Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Ilhan Omar er sådan en, der starter ildebrande

Den somaliske flygtning og amerikanske politiker Ilhan Omar har skrevet en eventyrlig selvbiografi om alle sine slåskampe
»På en rejse til Sverige, hvor hun besøgte sin meget religiøse familie, opdagede hun sløret som redskab til at beskytte sig selv mod omverdenens krav og til at fokusere på sin egen vilje og drømme. »Det gav mening for mig, at jeg skulle dække dele af mig selv for at opretholde, den jeg er, og føle mig selv som en hel person«.«

»På en rejse til Sverige, hvor hun besøgte sin meget religiøse familie, opdagede hun sløret som redskab til at beskytte sig selv mod omverdenens krav og til at fokusere på sin egen vilje og drømme. »Det gav mening for mig, at jeg skulle dække dele af mig selv for at opretholde, den jeg er, og føle mig selv som en hel person«.«

Olivier Douliery

Kultur
5. juni 2020

Ilhan Omar kommer altid op at slås. Det er ikke noget, hun bliver udsat for af omgivelserne, men en metode, hun selv har valgt. Nok er hun lille og tynd, men hun forstår, at den, der slår først, definerer kampen. Og det er ikke en metafor. Med sine knytnæver har hun angrebet dem, der kom i vejen for hende. 

»Jeg er af natur sådan en, der starter ildebrande«, skriver hun i selvbiografien This is what America looks like, der lige er udkommet i USA:

»Det har, fra jeg lærte at gå og indtil i dag, været mit instinkt at kaste mig ind i hvilken som helst kamp, hvor jeg føler, jeg kan gøre noget (og jeg føler altid, at jeg kan gøre noget)«.

Sådan var det, da hun som lille pige gik i skole i Somalia, og da hun efter borgerkrigen måtte flygte til en lejr i Kenya, hvor hun i fire år boede sammen med mere end 300.000 andre flygtninge. Og sådan var det, da hun kom til USA og skulle gå i sjette klasse uden at kunne sproget eller vide noget som helst om, hvordan man skulle opføre sig.

Ilhan Omar: ’This is what America looks like: My journey from Refugee to Congresswoman’. Dey Street Books, 288 sider, 28 dollar

Amazon

Når hun er blevet hånet eller chikaneret, har hun sat sig i respekt ved at slå tilbage. Og hun har, siden hun i 2018 som en af de to første muslimske kvinder nogensinde blev valgt ind i Kongressen i USA, været god til at slå igen. Efter hun blev kendt som politiker og berømt som den stolte progressive kvinde med de kulørte tørklæder, har hun været hadet af den hårde højrefløj i USA. De har spredt rygter om, at hun var gift med sin egen bror, en terrorist, og fejrede terrorattentaterne den 11. september med en fest.

Donald Trump har tweetet, at hun skulle rejse hjem og reparere det »totalt ødelagte land«, hun kommer fra, og efter han ved et vælgermøde i 2019 hævdede, at hun støttede al-Qaeda, brød hans tilhængere spontant ud i rytmiske krav om, at Ilhan Omar skulle deporteres: »SEND HENDE TILBAGE, SEND HENDE TILBAGE.«

Mange var chokerede – også denne gang var Trump gået over stregen. Men Omar tog det roligt. Hun svarede med en valgannonce, hvor hun gjorde deres angreb til et kampagneslogan: »SEND HENDE TILBAGE – TIL KONGRESSEN«, stod skrevet hen over et fotografi af hendes hoved.

Opvækst i Mogadishu

Ilhan Omar er kun 37 år gammel, hun er flygtet fra Somalia til Kenya til USA, hun har allerede været gift tre gange, og hun er en af de fire farvede demokratiske kvinder i Kongressen, der anført af Alexandria Ocasio-Cortez kalder sig for »the squad«. Og så er hun en af det progressive USA’s nye politiske ledere. Hun er en spektakulær politiker med en eventyrlig livshistorie, som er mesterligt fortalt i This is what America looks like.

