Hvad der allerede var lovning om i første afsnit af Grænseland, så kan DR være den historiske dramadokumentar mere end bekendt. Her ved dens afslutning cementerer DR sin position som ansvarlig og levende historiefortæller, der hverken svigter individet eller helheden.
Men jeg har løbende anmeldt alle fire afsnit af Grænseland og må konstatere, at hvad der i udgangspunktet var helt rigtigt også i sidste ende giver lidt problemer, når man skal afslutte historien. DR gjorde ret i ikke udelukkende at fokusere på Genforeningen i 1920, men at starte før Treårskrigen – sammenhænge blev tydeligere, og de mange generationer, der har oplevet områdets konflikter, blev anerkendt og forstået. Men hvor skal man så slutte, når der kun er fire afsnit, og tiden pludselig er knap?
I fjerde og sidste afsnit er Første Verdenskrig endelig slut, og de dansksindede i tysk tjeneste er på vej hjem til Slesvig. Det er forandrede mænd, der kommer hjem, gentages det. Virkelig fint iscenesat med at vise en stor forskel på de unge mænd, der sad i toget i tredje afsnit og godt nok skulle i krig, men også ud på et slags fælles eventyr i Europa, og så de mænd, der nu kører hjem på samme jernbanestrækning lemlæstede og psykisk martrede af kampe, hvis voldsomhed man svært kan forestille sig.
Grænseland har med sin overbevisende og rørende fortælling om de dansksindedes deltagelse i Første Verdenskrig muliggjort, at vi i højere grad vil opfatte den blodige konflikt som en del af danmarkshistorien.
Det er en stor fortjeneste, men hvad der er lige så vigtigt er, at serien har fortalt os historien om H.P Hanssen. En mand, hvis betydning for, at Danmark ser ud som det gør i dag, ikke kan overdrives, men som alligevel indtil nu vel primært er blevet opfattet som en helt for sønderjyderne. I Grænseland føres han med rette frem som en på den tid fremsynet mand, der forstod, at lande ville blive defineret efter nationale principper frem for eksempelvis territorial historie. Jakob Engmann spiller H.P. Hanssen med en blød stålsathed.
Skønt mange i Danmark ønskede at få alt det tilbage, de opfattede som tabt land fra krigen i 1864, så forstod H.P. Hanssen, at fred ville have bedre kår på lang sigt, hvis land fulgte folk, og at man derfor kun gik efter at få afstemning i de områder, hvor dansksindede var i flertal. Samtidig var det mere politisk opportunt. Men den del af historien får vi ikke tilstrækkeligt kædet sammen med de modstridende bevægelser, der prægede verden politisk efter Første Verdenskrig.
I stedet synes dette afsnit at tippe, så de ellers meget engagerende fortællinger om almindelige sønderjyder i dramatiseringen tildeles uhensigtsmæssigt meget opmærksomhed.
Den nye og den gamle verden
Selvfølgelig må man vælge fra, men alligevel synes jeg, man forpasser en mulighed for at sætte Christian 10.’s og Dannevirkebevægelsens arbejde for at få Flensborg indlemmet i Danmark eller i det mindste tildelt status som fristad i stil med Danzig (i dag Gdansk) ind i en større sammenhæng.
Genforeningen er reelt set et af de eneste rigtig gode eksempler på, at den amerikanske præsident Woodrow Wilsons 14 punkter for en ny verdensorden efter Første Verdenskrig, hvor folkets selvbestemmelse var en central værdi, blev ført ud i livet. Resten af Versaillesfredens aftaler var groft sagt drevet af hævntørst og en gammelverdenstankegang, hvor sejrherrer ønskede at trække streger på landkortet uden hensyntagen til ønskerne hos folket i området eller forståelse for mindretalskonflikter.
At den danske bevægelse med H.P. Hanssen i spidsen lykkedes med at få det dansk-tyske grænsespørgsmål på dagsordenen i Versailles handler selvfølgelig meget om, at ingen andre i lang tid rigtigt engagerede sig i det – hverken den danske regering eller den tyske rigsdag, men alligevel. Det er kampen mellem en gammel elite og en ny opfattelse af national identitet, folkelighed og borgerrettigheder, der udspiller sig her.
I det perspektiv tildeles påskekrisen og kongens afsættelse af Zahle-regeringen og det reelle statskup meget lidt opmærksomhed i dette sidste afsnit. Afgørende i den historie er selvfølgelig, at kongen ikke bare tabte den sag, men også ansigt, og endegyldigt måtte acceptere den begrænsning af sin magt, som resten af landet sådan set havde fungeret efter i nogle år. Kongemagten var reduceret til det, den var, da han få måneder senere red over den grænse, han selv var modstander af, på sin hvide hest. Hold kæft og smil.
