Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Informations klassiske musikskole: Beethovens ‘Allegretto’ åbnede min dør til den klassiske musik

I Informations klassiske musikskole er vi nået til allegrettoen fra Beethovens Symfoni nr. 7: Fra første åbne blæserakkord gribes man af sørgmodig længsel, der åbnede døren ind til den klassiske musik for vores anmelder og blev et bevægende kontrapunkt til stammerens helvede i ’Kongens tale‘
»Allegrettoen fra Beethovens Symfoni nr. 7 (1812), denne fængslende blanding af procession og hymne, har haft en overvældende betydning for sin eftertid. For mit vedkommende åbnede den døren ind til den klassiske musik, som for så vidt havde været på klem i flere år. Jeg var vel 11-12 år og husker disse første lytninger, som om jeg for en tid var blevet anbragt et andet sted i tilværelsen.« skriver Valdemar Lønsted.

»Allegrettoen fra Beethovens Symfoni nr. 7 (1812), denne fængslende blanding af procession og hymne, har haft en overvældende betydning for sin eftertid. For mit vedkommende åbnede den døren ind til den klassiske musik, som for så vidt havde været på klem i flere år. Jeg var vel 11-12 år og husker disse første lytninger, som om jeg for en tid var blevet anbragt et andet sted i tilværelsen.« skriver Valdemar Lønsted.

Shutterstock

Kultur
30. juni 2020

Allegrettoen fra Beethovens Symfoni nr. 7 (1812), denne fængslende blanding af procession og hymne, har haft en overvældende betydning for sin eftertid. For mit vedkommende åbnede den døren ind til den klassiske musik, som for så vidt havde været på klem i flere år. Jeg var vel 11-12 år og husker disse første lytninger, som om jeg for en tid var blevet anbragt et andet sted i tilværelsen.

Sidst i 1950’erne havde min far købt et lille transportabelt stereoanlæg med lågene som højttalere, intet mindre end et hi-fi tigerspring i forhold til stuehjørnets radioapparat fra krigens tid. Den første LP, der blev sat på, var Beethovens Syvende på RCA Victor ‘Living Stereo’ med Chicago Symfoniorkester under dirigenten Fritz Reiner. Den har tre hurtige satser med vekslende grader af eufori, jubel og rytmisk intensitet, og som sats nr. to kommer denne langsomme sats i mol, som egentlig ikke bør være så langsom. Allegretto betyder en smule hurtigt.

Allegrettoen har været et vendepunkt for mange andre end mig. Violinisten Joshua Bell fortalte til det amerikanske Strings Magazine, at han var 11 år, da allegrettoen ramte ham dybt som et af de første stykker klassisk musik. Hvorfor mon? Symfonien er noget af det mest opløftende og triumferende, Beethoven skrev, mener Bell, men allegrettoen er den ultimative klagesang, den udtrykker den største fortvivlelse, især når den når frem til sin kulmination. Fra den første åbne blæserakkord bliver man grebet af en sørgmodig længsel, og man har den stadig i sig, når satsen slutter med samme akkord. Og det er hele opbygningen centreret omkring denne følelse, Bell finder enestående.

Hypnotiserende tema

Det er særligt rytmen, der sætter sig fast. Den består af to slags versefødder, der følger efter hinanden igen og igen, daktylen (tung, let, let som i ordet »bogfinken«) og spondæen (tung, tung som i ordet »solsort«). Det er også en melodi, den gentager længe den samme tone for derefter at foretage to trinvise sving opad og vender så tilbage til monotonien. Dette tema dominerer totalt, og det har en næsten hypnotiserende virkning, ikke dulmende og sløvende, men efterhånden gennemborende sind og sanser.

Virkningens subtilitet afhænger af, hvor lange eller korte dirigenten ønsker de tunge og lette stavelser, ligesom tempovalget også er meget afgørende for klangdannelsen. I partituret har Beethoven angivet de lette toner korte, det man kalder staccato, og den tunge tone skal bredes en smule ud. Diskussionen om, hvordan denne skrift skal tydes, vil aldrig nogensinde slutte. Georg Solti vælger en gylden middelvej med Wiener Filharmonikerne på YouTube.