Omar blev født i 1982 som den yngste af syv søskende i den øverste middelklasse i Mogadishu. Hun voksede op i en storfamilie i et hus beskyttet af store mure. Hendes mor døde, da hun var lille, men hendes far var en ifølge Omar sjælden feministisk patriark i Somalia, som blev ved med at sige til hende, at hun skulle forstå, hun havde ret til at leve sit eget liv fuldt ud.

Deres liv brød sammen, da borgerkrigen brød ud i Somalia, og hendes legekammerater og naboer pludselig blev til fjender, fordi de tilhørte en anden klan. Under deres flugt mod Kenya blev hun væk fra sin far og troede, hun havde mistet ham for altid og var alene i verden. Indtil han til hendes lykke dukkede op igen.

De boede i telte uden privatliv og stort set uden anden mad end ris og få grøntsager i flygtningelejren i Kenya. De overvejede at flygte videre til Sverige eller Canada, men hendes far blev ved med at søge om at komme til USA, som han mente, var anderledes end alle andre lande: »Det er kun i USA, at du ultimativt kan blive amerikaner. Alle andre steder vil vi altid være gæster,« sagde han til sin datter.

De havde i flygtningelejren set film fra USA, hvor børn cyklede legende rundt i forstæderne, og store glade familier mødtes til grillfester i haverne. Løftet om et USA som det eneste sted, hvor alle kan skabe sig et hjem og billederne af fredelige, lykkelige familier sammen i forstæderne er blevet ved med at være Ilhan Omars forestilling om det »rigtige USA«. Det er hendes eksistentielle håb og politiske vision:

»Selv om det ikke er virkeligheden for alle i dette land, er den amerikanske drøm ikke kun noget, indvandrere, som er kommet eller gerne vil til dette land, taler om. Det er en del af den amerikanske psyke og i sidste instans det, vi borgere i De Forenede Stater drømmer om,« skriver hun. 

Undertrykkende social kontrol

Da familien endelig var så heldige at få asyl i USA, blev de først skuffede over, at gaderne var så beskidte, og at der var så mange fattige og hjemløse i gaderne. Men de sagde til hinanden, at det var det »forkerte USA«. Ilhan Omar blev også skuffet over USA, da hun startede i skole, og ingen bød hende velkommen, inviterede hende med hjem eller ville lege med hende. Afvist og ignoreret begyndte hun at slås. Som straf fik hun eftersidninger alene i klassen.

Hun besluttede sig for at bruge tiden til at lære sig engelsk, læse sine lektier grundigt og blive en god elev. Hun vidste, at uddannelse var hendes chance. Og så elskede hun alle de ting, man kunne købe i butikkerne i USA og alt det spændende, man kunne se i fjernsynet.

De flyttede videre til Minneapolis, Minnesota, hvor der boede flere tusinde somaliere, som blev en støtte for hendes far og søstre, men udøvede en undertrykkende social kontrol over Ilhan Omar. De kunne ikke acceptere, at hun havde en kæreste, så for at gøre forholdet legitimt giftede hun sig som 19-årig. Hun fik to børn, men følte sig spærret inde og stak desperat af fra det hele. Hun sammenligner det selv i bogen med Britney Spears’ amokflugt, da hun klippede sig skaldet og giftede sig på en vild tur væk. Det gjorde Omar også, men hun blev hurtigt skilt for anden gang.

På en rejse til Sverige, hvor hun besøgte sin meget religiøse familie, opdagede hun sløret som redskab til at beskytte sig selv mod omverdenens krav og til at fokusere på sin egen vilje og drømme. »Det gav mening for mig, at jeg skulle dække dele af mig selv for at opretholde, den jeg er, og føle mig selv som en hel person«.

Det er et individualistisk valg for en person, som ellers ikke er særligt religiøs.

Men hun havde nok at beskytte sig imod. Da hun vendte tilbage til sin første mand, blev gift for tredje gang og tog en universitetsuddannelse i statskundskab, begyndte hun at engagere sig i politik. Hun opdagede, at hun kunne investere sin vilje til kamp i politiske indsatser for at skabe et bedre liv for andre og realisere sin tro på det »rigtige Amerika« som politiker.