Det levende grænsespørgsmål
»Der skulle gå yderlige 35 år, før der endelig faldt ro over grænselandet,« siger Lars Mikkelsen afslutningsvist som en anerkendelse af, at al uenighed selvfølgelig ikke var glemt over natten efter Genforeningen.
Men det er i bedste fald en meget raffineret underspillet henvisning til den historie, alle i Danmark kender, men som havde færre varige (skønt selvfølgelig stadig mange) konsekvenser for grænselandet end Første Verdenskrig: Besættelsen og Anden Verdenskrig.
Og det er i værste fald en bagatellisering af de konflikter, som opstod efter folkeafstemningen i grænselandet, og som prægede området op til den næste verdenskrig, som hang så uløseligt sammen med den første. Tyskland anerkendte faktisk ikke den nye grænse, før de vadede ind over den i 1940 og først helt formelt i 1955 (efter de »yderligere 35 år«). Grænsespørgsmålet var i høj grad stadig levende for de, der boede i området efter afstemningen, Dannevirkebevægelsens nederlag, påskekrisen og den endelige genforening.
På en måde afviger dette sidste afsnit derfor fra det ellers fine princip, der har præget serien indtil nu: Nemlig at genforeningsjubilæet er en anledning til at tænke over, at grænsedragning altid bunder i konflikt, og at den fredelige region, vi kender Sønderjylland og Slesvig som i dag, i meget længere tid har været omgærdet af splittelse, og at det selvfølgelig også betyder noget for dynamikkerne i grænselandet i moderne tid. Historien starter ikke med Genforeningen, men den slutter heller ikke med den.
Overordnet har DR ikke bare fortalt os historien om Genforeningen, men om hvordan man i det 19. og 20. århundrede skabte et folk. Vi tager nationalstaten for givet i dag, men den fandtes ikke for de bønder, som første afsnits Laurids Skau forsøger at samle om den danske sag i 1840’erne.
Men langsomt fik nationalromantikkens, højskolernes og borgerrettighedsbevægelsernes fokus på folkeliv redefineret, hvad det vil sige at være borger i et land. Og som historiker Merete Bo Thomsen fra Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig beder os dvæle ved, så hedder det »nationalfølelse«. Følelser er som bekendt stærke sager. Faktisk kan de flytte grænser.
DR’s Grænseland er ikke bare en national fortælling om et folk der ’kom hjem’ til Danmark, men en åben undersøgelse af hvilke konsekvenser – positive som negative – det fik, at folket blev mobiliseret og fik adgang til magten ved hjælp af en styrkelse af det nationale sindelag. Ved at blive gjort til dansker i Danmark.
’Grænseland’, afsnit 4, DR1 søndag kl. 20. Instruktion og manuskript: Sine Ivic. Alle afsnit kan ses på dr.dk/drtv
Vi anmelder ’Grænseland’
Det skulle have været markeret med arrangementer i hele Sønderjylland, at vi i år fejrer 100året for Genforeningen, men det meste er aflyst. Tilbage står DR’s stort anlagte markering af jubilæet og helt centralt den historiske dramadokumentar ’Grænseland’. Vi anmelder hvert afsnit af historien om de blodige konflikter, der efterlod et arret folk og landskab i grænselandet.
Seneste artikler
DR får de tunge, mørke natteskyer over Sønderjylland til at føles som fælles skydække
2. juni 2020I tredje afsnit af ’Grænseland’ hæver DR for en stund blikket fra grænsen og ser ud over Europa, hvor sønderjyderne viser os Første Verdenskrigs tragedie. Overbevisende og bevægende bliver den en del af danmarkshistorien, som den bør væreDR tager os i andet afsnit af ’Grænseland’ til fællessang i kvalmegrænseland
25. maj 2020I det mere ujævne andet afsnit af ’Grænseland’ er der føget ugræs over hegnet i Sønderjylland, og DR holder med nød og næppe balancen på den kvalmegrænse, der altid truer, når det handler om fædrelandssangeDanskerne er godt tjent med DR’s dramatiske formidling af Genforeningen
18. maj 2020Særligt valget af hovedperson i første afsnit af ’Grænseland’ viser, at DR ikke bare vil fortælle historien om de glade dage i sommeren 1920. I stedet gør man generationer af sønderjyder ære ved at fortælle om hele den definerende historiske periode, hvor grænsen blev rykket rundt på magtens landkort som snubletråd under fødderne på folket med blodig konflikt og splittelse til følge
Kongen reagerede jo på et folkekrav, der havde været massive demonstrationer for Flensborg skulle til Danmark. Mange danske politikere var også den gang tossegode og arbejdede ikke for Danmarks sag, men for den utopiske sag, det vandt Tyskland på.
Tyskland havde i årtier målrettet undertrykt, fortysket og kulturelt udrenset det danske så godt de kunne, det gav resultat og det vandt de på.