Temaet føres frem fire gange i satsens første del, fra et mørke op i et kraftigt lys, og først med melodien i bratscherne og understemmer i celloer og kontrabasser. Når 2. violinerne overtager temaet, kommer en ny stemme til i bratscher og celloer, en modstemme eller et kontrapunkt, som det hedder på fagsproget. Det bemærkelsesværdige er dens blidt syngende karakter, som man kalder legato. Spændingen mellem staccato og legato er som modsætningerne mellem instrumentet og den menneskelige stemme, mellem noget kontrolleret og noget frigjort. Sådan fortsætter det i de to næste temarunder, voksende i volumen og til sidst i en demonstrativ eksplosion.

Hvad der nu følger, er en længere konfrontation mellem en trøstende blæserhymne og temaet. Og når satsen er tilendebragt lige så stille, som den begyndte, kan man se tilbage på et helt filmisk forløb, en procession, der nærmer sig, passerer og forsvinder igen – en form, som komponister som Berlioz og Wagner senere lod sig inspirere af. Det kunne være en af grundene til allegrettoens fascinationskraft.

Kongen og Beethoven

En anden grund kunne være oplevelsen af temaet, kontrapunktet og blæserhymnen som retoriske karakterer. Man er ude for noget lignende i den langsomme sats af Beethovens Klaverkoncert nr. 4, hvor solisten og orkestret stilles op som opponenter i et drama. Allegrettoens tema fremlægger sit klare argument, kontrapunktet modsiger det, og senere støttes kontrapunktet af hymnen. Sådan er musik ofte bygget på den klassiske retoriks regler, og Beethoven var meget engageret i den form for kommunikation.

Allegrettoens retoriske potentiale blev åbenbaret på en overraskende måde i filmen The King’s Speech (2010) med Colin Firth som den patologisk stammende kong Georg VI og Geoffrey Rush som talepædagogen Lionel Logue. Musik har indgået i Logues terapi, et sted er det ouverturen til Mozarts Figaros bryllup, men i filmens sene kulmination bliver Beethovens allegretto anvendt som et naglende lydspor for filmpublikummet.

Storbritannien har erklæret Tyskland krig den 3. september 1939, kongen holder sin direkte radiotransmitterede tale »unto the nations«, og med regentens sædvanligvis tøvende og krampagtige udtryksfærdighed taget i betragtning er der ingen lytter, der ikke holder vejret. Logue står foran kongen og vejleder med diskrete bevægelser, så tale og gestus indgår i en synkronisering med førstedelen af allegrettoens samlede retoriske udtryk. Talen gennemføres i et uhyre roligt tempo med lange pauser og fleksibel rytmik og gør selv Churchill imponeret.

Det var ikke meningen, at der skulle have været musik til scenen, men filmens klipper Tariq Anwar tog egenhændigt beslutningen og blev ikke underkendt af instruktøren Tom Hooper. Man kan indvende, at det er ejendommeligt at spille musik af en tysker, en af Nazitysklands mest propaganderede komponister, under en suveræns tale, der kalder det britiske imperium til samling mod selvsamme diktatur. Men Beethovens allegretto bliver hævet over dette misforhold; den er kontrapunktisk i sin egen opbygning, og den indgår som et bevægende kontrapunkt til Colin Firths fine indlevelse i stammerens helvede.

Anmelderens foretrukne indspilning (1992) af Beethovens allegretto og hele 7. Symfoni er med Orchestre Révolutionnaire et Romantique og dirigenten John Eliot Gardiner. Med baggrund i den historisk informerede opførelsespraksis og med originalinstrumenter har den været en referenceindspilning for mange orkestre og dirigenter.

Serie

Informations klassiske musikskole

Den klassiske musik er kun en lukket verden for den, der ikke forsøger at nærme sig den. I artikelserien Informations klassiske musikskole beder vi en række musikere, komponister og dirigenter om at åbne døren til den klassiske musik ved at fortælle om et konkret mesterværk. Vi stiller de spørgsmål, du aldrig selv har turdet stille, og vores kritiker Valdemar Lønsted guider til de værker, du ikke vidste, du ville høre. Så tag med i skole. Vi lover, det bliver sjovt

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her