Læsetid: 5 min.

Ingen klassekamp uden madkamp

Venstreorienteret kritik har altid haft en urban bias. Det var fabrikken, byen, arbejderen. Ny bog argumenterer veloplagt for, at de revolutionære skal en tur på landet, genopdage naturen og smøre bedre madpakker
Eskil Halbergs ’Madpakker til revolutionen’ er dybest set en bog om forholdet mellem ernæringsmæssig reproduktion og kommunisme.

Eskil Halbergs ’Madpakker til revolutionen’ er dybest set en bog om forholdet mellem ernæringsmæssig reproduktion og kommunisme.

Anne Bæk

26. juni 2020

Mange af os har skrålet med på sangen om merværdi: »Jeg står op om morgenen og går hen på mit job. Jeg laver noget, og jeg får min løn …« Men ind imellem at stå op og gå arbejde spiser man.

Kapitalisme er ikke kun produktion. Det er også reproduktion. Betydelig feministisk kritik har gjort os opmærksomme på manglen i at anskue kapitalismen i dens rent produktive termer. Der er også socialitet, omsorg, reproduktion, mad og drikke.

I denne lille bog, Madpakker til revolutionen, i den fremragende Tumult-serie fra det lille idealistiske forlag Nemo drager forfatteren Eskil Halberg videre fra sin tidligere bog, der kritiserede arbejdsforholdet, til nu også at inddrage en kritik af en af de væsentlige måder, hvorpå vi reproducerer arbejdskraften hver dag, mad, og dens kilde, landbruget.

Intet sted at flygte hen

Hvis man ønsker at bryde ud af den kapitalistiske trummerum, stoppe med at arbejde, begynde at leve, da konfronteres man, skriver Halberg, med det paradoks, at der ikke er noget sted at flygte hen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ingentænker måske på det, men variationerne inden for grøntsager er blevet drastisk forringet. Det er ikke kun er madudvalgsproblem, men også et dyrkningssproblem.
De store variationer i jordbundsforhold, fugtighed, klimazone, vind, lys mm er ikke længere udgangspunktet for hvilke afgrøder som bedst trives netop der. Markerne bliver Næsten opfattet som jord og klimafri zoner, hvor afgrødens behov tvinges frem med alskens kunstige og ofte ødelæggende metoder.
Landmænd kan kun vælge afgrøder ud fra et katalog som frøproducenterne fremstiller og EU har indtil videre støttet frølobby(få store virksomheder med eneret) så udbudet har været begrænset. 5 multinationale sider på 50% af frøproduktionen, og 20 aktører på det hele.
Ikke nok med at udbyderne oftest Også tilhører den kemiske industri, men de tilbyder også alle den nøjagtig samme lille gruppe af frø til dyrkning.
Tænk at man ikke må dyrke hvad man vil? Er landmændene virkelig blot administratorer....
Nogle arbejder heldigvis for at ænder dette, men det går alt for langsomt. Nogle få sorter en gang imellem til konventionelle landmænd.
Økologer derimod ser ud til her at have vundet første slag. Nu må frø fra egen dyrkning sælges til private haverdyrkere og måske til økologer. https://icrofs.dk/forskning/dansk-forskning/organic-rdd-22/move/
I Frankrig fremavler frivillige frø som er tørkeresistente, som klarer sig bedst på lerjord osv. de udsætter simpelthen planterne for det klima der er, gør absolut ingenting, og høster så frøene fra de frugter som enten har klaret tørken eller overvundet et sygdomsangreb, og planter så disse frø. Næste år det samme, og på den måde lærer de planterne at tilpasse sig stedet de bliver sået. Flere i Frankrig er begyndt at sortere og sælge naturlig resistente Frø til hinanden. Specielt indenfor majs og hvede. Udbyttet er en anelse lavere, men de sparer alligevel penge på sprøjtemidler, kunstgødning og vanding. Og så har det vækket deres gejst for deres arbejde, hvilket ikke er uden betydning. De nævner også biodiversiteten og dyrelivet(kaniner mm.) som et plus i deres arbejdsvilkår.
Se det er bioteknik på højt plan, men det koster ikke meget, og virkningen er synlig.