Frida Brygmann og Thomas Korsgaard har skrevet en opdatering af ’Gummi-Tarzan’

Der gemmer sig flere nyheder i bognyheden Minimund af Frida Brygmann og Thomas Korsgaard: 1. Det er forfatternes børnebogsdebut og 2. Minimund er en opdatering af Ole Lund Kirkegaards Gummi-Tarzan fra 1975. Eller Ivan Olsen, med øgenavnet Gummi-Tarzan, har i Sylvester Torkildsen, med øgenavnet Minimund, fået sig en lidelsesfælle og 55 år yngre tvilling.

Sylvesters vatnissethed består i hans »lille, lyse egernstemme«, det er den, der gør, at Esben og William fra hans klasse har fundet på øgenavnet Minimund. Det lyder måske ikke særlig slemt at blive kaldt Minimund, men netop dét er en af de mange fine ting ved bogen.

Mobning behøver ikke at være iøjnefaldende ydmygende (som buksevandet i Gummi-Tarzan). Frida Brygmann og Thomas Korsgaard har et fælles fintfølende apparat for de tilsyneladende små ydmygelser, der føles store for den, de rammer. Den subtile magtkamp mellem børnene kan være nærmest usynlig. Som f.eks. i den matematiktime, hvor Sylvester efter et nederlag ved tavlen går ned til sin plads og bliver »snittet af Esbens hårde skulder«.

Minimund er en tragisk historie om mobning, men den er også en komedie båret frem af situationer og karakterer. Et genretilhørsforhold, man ikke kan være i tvivl om med Lasse B. Weinreichs få og ganske fortællende tegninger.

Et af komediens virkemidler er som bekendt overdrivelsen. Hr. Thorkildsen er buschauffør, han har en dobbeltdækkerbus, som han også henter sin søn i fra skole. Blandt overdrivelserne er også den uendelige række af matematiklektioner, 2.b har. De er på »side 982« i matematikbogen.

Makkerparrets fintfølende apparat har desuden med sprog at gøre, og sproget møder komedien i de måder, hvorpå bogens karakterer taler. Hr. Thorkildsen glemmer ikke at nævne, at han er buschauffør, når han bidrager til samtalen. Sylvesters matematiklærer siger »Fokus!« for at få elevernes opmærksomhed, og Sylvesters magiske hjælper har mange gode talemåder, f.eks. indleder han ofte med at sige:

»Det skal jeg ikke blande mig i, men …«.

Der hvor Gummi-Tarzan får hjælp af en heks, får Sylvester nemlig hjælp af Nogen Kristiansen, en mand i lilla jakkesæt og med kalvekrøs på skjorten og naturligvis et stemmekatalog under armen. Han opsøger Sylvester, fordi han har skrevet et brev og puttet det i postkassen:

»Hvis nogen læser det her, så hjælp mig dog!!!«

Nogen og hjælpen findes altså, og Nogen kan hjælpe Sylvester med at få en anden stemme. Kort fortalt er det ikke løsningen. Sylvester skal ikke laves om, han er nemlig, som hans mor så rigtigt siger til ham:

»lige, som du skal være.«

Her nærmer vi os den tredje nyhed, som Minimund gemmer på. Den kræver lidt mere forklaring og handler om, at det i Minimund befriende nok ikke er forældrene, der er problemet. Det ser man ikke hver dag i børnelitteraturen.

Sylvesters forældre forstår ikke helt, hvad der foregår henne i skolen, hvor deres søn bliver mobbet, men de er i hvert fald velmenende. De er desuden egentlig både søde og kærlige. I modsætning til hr. Olsen, Ivans far, men også til mange andre af børnelitteraturens fædre, der læser avis eller bare er helt fraværende.

Traditionen tro er børnelitteraturens mødre hændervridende forklæder eller på sidste side en tryg pandekagebagende favn. Jeg generaliserer groft her, jeg ved det, og en meget vigtig børnebogsfar, nemlig Alfons Åbergs, passer slet ikke ind, men ham ville hr. Olsen nok også kalde en vatnisse – og hvis han besøgte denne bog, ville han helt sikkert være enig med Sylvesters forældre i, at drenge godt kan have glimmertusser i deres penalhuse.

Sylvesters forældre har hverken queerteori på reolerne eller en 1970’er-agtig tilgang til børneopdragelse, men de elsker deres søn, præcis som han er. De er nok som forældre (i virkeligheden) er flest, ikke perfekte, lidt famlende og uforstående, men det er faktisk ikke på grund af dem, at Sylvester ikke er glad.

Var der i øvrigt nogen, der undrede sig over Nogen Kristiansens stemmekatalog, der blev nævnt tidligere? Det er også en skøn ting ved bogen her. Hvis man skal læse den højt, og det skal man, så får man fri licens til at lave sin stemme om og lyde som en rockstjerne:

»DESSERT! NU! MED DET VONS!« Og som dronning Margrethe den Anden (hendes stemme »går man aldrig galt i byen med«), og ikke mindst som Sylvesters matematiklærer Tønde-Hanne og råbe »FOOOOOOKUS 2. B!«. Hanne bliver faktisk også mobbet, men det er der ikke nogen, der tager sig af. For ikke alt er tænkt på ny i Minimund, men dejlig meget er.

Frida Brygmann og Thomas Korsgaard: ’Minimund’. Illustrationer af Lasse B. Weinreich. Carlsen. 100 sider. 150 kroner.