Hvis der er noget, som briterne er gode til, så er det at lave sorgmuntre film, der baseret på virkelige begivenheder fortæller vedkommende om en flok helt almindelige mennesker, som finder sammen og hjælper hinanden gennem svære tider.
Tænk bare på Det’ bare mænd (1997, The Full Monty), Calendar Girls (2003) og Brassed Off (1996), der nu får selskab af Sangklubben (Military Wives på engelsk), som tilmed er instrueret af veteranen Peter Cattaneo, manden bag Det’ bare mænd.
Kristin Scott Thomas spiller den stivbenede oberstfrue Kate, der forsøger at aktivere de andre soldaterkoner på den militærbase, hvor hendes mand er øverstkommanderende, da han og det øvrige kompagni sendes til Afghanistan.
Kate får sammen med Lisa (Sharon Horgan) etableret et kor, men de to kvinder er så forskellige, at de til at begynde med slet ikke kan udstå hinanden. Hvor Kate er en dominerende regelrytter, er Lisa en noget mere tilbagelænet type, der foretrækker et glas vin eller tre, når hun skal forsøge at glemme, at hendes mand er i krig.
Kates voksne søn, Jeremy, der også var soldat, mistede livet, da han selv var udsendt, og al hendes vrede og sorg bobler lige under den velpolerede, beherskede overflade. Lisa har derimod svært ved at styre sin store teenagedatter, Frankie (India Amarteifio), der ikke synes, det er spor sjovt at bo på en militærbase midt ude i ingenting.
Men efterhånden finder de to kvinder så at sige rytmen og kammertonen, ikke mindst i forsøget på at få de kvinder, der udgør koret, til at synge, så det er til at holde ud at høre på. Ikke mindst da koret bliver inviteret til at optræde til en mindehøjtidelighed i selveste Royal Albert Hall i London.
Jordbunden tilgang
Der er med andre ord ikke mange overraskelser at hente i Sangklubben, der mere eller mindre slutter, som man venter det – også selv om den altså tager udgangspunkt i virkelige begivenheder og personer (der findes i dag soldaterkonekor over hele verden). Men det er nu stadig en fin og underholdende film, ikke mindst på grund af Kristin Scott Thomas og Sharon Horgans mere end solide, troværdige præstationer. Kate og Lisa er som hund og kat, og der er flere morsomme scener i filmen, hvor de to konkurrerer om, hvem der er korets egentlige leder, og går i vejen for hinanden. Det ender med, at Kate dirigerer, mens Lisa spiller til på sit keyboard.
Men der er også masser af genkendelighed at finde i de utilpassede skikkelser, som udgør resten af koret – og som alle kæmper med ensomhed og savn – i forholdet mellem Lisa og hendes datter og i Kates afgrundsdybe sorg over sønnens død, som hun aldrig for alvor har fået talt om eller bearbejdet.
Det er denne (med)menneskelighed og ikke mindst psykologiske og følelsesmæssige klangbund, som gør Sangklubben værd at se – kombineret med en god portion humor, der udspringer af personerne og deres forskelligheder og vekslende tryghed ved at stille sig op foran andre mennesker og synge.
På et tidspunkt skal koret optræde på det lokale marked, men larm fra biler og mennesker hyler dem alle ud af flippen, og det, der skulle have været det første skridt på vejen mod Royal Albert Hall, er i stedet tæt på at resultere i korets opløsning.
Peter Cattaneo og filmens to manuskriptforfattere, Rosanne Flynn og Rachel Tunnard, har et godt blik for mennesker og måden, de taler på, og på intet tidspunkt føler man sig hensat til en af de pastelfarvede, overgearede fantasier, som Hollywood så ofte laver, når amerikanerne tumler med samme slags melodramatiske materiale.
Briterne har en anden og mere jordbunden tilgang og stil – også visuelt: Det regner som bekendt en del i Storbritannien – hvilket i dén grad klæder historien. Og ja, den følsomme filmredaktør fik både klumper i halsen og tårer i øjenkrogene indtil flere gange undervejs.
’Sangklubben’ – Instruktion: Peter Cattaneo. Manuskript: Rosanne Flynn og Rachel Tunnard. Fotografi: Hubert Taczanowski. Længde: 112 minutter. Biografer landet over
