Det handler om dyr og mennesker, hvis man skal tro introduktionen til Glyptotekets udstilling med kunstneren Tal R. Heldigvis er værkerne knap så konkrete som introteksten. Værkerne vælger derimod på en konsekvent ubeslutsom måde at tage sig lidt ud som mennesker, lidt som dyr og en hel del som alt muligt midt imellem.
Tal R’s skulpturer er hybride og halvt amorfe, selv om de nogle steder leger med forskellige former for figuration, så det pludselig ligner et eller andet. Det er menneskedyr og dyremennesker, der glider uformeligt ind og ud af hinanden, forvandler sig til ukendte legemer, flygtige drømmevæsner.
De mørklagte sale, hvor kun spotlys rettet direkte mod de udstillede skulpturer oplyser rummet, skaber fra begyndelsen en drømmeagtig atmosfære. Skulpturerne står som alvorsmænd fanget midt i rampelyset, overrumplede og stivnede, men animerede af halvmørket og skyggernes langstrakte tegninger på gulvet. Skulpturernes overraskende former, der som indsovningens særeste tankefigurer er halvt genkendelige og halvt abstrakte, understøtter fornemmelsen af at bevæge sig ind i et drømmeunivers, at falde i søvn.
Vintersøvn
Et af udstillingens centrale værker, som danner en slags overgang i vinklen mellem de to hjørnesale, hedder meget passende Vintersøvn og tager sig virkelig ud som en fremstilling af et abstrakt og sammensat begreb. Skulpturen skaber med sin gipshvide masse det overbevisende indtryk af vintersøvn. Hvad er vintersøvn, kan du så spørge. Det bedste svar er Tal R’s skulptur af samme navn. Ellers kan vi kun kredse om det. Vi kan overveje, om ikke vintersøvn er et begreb, der omfavner dyr, mennesker, dyremennesker og menneskedyr ligeligt.
Tal R’s Vintersøvn er måske nok en skikkelse, en slags liggende krop, med et stiliseret ansigt indridset i sig. Men kroppens dele er ikke længere genkendelige som andet end fjerne og forvredne reminiscenser af menneskelegemet. Den groteske og sarte hvepsetalje holder dårligt nok sammen på de massive, klumpede dele af skulpturen. Figurens gipshud er ikke glat, men fuld af ar, porer, ridser, hulrum og knopper, der skaber en livfuld og taktil overflade, en rigtig vinterhud, i den hårde belysning.
Vintersøvn er den evige dvale, en energifattig hvile, hvor kroppen på samme tid har den største massefylde og er vægtløs som en meteor på sin bane gennem rummet. At gå i hi, søge ud mod legemets grænser, ud mod kroppens og bevidsthedens opløsning i søvnens sorte dyb, synke åndeløst ned gennem sneens tætte, opslugende og omsluttende varme. Vintersøvn er mere end noget andet fremstillingen af en tilstand, en drømmende krop. Se Vintersøvn og mærk det selv.
Rørende kejtet
Som skulptør er Tal R arkaisk og selvhøjtidelig i sit udtryk, men også nutidig og pjattet. Skulpturernes afståelse fra enhver form for bemestring, enhed og elegance er afvæbnende og charmerende. Det er ikke traditionelle skulpturelle problematikker, der behandles i værkerne. Tværtimod griber Tal R skulpturen uortodokst og malerisk an, mindre som et arbejde med masse og volumen end et arbejde med antydet figuration og et utal af overfladevariationer, sådan som man også kender det fra hans maleri. Det er nærmest skulpturelle assemblager, sammenflikkede og sammenføjede dele.
Skulpturerne refererer ganske vist til velkendte størrelser, så som rytterstatuen, nøgenfiguren og mytologiske hybridvæsner. Men Tal R’s versioner af det skulpturelle standardrepertoire er blottet for den autoritet, ynde og totemistisk kraft, som de har ellers har været forbundet med. Derimod er det ubehjælpsomme og vanskelige i udførelsen fastholdt i skulpturerne, som kun nødtørftigt gestalter det, titlerne giver løfter om og hele tiden er lige ved helt at falde fra hinanden, falde til jorden. Fuglen med sine enorme vinger ser ikke ud, som om den kan lette. Manden, der sidder omvendt til hest, ser ikke ud, som om der er nogen fremdrift. Kentauren er meget betegnende hovedløs: et bevidstløst menneskedyr.
Netop den løsagtige og uimponerede omgang med de overleverede konventioner gør imidlertid Tal R’s skulpturer rørende kejtede og henkastede. Kombinationen af tredimensional formgivning med todimensional visualitet giver skulpturerne en helt egenartet karakter. Hovedparten af de udstillede værker er støbt i bronze efter forlæg i ler, mens andre er aftryk i gips. Samtidig er alle skulpturerne placeret på montrer, løftet fra gulvet, og som nævnt lyslagt med kraftige spotlamper. Materiale- og metodemæssig ortodoksi sammen med udstillingsæstetisk dramatik er med andre ord grundlaget for de uortodokse og lettere ekspressive skulpturelle udskejelser.
Udstillingen tegner et opløftende og velgørende billede af en kunstner, der har bevaret sit talent for at få meget ud af lidt og at udfordre kendte kunstneriske metoder. Som de står i Glyptotekets smukke sale, sender Tal R’s skulpturer venlige hilsner og nik til den arkæologiske samling, der som bekendt rummer sin egen andel af hybridvæsner fra historiens dyb. Men først og fremmest klarer Tal R’s skulpturer sig på egne præmisser, som en flok sære fabelvæsner født af halvvågne drømme.
