Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Man føler sig klogere på utroskab efter læsning af Søren R. Fauths nye digtsamling

Raseriet over den elskedes utroskab er ikke kønt, men det findes i verden. Søren R. Fauth har givet det form og navn med ’Moloch’
Søren R. Fauths er den bedragne, hans elskede hustru, som han har fire børn sammen med, har en affære med en fra jobbet. Alt sammen meget privat, men så er der ordet ’fortælling’, der viser hen til en form. Det private (eller personlige) raseri har fået fortællingens form og peger nu ud i verden.

Søren R. Fauths er den bedragne, hans elskede hustru, som han har fire børn sammen med, har en affære med en fra jobbet. Alt sammen meget privat, men så er der ordet ’fortælling’, der viser hen til en form. Det private (eller personlige) raseri har fået fortællingens form og peger nu ud i verden.

Claus Bonnerup

Kultur
19. juni 2020

Hvis man som jeg har svært ved at se forskel på, hvornår et stykke litteratur er privat, og hvornår det er personligt, og samtidig finder det nærmest umuligt at opstille regler for, hvad det går an og ikke går an at skrive om af hensyn til levende og døde, så er der inspiration at hente i digterfilosoffen Søren R. Fauths nye langdigt, Moloch, og især i undertitlen En fortælling om mit raseri.

Selve raseriet skyldes utroskab og dermed farvel til tillid og tro på livet og goddag til jalousi, (selv)had og en masse andre følelser, man ikke vinder popularitetskonkurrencer på.

Men lad mig blive ved undertitlen lidt endnu.

Det personlige pronomen ’mit’ viser hen til et specifikt jeg, Søren R. Fauths. Han er den bedragne, hans elskede hustru, som han har fire børn sammen med, har en affære med en fra jobbet. Alt sammen meget privat, men så er der ordet ’fortælling’, der viser hen til en form. Det private (eller personlige) raseri har fået fortællingens form og peger nu ud i verden. 

Her bor en dæmon

Form er alt, og formen i dette værk er hård. Det ser man helt ud i Viktoria Smirnova-Senderovitz’ grafiske tilrettelægning. Bogen er høj og smal, skriften tårner sig op som et af de spanske bjerge, den rasende cykler på for at »kunne holde dagen ud«, eller skriften har form som netop det tårn, han til sidst meget symbolsk og helt bogstaveligt kan flytte ind i og en dag tage sine børn med op i og herfra pege over på Fyn, hvor den læge, hans lægehustru bedrog ham med, bor, og råbe: »der skal vi aldrig bo/ Fyn findes slet ikke/ og hvis Fyn findes/ er Fyn den største misforståelse/ der findes/ Fyn er en stor kage med brun farin/ og hvem gider drikke bajere fra Albani?!«

Her er raseriet blevet bearbejdet, humoren gør det til at holde ud, men citatet er også fra bogens næstsidste side. Inden da er alle de altfortærende følelser, der er knyttet til hustruens affære, gengivet som det de er: grimme, usympatiske og narcissistiske.

Titlen Moloch siger det jo også, her bor en dæmon, eller også siger digtet det selv: »Moloch spiser mig/ igen og igen/ kaster mig op hver dag/ monstret kommer til mig om natten/ kommer til mig om dagen/ i toget/ i bilen/ kommer til mig i armene på min elskede/ når jeg ser på mine børn/ ved Lago di Como/ i nærheden af Firenze/ kommer til mig i en spansk bjerglandsby/ finder mig overalt/ driver mig til vanvid// overalt«.

Form er håb

Arbejdet med formen giver sig også til udtryk i tilbagevendende motiver og steder. Det repetitive bliver digtets musik, form er håb, cirkelbevægelserne er ligefrem opløftende, og som æstetisk virkemiddel passer de godt til alle de cykelture, jeget foretager igennem fortællingen.

At cykle er en ideel tilstedeværelse i verden, ligesom at skrive og at læse er det: »jeg vil skrive/ jeg vil læse/ jeg vil cykle«, står der et sted, eller: »jeg vil være cykelmunk«.

Cykling er terapi og dagens fix.

Eller når Fauth tager filosofstemmen på: »Cyklingen er for mig dette tilbagevendende forsøg på at komme hinsides mig selv/ eller sagt på en anden måde:/i det punkt/ hvor jeg møder mig selv/ i mit jegs ubetydelige epicentrum/ eliminerer jeg på en god dag mig selv.«

Digtet bevæger sig ustandseligt, men falder af og til også til ro og lader linjerne ophøre på en mest hvid side. Linjebrud skaber små forskydninger i betydningen, som en understregning af, at forvandling er mulig. Eller digtet skrider fremad fortællende, for så igen at vende tilbage til især »Rilkes Ronda«, det findes og ligger i Spanien, men i Moloch forbliver det et utopia.

Den største hævn

Den store cirkel sluttes ved, at den skrivende til allersidst vender tilbage til den tekop, han begyndte ved, og som han kom til at vælte ud over skrivebordet og Schopenhauers Verden som vilje og forestilling. Der er strengt taget ikke nogen grund til at hidse sig op over spildt te med mælk og honning på skrivebordet, men for jeget i Moloch skal der netop ingenting til. Verden er styrtet sammen, Verden som vilje og forestilling er fra »den gang vi boede i Tønder«, og Fauth brugte fem år på at oversætte Schopenhauers værk, »fem år/ hvor jeg troede/ at alt var muligt«. 

Det handler naturligvis ikke om »den dampende bergamotteduftende/honningberigede te«, jeget spilder, men om at vi med sanserne og de helt banale hændelser er til stede i verden. Dér bliver den virkelig, og der kan fortællingen begynde og efter et langt (mare)ridt slutte.

Og ja, jeg føler mig klogere på utroskab herefter. Ikke i opbyggelig forstand, men klogere i forhold til at forstå de følelser, der følger med. Herunder had og hævnfantasier. Det er ikke kønt, men det findes i verden.

Hanrejen får dog på en måde den største hævn, idet han citerer den fynske læges kærlighedsbreve til »min rose«. Det er ondt gjort, for de breve er virkelig lamme, men også det prøver Moloch-digteren og tillige Thomas Bernhard-oversætteren at forstå: »Der må/ tænker jeg siddende i en hvid plastikstol/ være en god og dyb forklaring på/ hvorfor du falder for noget så uendelig plat og dumt som ’min rose’.«

Søren R. Fauth. ’Moloch. En fortælling om mit raseri’. Vandkunsten. 244 sider. 300 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Yow!! :-D
Tak