Tyskland tabte intet, men vandt ved krig og vold Laurenborg, Holsten og Sydslesvig fra Danmark, det er stadigvæk ca. 1/3 af det danske territorium.
Peter Hansen. Det virker da mere som om kongen gik direkte imod folket og et demokratisk valg da han fyrede statsministeren.
Hertugdømmerne havde aldrig dansk majoritet og var kun blevet danske ved kongelige studehandler som var tidens trend.
I øvrigt er det tvivlsomt hvornår Tyskland “vandt ved krig og vold Laurenborg, Holsten og Sydslesvig fra Danmark,“ da Tyskland på daværende tidspunkt IKKE eksisterede. Det var Danmarks forsøg på at indlemme de tysktalende hertugdømmer i den danske stat der affødte krisen og derefter krigen. Preussen havde i øvrigt flere forslag til deling der helt gik efter sproglige linjer og de tysktalendes retfærdige ønske om ikke at blive tvunget ind i den fattige danske stat til evig økonomisk udnyttelse.
Nu skal man heller ikke glemme hvem der inddelte valgzonerne og blev grådige. Det var Danmark der fik dem tegnet op til Versailles.
Man kan undre sig over, at det er lykkedes at skjule, at tre generationer af Glücksborgere som statsoverhoveder placerer sig i spektret fra problemvoldere til rene katastrofer. Der er jo næsten ingen ende på, hvad disse mennesker ikke kunne begribe af fænomener som demokrati, arbejderbevægelse og nationalliberalisme, for slet ikke at tale om dynamikken i den indre-tyske udvikling, Bismarck som et politisk geni, der lod den danske konge fremstå som idiot, og det preussiske militærs teknologiske overlegenhed.
@Kent Nørregaard
Sikke da en forskruet historieskrivning!
Der findes ældre traktater som garanteres Danmarks suverænitet og overherredømme, samtidigt med det glemme du tiden inden at Sønderjylland som det hed inden det blev kaldt Slesvig og Holsten.
Dansk har man talt meget længere ned end til kun Slesvig og i Slesvig har der klart været en dansksproget majoritet langt op i tiden, men dansk blev fortrængt af tysk indvandring ,sprogmode og til sidst udrensning og direkte fortyskning, men derved mister en stat og et land vel ikke sin ret?
Du kan da heller ikke kalde Danmark grådig fordi den står ved sin historisk og juridiske ret, den grådige i det her spil er vel det dengang nye lebensraum hungrige Stortyskland, som ikke kunne få nok og tromlede stort set alle sine naboer.
Et er også at miste land og folk, økonomisk havde det katastrofale følger, både nationalt som lokalt, økonomien og udviklingen blev sat skakmat, og selv i dag er Slesvig-Holsten inkl. Sønderjylland stadig økonomisk påvirket af tabet og delingen. Den gang var det hovedland, hvor den første jernbane, Danmarks vigtigste havn Altona lå osv. var meget vigtigt for det danske rige, i dag er landsdelen udkant på begge sider af grænsen, og næsten glemt af resten af landet når vi taler udvikling og investeringer, ikke en gang en tosporet jernbane kan det blive til i det Sønderjyske.
Kongen gik ikke i mod folket, det er en myte, der var flertal i befolkningen for at indlemme Flensborg, men der var en anden stærk befolkning gruppe som var i mod, og det var den der efterfølgende "vandt".
Jeg er ked af at måtte oplyse dig Peter Hansen men Danmark har aldrig haft overherredømme over Schleswig-Holstein og grænsen i dag går rimeligt meget efter de senere århundreders sproglige grænser.
Det er måske London-protokollen du taler om med dit lidt vage “tidligere traktater” og heri står det at Schleswig er et hertugdømme i personalunion med Danmark, ikke integreret i Danmark. Holstein og Lauenburg var i øvrigt tysktalende og på ingen måde dansk eller delt som kan siges om Schleswig. Frederik d.7. var en slyngel og forsøgte som at adskille Schleswig fra Holstein for at integrere det hertugdømme tættere ind i det danske kongerige i direkte modstand mod London-protokollen som Danmark havde underskrevet i 1852.
Du må i øvrigt lige sende links til den påståede udrensning. Tak.
Og jo kongen gik imod folket, for folket havde stemt. Eller har du bekvemt glemt det?
@Hen Nørregaard
Nej, jeg ser endnu længere tilbage, men skal vi ikke blot blive enige om at vi er uenige!
Min holdning er naturligvis at Staten Danmark havde retten på sin side til overherredømmet og hele Slesvig - Holsten, hvad man så internt kunne finde ud af efterfølgende folk i mellem er en anden sag,, men at anketere land og jord er selv ikke i dag ikke gangbart.