Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Harald Voetmann har skrevet et uventet, forbløffende morsomt bud på coronalitteratur

Harald Voetmanns spruttende karantænespøg løfter humøret på alle tænkelige måder
Harald Voetmann har skrevet et helt uventet, forbløffende morsomt bud på den coronalitteratur, der sikkert vil strømme ud fra forlagene de næste par år.

Harald Voetmann har skrevet et helt uventet, forbløffende morsomt bud på den coronalitteratur, der sikkert vil strømme ud fra forlagene de næste par år.

Robin Skjoldborg

Kultur
12. juni 2020

Det er svært ikke at citere halve og hele sider fra Harald Voetmanns nyeste, sproglige festfyrværkeri, H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog, der oprindelig eksisterede som en slags føljeton på Facebook, og som tydeligvis er en spøg, der undervejs greb om sig. Så afslørede den flere og flere muligheder.

Præmissen er klar fra begyndelsen: Vor landskendte digter vågner op på sit kammer igen, mens »Siugdommens Miasmer« spreder sig gennem staden. Dog lider han under mangel på håndsprit og småkager – især den sukrede kringelsmåkage falder i hans smag – hvorfor han begiver sig på eventyr i en indre by, hvor 1800-tallet synes projiceret ud over nutiden.

Alskens hurtigttænkte, fjollede begivenheder oplever han undervejs i bogens korte kapitler. Så må han flette sig et mundbind af de papirklip, han egentlig havde tænkt sig at give til kronprinsens børn, hvorefter Columbine hvisker ham i øret. Så råber de letpåklædte dansesilhuetter fra Nyhavns facader ukvemsord efter ham.

Så overfaldes han på det nærmeste af en plastikhandske, mens han er på vej ind i »Føtex Foods« – det får ham til at udfordre sin »Sopransstemmes øvre Register«, som der står – så møder han digtningens muse i en skraldespand. Der er ikke nogen egentlig retning eller pointe, Voetmann er mest bare optaget af at spille fandango med sproget. Og med den stakkels gamle digter. Han vil vel se, hvor han kan drive ham hen.

En pastiche og hyldest

Men sproget, altså. H.C. Andersens Quarantine-Dagbog er en pastiche over og en hyldest til H.C. Andersens på én gang livlige og gammelmodige formuleringer. Den er også forelsket i hans idiosynkratiske stavemåder. Alt er skrevet med ophøjet foragt for både datidens og nutidens ortografi.

Kendere af Andersen vil med sikkerhed kunne genfinde dækkede citater fra hans dagbøger og det tidlige prosastykke Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, for mig var højdepunktet de steder, hvor en helt moderne verden sendes gennem Andersens (jo egentlig Voetmanns) sprog.

H.C. Andersens Quarantine-Dagbog. Harald Voetmann, Gyldendal.

Så farves vor nutid af den sentimentalitet og den hang til at filosofere over ethvert lille fænomen, der kendetegner den sene romantik i dansk litteratur. Prosaen gør også gerne døde ting levende, sådan som man kender det fra Andersens eventyr.

Her befinder digteren sig ved Magasin du Nord og registrerer mannequindukkernes tale:

»Tavst taler Manequinene i Magasin du Nord men alle forstaar dog deres Ord: ’Aa see nu, mine Søstre, den buttede Dame deer formaster sig at prøve den samme Kjole, som jeg er klædt i!’ Dukkerne bryder i en fælles Latter, den sagteste og kjøligste Latter i Verden: Den lyder som naar en Klump Vox langsomt stiffner under en lampe. ’Hvem troer Madam Trind at kunde imponere, naar trods de nysselige Klæder Kjødet sidder i saa uharmoniske Clumper langs hendes friqadelske Legem? Næh, paa mig sidder Kjolen her riktignok bedre!’«

Og så fremdeles. Bogstaverne danser vaudeville rundt om stavemåderne, som de jo gerne gør hos Voetmann – det ser man for eksempel på hans kats, Marie Kats, facebookside. Fra hans øvrige forfatterskab genkender man egentlig også interessen for kødets og materiens komisk-ulækre forgængelighed.

Helt uventet og forbløffende morsomt

Et andet af bogens højdepunkter handler også om forgængelighed. Andersen sendes på verdensomrejse i en stor kobberkedel af digtningens muse og afrapporterer på rimede vers. Begejstret opdager han et nyt kontinent i Stillehavet, boblende af farver, men ak, det viser sig at være lavet af plastikaffald:

»… Jeg saae det var en Hoben Plastik: Knabber/ og Legesager, Varelager-Poeser, Eengangsmadsquer/ og Forklæder og Hansker og falske designer-Tascker/ Confekt-Papir, Nürnberger-Skrammel, grimme Samlemapper/ med Pokemaans, og Vuvuzeler, Superhelte-Capper, forlorne Overskæg, Sudevands-Krus og alt desliige/ (jeg orker ikke mer Opremsning) – saadan var det Rige/ jeg havde troet Jordens kjønneste – et land af Bærme!«

Den krølle på halen så man ikke komme i bogens første kapitler, men sådan er det vel med de bedste, litterære vittigheder. I længden viser de sig ikke at være monotone, men at indeholde alting, lige fra fjollede idyller til gedigen rædsel, fra H.C. Andersen som kær, latterlig snob til H.C. Andersen som den, der trøster børn i døden.

Alt det – og også vuvuzelaer og håndsprit og drilske afvisninger af litterære trends og rørende samtaler med en affældig B.S. Ingemann over Zoom – dukker op på visit i H.C. Andersens Quarantine-Dagbog.

Voetmann har skrevet et helt uventet, forbløffende morsomt bud på den coronalitteratur, der sikkert vil strømme ud fra forlagene de næste par år. Læs den endelig, inden karantænen er helt forbi.

H.C. Andersens Quarantine-Dagbog. Harald Voetmann. Gyldendal. 144 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her