Dyrene på Arken
På Arken står den aktuelle særudstilling også i dyrets tegn. Her er tale om en gruppeudstilling med 34 danske og internationale kunstnere, alle mere eller mindre i kategorien samtidskunstnere. Den erklærede intention med udstillingen er at undersøge, hvordan mennesker forstår dyr, og hvordan mennesker menneskeliggør dyr. Mennesker og dyr, med andre ord, men på Arken i en mere bogstavelig forstand end på Glyptoteket. Emnet er spændende og kunstnerlisten er imponerende. Det er også evigt aktuelt og endda særligt påtrængende i en tid, hvor blandt andet den aktuelle pandemi, COVID-19, bliver mistænkt for at være udløst på grund af menneskers udryddelse og forbrug af dyr samt ødelæggelse af natur.
Kunstnere er derfor også interesserede i at undersøge samspillet mellem dyr og mennesker. Og trods udstillingens fokus på nyere tids kunst, så undlader den ikke igennem sit udstillingsdesign at gøre opmærksom på, at emnet ikke er nyt. I store baggrundstapeter vises der reproduktioner af historiske motiver, blandt andet et træsnit fra 1515 af et næsehorn lavet af renæssancekunstneren Albrecht Dürer, som godt nok aldrig havde set et næsehorn, men havde læst beskrivelser af det. Et andet baggrundstapet viser udsnit af et hulemaleri, nogle af verdens ældste billeder, som også bringer vidnesbyrd om at mennesker og dyr fra tidernes morgen har sameksisteret og stået i relation til hinanden.
Kunstcirkus
Men udstillingens originale værker er som sagt alle fra nyere tid. Det er en blandet samling af værker, som bearbejder emnet på meget forskellige måder og i mange forskellige medier. Der er den for Arken behørige andel af spektakulære pangværker, instagramøjeblikkene, hvor der opstår kødannelser, fordi alle publikummer skal lave selfies. Det gælder ikke mindst omkring den franske kunstner Daniel Firmans Nasutamanus fra 2012, en hyperrealistisk elefant, der svæver på ryggen i rummet, alene fastgjort til væggen med sin snabel.
Der er lidt for meget ’instagramøjeblikke’ over Arkens udstilling med hurtigt aflæste og fotogene værker, der er egnede til cirkulation på sociale medier. Men der er også værker med mere substans i som for eksempel tyske Candida Höfers fotografiske serie fra zoologiske have, der er rørende og trist i sin nøgterne kortlægning af de betonmiljøer, dyrene bliver tilbudt som en slags similierstatninger for deres naturlige habitater.
Det er en balanceakt, der er gådefuldt paradoksal i forhold til dyrets reelle tyngde, og som med lidt god vilje kan siges at henvise til menneskers kyniske udnyttelse af cirkuselefanter til underholdning. Men som også selv kan mistænkes for at være part af en museal underholdningsindustri, der under dække af en kritisk indstilling fodrer oplevelseskulturen, det store kunstcirkus, med hurtigt aflæste og fotogene værker, der er egnede til cirkulation på sociale medier. Den slags er der en del af på Arkens udstilling, som også tæller Maurizio Cattelans udstoppede kanin fra 1996, der hænger fra loftet som en gynge i sine egne, forlængede ører og David Shrigleys udstoppede, sorte kat fra 2011, der står på bagbenene og med forpoterne holder et skilt, der annoncerer »I’m dead«.
Lovlig kælent
Men der er også værker med mere substans i. Tyske Candida Höfers fotografiske serie fra zoologiske haver er rørende og trist i sin nøgterne kortlægning af de betonmiljøer, dyrene bliver tilbudt som en slags similierstatninger for deres naturlige habitater. En giraf i et lille rum med halm på betongulvet og en illusionistisk savanne malet på burets vægge udgør grusomhedens triumf i serien: et fængsel med frihedens billede påmalet for at formilde publikums opfattelse af det, de ser.
Det brasilianske kunstnerpar Rivane og Sérgio Neuenschwanders video Sunday fra 2010, hvor en papegøje i et bur tavst spiser solsikkekerner påmalet punktummer, kommaer, spørgsmålstegn og udråbstegn, mens en radiospeaker i baggrunden rapporterer fra en fodboldkamp, kredser om kommunikationens kompleksitet på tværs af arter på en underfundig og tankevækkende måde. Amerikanske Richard Barnes sætter fokus på de naturhistoriske museers dioramaer og deres næsten surreelt syntetiske karakter i en serie fotografier, der viser håndværkeres arbejde med at konstruere de illusionistiske rum, mens udstoppede dyr står indpakkede i plastik.
I hovedsagen er udstillingens værker dog i den lettere ende, hvor det nok handler om ’noget med dyr’, men uden brod, kunstnerisk originalitet eller noget videre refleksivt eller kritisk potentiale. Til gengæld er der masser af visuelt lækre, overfladisk iøjnefaldende og sjove værker med stor brandingværdi. Men jeg står tilbage med ønsket om en udstilling, der var gået mere i dybden med de store og svære spørgsmål om forholdet mellem dyr og mennesker, biodiversitet og dyreetik. En udstilling, der gjorde det på en kunstnerisk nyskabende og udfordrende måde – mere problematiserende, mindre underholdende. Det er ikke gjort med Arkens, der er et lige lovlig kælent og hyggeligt bud på en udstilling om menneskers forhold til dyr.
Tal R. ’Mennesker og dyr’. Ny Carlsberg Glyptotek. Indtil den 17. januar 2021.
’Dyr i kunsten’. Arken Museum for Moderne Kunst. Indtil den 9. august 2020.
