Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Her er ingen pointer om forurening og klimaforandring, her er naturen en sanseløs brutalitet

Emilie Parsbæk Skibdals debut er på den ene side fyldt med indtrængende øjebliksbilleder, især af en natur i forfald, men på den anden viser den sig at være retningsløst komponeret
Kultur
26. juni 2020

En romans kvaliteter kan ligge mange forskellige steder, og den kan også være stærk på ét niveau og knap så god, faktisk helt ufærdig, på et andet.

Sådan er det hos Emilie Parsbæk Skibdal, hvis debut, Smitte gennem hud og luftveje, på den ene side er fyldt med indtrængende øjebliksbilleder, især af en natur i forfald, men på den anden viser sig at være helt retningsløst komponeret. Det er, som om den selv går i opløsning, som om dens skrift helt opgiver at hænge sammen med et større, tør man sige romanagtigt projekt.

Naturbillederne kredser om Femø, en lille ø mellem Sjælland og Lolland. Her har romanens navnløse hovedperson tilbragt sin barndom og ungdom, herfra vælder billeder og erindringer op i hende, nu hvor hun i romanens (meget svagt optegnede) nutid både er blevet mor og har fået konstateret hudkræft.

Det Femø, hun husker, er nok gennemstrømmet af sommerlys og af havets flimren, men især er det præget af råd og død, og det både blandt dyr og mennesker – hverken den berømte kvindelejr eller Femø jazzfestival optræder, bogen får sin energi fra ølivets langsomme undergang.

Den undergang indfanges helst i billeder, hvor ting flyder sammen eller går i opløsning.

Så spiser en so sin døde unge, så finder vor hovedperson nogle misligholdte, halvdøde marsvin i et bur – deres fortænder er groet helt ind i deres tunger – så ligger afrevne stykker af brandmænd ud over strandkanten. Så oversvømmes dele af øen af vand, og alt græsset ligner bølgende hår. Så er det morfaren, bogens klarest optegnede skikkelse, der afliver ænder og senere selv findes død på smult vande.

I skriften kan de øjeblikke både være stilfærdige og meget voldsomme. De beskriver altid naturen og livet med den i organiske metaforer – her er ingen pointer om forurening og klimaforandring – blot viser det organiske sig især gennem en mærkeligt sanseløs brutalitet.

Her er hun barn, fortælleren, på besøg hos morfar:

’Smitte gennem hud og luftveje’. Emilie Parsbæk Skibdal.

»Under min morfars træer lå dynger af frugt som noget, der nærmest voksede op af plænen. Vi slikkede frugtsukker af læberne, som man slikker salt af læberne ved Vesterhavet. Bierne hang som sammenfoldede stedmorblomster over plænen. Min bror drak en hveps af en sodavandsflaske, den stak ham i halsen. Hans ansigt ændrede sig så hurtigt, hans øjne forsvandt i puder af hud og lymfe. Han blev blå rundt om munden.«

Hvorefter morfaren redder ham, sindigt.

Retningsløst komponeret

Som man kan se, så er Emilie Parsbæk Skibdal glad for et alvorligt, nogle gange meget smukt, nogle gange lidt overstyret billedsprog. Hun abonnerer samtidig på en forestilling om billedet – her bierne som stedmorblomster, et andet sted valmueblade som læber – som det, der kan gøre sansninger og stemninger nærværende og indtrængende for læseren.

Den kombination minder om Josefine Klougart, hvis debut, Stigninger og fald, også handlede om en piges opvækst på landet, tæt på dyr og natur. Men Skibdal skriver både i kortere sætninger og i kortere prosablokke og egentlig også i et mørkere tonefald end Klougart.

I den unge hovedpersons liv forbinder naturens opløsning sig så både til en meget dramatisk og samtidig uklart beskrevet abort – og til den hudkræft, der nævnes i bogens indledning og så ligesom glemmes igen.

I det hele taget er det svært at få greb om, hvad bogens nutidsplan – med antydet, forstående kæreste, graviditet og endnu mere antydet ammehjerne, egentlig skal gøre godt for. Det samme gælder en række mere anekdotiske vignetter, der fylder siderne i bogens sidste dele.

Her løfter perspektivet sig fra hovedpersonens erindringsglimt og hen til fortællinger om øens beboere og steder. Og også til en både forvirret og symboltung dialog med kristendommen, som når fortælleren beskriver sin egen sorg som Jesus på korset og skriver om kirken på Femø, der brænder ned, fordi sollyset blev koncentreret gennem et vindue og ramte en bibel lige dér, hvor Gud siger »Der skal være lys.«

Den slags føles mildt sagt opstillet. På et mere overordnet plan er det ikke til at se, hvad de stykker egentlig har at gøre med resten af bogen, hvad det er for en overordnet komposition, de bidrager til. Man forstår heller ikke helt, hvorfor bogen undervejs gennemkrydses af helt korte sætninger i kursiv, der står i ensom majestæt på sider for sig selv. 

Men kvaliteterne i Smitte gennem hud og luftveje er under alle omstændigheder prosalyriske snarere end romanagtige eller fortællende. De knytter sig til billederne af forfald. Jo mere afdæmpet Emilie Parsbæk Skibdals sprog er, jo bedre fungerer de billeder.

’Smitte gennem hud og luftveje’. Emilie Parsbæk Skibdal. Gladiator. 248 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her