Læsetid: 3 min.

Her er ingen pointer om forurening og klimaforandring, her er naturen en sanseløs brutalitet

Emilie Parsbæk Skibdals debut er på den ene side fyldt med indtrængende øjebliksbilleder, især af en natur i forfald, men på den anden viser den sig at være retningsløst komponeret
26. juni 2020

En romans kvaliteter kan ligge mange forskellige steder, og den kan også være stærk på ét niveau og knap så god, faktisk helt ufærdig, på et andet.

Sådan er det hos Emilie Parsbæk Skibdal, hvis debut, Smitte gennem hud og luftveje, på den ene side er fyldt med indtrængende øjebliksbilleder, især af en natur i forfald, men på den anden viser sig at være helt retningsløst komponeret. Det er, som om den selv går i opløsning, som om dens skrift helt opgiver at hænge sammen med et større, tør man sige romanagtigt projekt.

Naturbillederne kredser om Femø, en lille ø mellem Sjælland og Lolland. Her har romanens navnløse hovedperson tilbragt sin barndom og ungdom, herfra vælder billeder og erindringer op i hende, nu hvor hun i romanens (meget svagt optegnede) nutid både er blevet mor og har fået konstateret hudkræft.

Det Femø, hun husker, er nok gennemstrømmet af sommerlys og af havets flimren, men især er det præget af råd og død, og det både blandt dyr og mennesker – hverken den berømte kvindelejr eller Femø jazzfestival optræder, bogen får sin energi fra ølivets langsomme undergang.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu