim« trioens egne arrangementer af henholdsvis en færøsk ballade og en nordnorsk folkevise. Det er lyden af William Heinesen, Edvard Grieg og Bill Evans på fælles fisketur i den svenske Skærgård en dugvåd forårsmorgen.

Rune Tonsgaard Sørensen kan med sin violin skabe et uhørt vemod, men også være håbefuld og drømmende som på den bluegrassbrusende »Bubbles in Central Park«. Mere urovækkende er den korte »The Whale Road« og den filmiske »Bridges of Tears«. Sidstnævnte åbner med en klagende knagen fra gammelt træværk, der ligger og ulmer undervejs, mens violinen og Nikolaj Busks lyse klaverimprovisationer kæmper med at fortrænge den.

På den følsomme »No News« spiller Busk på, hvad han selv betegner som en crappy plastikmelodica, men når melodierne er så smukke, som tilfældet er på Blue White Gold er det fløjtende ligegyldigt, om de bliver spillet på en violin fra 1700-tallet eller bliver pustet ud mellem læberne på trioens tre spillemænd. De virker lige fortryllende.

Dreamers’ Circus: ’Blue White Gold’ (Vertical Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her