Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Guldpalmevinderen ’Parasite’ er også i sort-hvid en pragtfuld film om klassekamp

Bong Joon-ho har lavet en sort-hvid version af sin Cannes- og oscarvinder, ’Parasite’. Og det er stadig en både barsk og underholdende film om mennesker, moral og klassekamp i Sydkorea
Den fattige Kim-familie smider slæberne ind hos en rigmandsfamilie i Bong Joon-hos sorthumoristiske satire, ’Parasite’. 

Den fattige Kim-familie smider slæberne ind hos en rigmandsfamilie i Bong Joon-hos sorthumoristiske satire, ’Parasite’. 

Camera Film

Kultur
11. juni 2020

Den sydkoreanske filmskaber Bong Joon-ho har i et interview med det amerikanske filmmagasin The Hollywood Reporter forklaret, at han lavede den sort-hvide version af sin Guldpalme- og oscarvindende film, Parasite, som nu har dansk premiere, fordi han havde et forfængeligt håb om, at filmen så ville ligne en af de klassikere, han selv så i sort-hvid som barn.

Jeg skal endnu ikke kunne sige, om det er lykkedes ham – der skal lige gå lidt tid – men ingen tvivl om, at Parasite i sin sort-hvide udgave stadig er en stærk og smuk film, og at filmen allerede i sin farvelagte udgave havde – har – potentialet til at blive en moderne klassiker af den slags, man vil vende tilbage til igen og igen, diskutere og studere og erklære som begyndelsen på noget nyt.

Og hvis man tror, at det er nemt at lave en sort-hvid udgave af en farvefilm – at man bare trykker på en knap, og så forsvinder farverne – så tager man fejl. Det betyder noget i forhold til kontrast og skarphed, hvilke farver man bruger, når man fotograferer i sort-hvid, og det har krævet tid og omhu at forvandle farvefilmen Parasite til sort-hvid-filmen af samme titel.

Til gengæld får man en markant anderledes filmoplevelse, hvor man for eksempel kan fokusere på nogle andre ting end ellers. Sort-hvide film har ofte en større tekstur og stoflighed end film i farver, og fordi de stærke farver, som Bong Joon-ho benytter sig af i Parasite, ikke tiltrækker sig opmærksomhed i den monokrome version, tager man sig selv i at fokusere på andre ting, blandt andet skuespillernes ekspressive ansigter.

Der er også noget med tonen i en sort-hvid-film. Parasite ligner nu næsten en krimi eller film noir fra 1940’erne, og det gør kun alt det grumme og voldsomme i filmen endnu mere grumt og voldsomt – og i både overført og direkte forstand mindre kulørt og grand guignol-agtigt.

Rig og fattig

Men også i sort-hvid fortæller Parasite en, undskyld udtrykket, sorthumoristisk og satirisk historie om mennesker, moral og klassekamp i det sydkoreanske samfund – ja, i hvilket som helst samfund, hvor der er forskel på folk. I centrum af filmen står to familier: Den fattige Kim-familie, der bogstavelig talt bor på bunden af samfundet i en fugtig kælder, og den rige Park-familie, der bor på toppen i et flot, modernistisk hus bygget af beton, glas og træ. Ki Woo (Woo-sik Choi) får igennem en ven arbejde som tutor for Park-familiens datter, der går i gymnasiet, og han skaffer sin søster, Ki Jung (So-dam Park) arbejde som tegnelærer og kunstterapeut for Park-familiens lille søn. Uden at de dog afslører, at de er søskende.

Snart får deres forældre, far Ki Taek (Kang-ho Song) og mor Chung Sook (Hye-jin Jang), også arbejde for familien Park – de sørger snedigt for, at chaufføren og husholdersken bliver fyret. Og på den måde har familien Kim nu mulighed for at smage på det søde liv, som ellers har forekommet dem så fjernt, når de befandt sig i deres ydmyge kælder uden penge til mad, strøm og mobiltelefonabonnementer.

Man forstår, at de alle tidligere har enten arbejdet eller gået i skole, men at de langsomt er sunket længere og længere ned i en arbejdsløshed og fattigdom, der er blevet til desperation og en villighed til at gå meget langt for at overleve. Faktisk viser de sig alle fire at være brillante skuespillere og svindlere, og familien Park opdager intet, før det er for sent. Det skyldes selvfølgelig også den selvtilfredshed og følelse af at have alt og kunne det meste, som både den hårdtarbejdende far, Dong Ik (Sun-kyun Lee), og den hjemmegående mor, Yeon Kyo (Yeo-jeong Jo), ejer til overflod.

Jo, vist behandler de deres ansatte godt, men de taler hele tiden om usynlige grænser, som ikke må overskrides, og der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer.

Oprørende satire

Og således får Bong Joon-ho, der er kendt for sine samfundskritiske, satiriske film, der blander alverdens genrer, på både morsom og oprørende vis fortalt en historie om forskellen på høj og lav i det sydkoreanske samfund. Parasite begynder som et familiedrama, fortsætter som en art svindlerkomedie og ender som et fuldblodsmareridt af en thriller, hvor man til det allersidste er i tvivl om, hvordan det mon vil ende.

Hvem der egentlig er titlens snyltere, bliver man også usikker på, efterhånden som fokus skifter fra den ene familie til den anden, og man lærer dem alle bedre at kende. Ingen tvivl om, at instruktørens sympati mestendels ligger hos familien Kim, for hvem social mobilitet er en uopnåelig drøm – indtil de får smidt slæberne ind hos familien Park.

Der er mange uforglemmelige scener i filmen, men ingen af dem er så stærk som den, hvor familien Park kommer tidligere hjem fra en campingtur end annonceret, og familien Kim, der sammen har nydt den store villa, må snige sig ud og i et massivt regnvejr løbe ned ad bjerget, huset ligger på, helt ned i bunden til deres lille kælderlejlighed. Den er nu oversvømmet, og det samme er byens kloakker, hvorfor lort vælter op fra toilettet. I sort-hvid er scenen ikke lige så klam som i farver, men den rammer stadigvæk hårdt som et billede på, at lort altid løber nedad, ikke mindst i et kapitalistisk samfund.

Da jeg forleden så den sort-hvide udgave af Parasite, var det mere end et år siden, at jeg i Cannes havde set farveversionen. Den havde dog gjort så stærkt et indtryk på mig, at jeg kunne huske mange af scenerne i detaljer. Alligevel var gensynsglæden stor, og der var pragtfulde øjeblikke, jeg havde glemt, for eksempel familien Park, der synes, at familien Kim – fattigdom – lugter, og præcis hvor snedige og nedrige familien Kim egentlig er, da de arbejder sig ind på livet af familien Park – men også at især faren indimellem rammes af samvittighedskvaler.

Bong Joon-ho er ligesom landsmanden Park Chan-wook en stor humanist og humorist, der ikke viger tilbage for at vise mennesker fra deres grimmeste sider, som kan se tragikken i komikken og komikken i tragikken og gerne skruer helt op til 11. Også i sort-hvid.

’Parasite’. Instruktion: Bong Joon-ho. Manuskript: Bong Joon-ho og Jin Won Han. Fotografi: Kyung-pyo Hong. Længde: 132 minutter. Vises i biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her