Men det somaliske miljø førte en smædekampagne mod hende, producerede videoer om hende, som cirkulerede på sociale medier og fremstillede hende som en hjernedød kvinde styret af sex, penge og stoffer. Hendes far var splittet, men holdt fast i støtten til Ilhan Omar:

»’Det er min datter, og jeg er stolt af hende’, sagde min far. ’Hun er et helt menneske. Hun kommer til at træffe sin egne beslutninger om, hvordan hun vil leve’.«

Det ironiske er, at den hetz, det somaliske miljø udsatte hende for, forberedte hende på den modstand, Donald Trump og republikanerne senere skulle udsætte hende for. Den første gang, hun stillede sig frem til et politisk møde, blev hun slået ned. Efterfølgende bad hun sine partikammerater tage et billede af hende med blod i hele ansigtet og sprede det på sociale medier: »’Jeg lader mig ikke tyrannisere’, indskød jeg. ’Jeg vil have, at folk skal se mit ansigt og vide, at jeg er okay. Jeg vil vise dem, at jeg er stærkere end had’«.

Det er nærmest, som om Trump & co. gør hende stærkere og mere selvsikker, hver gang han angriber hende. Som reaktion på endnu en kampagne mod hende udtalte hun i 2019 på the Daily Show: 

»Jeg er USA’s drøm – og præsidentens værste mareridt«.

Ilhan Omars selvbiografi er hendes egen fortælling. Hun lægger ikke skjul på, at hun ofte er gået for langt og har skadet andre, når hun mistede kontrollen. Men hun nedtoner lidt for behændigt sine udtalelser om jøder og israelere, som ikke kun højrefløjen, men også hendes egne partifæller irettesatte hende for. Bogen er i det hele taget hverken særligt analytisk eller kritisk selvreflekterende. Den er et eventyrligt manifest for en politisk fighter – skrevet af fighteren som en progressiv knytnæve til dem, der står i vejen for hendes Amerika. 

Ilhan Omar: ’This is what America looks like: My journey from Refugee to Congresswoman’. Dey Street Books, 288 sider, 28 dollar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Plaschke

Denne bogomtale kan gerne suppleres med det fine interview med Ilhan Omar, som The Guardian bragte for nogle måneder siden.

Interviewet med denne bemærkelsesværdige politiker er fuldt af spændende betragtninger og beretninger. Om barndommen i Mogadishu fortæller hun bl.a.:

“The fact I truly never feel inferior in any way, or afraid in any situation, has always been baffling to people,” she says. “I would stand up to boys who were bullying, not even me, but other kids. They would laugh, and say: ‘Who do you think you are? We’re going to beat you up after class’ – and I would actually show up for the fight. So yes, I think the reverse psychology that my grandfather engaged in has paid dividends.”

Om hendes indtryk fra konflikterne i Somalia:

“I understand how quickly a society can deteriorate,” she says, softly. “There are other Congress members who know what it means to live under an oppressive regime, and who, as children, fled conflict. But I’m unique in being a Representative who lived through active war and who remembers the destruction.”

Og der er meget mere at hente i originalen, der findes på:

https://www.theguardian.com/us-news/2020/feb/02/us-congresswoman-ilhan-o...

Angående hendes påståede antisemitiske udtalelser, så støtter Didi Levi hende.
Det kan man læse her:
https://www.haaretz.com/us-news/.premium-keep-it-up-ilhan-omar-1.6999623
Didi Levi er i mine øjne den mest interessante journalist i Israel og er selv jøde.

Ovenstående har dog ikke hindret Omar i at skrive under på en resolution, forfattet af AIPAC - American Israel Public Affairs Committee - der støtter Trumps krav om at udvide sanktionerne mod Iran.
én ting er, at Iran ledes af en flok klerikale fascister, og at landet absolut ikke skal have A-våben - det er der ingen der skal. Men der må være andre måde og sammenhænge, hvor det er muligt, at tage afstand fra den iranske kernevåbenpolitik, end ved at slutte til den amerikanske zionistlobby.
Hvorfor nævner Lykkeberg ikke det?

Kent Nørregaard

Fin pointe Arne Lund.

Der burde efter min mening komme fokus på Israel og landets atomvåben. Det er for mig uacceptabelt at en sådan stat har de våben. De kan endnu ikke levere dem til Iran men hvad sker der den dag de kan?