Den bulgarske sociolog Ivan Krastev er en anerkendt autoritet som kritisk europaforsker, oversat til dansk med Efter Europa i 2017. Som medlem af den globaliserede intellektuelle elite bor han med sin familie i Wien, leder et forskningscenter i Sofia og forelæser overalt.
Alligevel var hans og familiens instinktive reaktion på COVID-19-pandemien at vende ’hjem’ til det Bulgarien, han ikke har boet i længe. Som han selv skriver, var den beslutning ikke resultat af rationelle overvejelser. Krastev, hans kone og to børn har levet og arbejdet i Wien i ti år og elsker byen. Det østrigske sundhedsvæsen er langt mere pålideligt end det bulgarske og i øvrigt i stort omfang bemandet med udvandrede østeuropæere – herunder mange bulgarere – som har forladt deres nedslidte lande til fordel for Vesteuropa og USA.
Alligevel valgte Krastev og familien ’hjemme’ i Bulgarien, da det gik op for dem, at de skulle tilbringe uger eller måske måneder i isolation. Ganske vist i behagelige omgivelser på landet sammen med gode venner. Men hjemme i deres ’egen’ nationalstat.
Det gjorde de sammen med hundredtusinder af andre. Endda uden at blive beordret til det som danske statsborgere, der blev kommanderet hjem af udenrigsministeriet. Selv for den intellektuelle, der begår sig på mange sprog, viste ’hjemme’ sig til Krastevs egen overraskelse at være det foretrukne tilflugtssted, når der er fare på færde.
Det forhold og mange andre følger af den pandemi, vi lever midt i, har Krastev skrevet en lille veloplagt pamflet om, der imponerende hurtigt er udkommet på dansk samtidig med den engelske original.
Tempoet er i sig selv et vidnesbyrd om paradokserne ved pandemien. COVID-19 er resultat af den mørke side af globaliseringen, hvor en virus fra Wuhan i det centrale Kina med rasende hast har bredt sig over hele jordkloden.
Svaret var i første omgang nationale foranstaltninger med lukkede grænser og egoistisk konkurrence om hjælpemidler. Men på lidt længere sigt vil det vise sig, at vi er afhængige af hinanden, og vi vil indse, at vi kun kan løse problemerne i fællesskab.
Håber Krastev.
Realist, som han er, formuleres det dog kun som en mulighed, ikke et sikkert resultat.
Pandemien er anderledes
Pandemien vil ramme hårdest i udviklingslande med svage regeringer og endnu svagere statsapparater. Efter en optakt om den globale baggrund indskrænker Krastev sig dog til at behandle følgerne for Europa og EU, inden han runder af med opstilling af syv paradokser, som pandemien har afsløret.
Denne begrænsning fremgår af den engelske udgaves undertitel, How the Pandemic changes Europe, mens den danske titel, Hvornår er det i morgen? Pandemiens paradokser, understreger analysens generelle gyldighed. Det er ikke falsk varebetegnelse, men siger noget om det traditionelle danske perspektiv på verden og EU, hvor USA er vigtigere end vores europæiske naboer.
Men sådan tænker Krastev ikke.
COVID-19 er ifølge ham den fjerde krise, der har ramt EU de senere år. Følgerne af terrortruslen, finanskrisen 2008-09 og flygtningeinvasionen i 2015 er endnu ikke håndteret.
Men pandemien er anderledes, og følgerne vil blive anderledes. De drastiske foranstaltninger med lukning af samfundet og udgangsforbud har i første omgang indskrænket borgernes rettigheder, men vil på blot lidt længere sigt øge deres magt – både i demokratiske og i mindre demokratiske stater.
Tiltagenes succes afhænger nemlig af borgernes aktive opbakning og demonstrerer derfor graden af styrets legitimitet, samtidig med at resultatet kan sammenlignes med situationen i andre lande. Og det kan ikke undgå at få følger, uanset graden af vælgerindflydelse.
Det sammenfatter Krastev under den slagkraftige overskrift »Demokrati som sammenligningsdiktatur«.
I første omgang er populariteten for de nationale regeringer steget kraftigt. Danmark er et ekstremt eksempel – som Krastev ikke analyserer – men på længere sigt er følgerne uoverskuelige, hvad enten det gælder Putins Rusland eller Boris Johnsons Storbritannien.
Det ved lederne – også autokraterne – selv om de blæser sig op i øjeblikket. ’Stærke mænd’ viser sig reelt at være svage, når det gælder bekæmpelse af pandemien, mens ledere som Angela Merkel og Mette Frederiksen viser sig som stærke på grund af deres konsekvente og beslutsomme politik og disciplinerede befolkninger.
En ’grå svane’
Mærkeligt nok har Krastev valgt at kalde pandemien en ’grå svane’. Han må tænke på den ’sorte svane’ i Karl Poppers videnskabsteori, der bygger på falsifikationsprincippet. En person, som aldrig har set andet end hvide svaner og på det grundlag formulerer den hypotese, at alle svaner er hvide, må – ifølge Popper – konfronteret med en sort svane forkaste sin teori. At tælle tusindvis af hvide svaner garanterer aldrig, at den næste svane også er hvid.
Det gælder også for kriser. COVID-19 har vist sig at være en klassisk falsificering af vores antagelser med potentiale til at vende op og ned på verden og et gigantisk chok, når den faktisk indtræffer.
Myndigheder havde regelmæssigt advaret om, at det kun var et spørgsmål om tid, før en pandemi i lighed med den influenzavirus (den spanske syge), der 1918-19 kostede mellem 50 og 100 millioner mennesker livet, ville indtræffe og sætte en stopper for global handels- og rejsevirksomhed og overbelaste sundhedssystemerne.
Bill Gates advarede i 2015 om en global epidemi, som vi ikke var forberedt på at håndtere – uden at blive hørt ud over i nogle asiatiske lande som Sydkorea, Taiwan, Hongkong og Singapore, der havde lært af SARS-epidemien 2002-2003. Samt Finland, der af andre grunde ikke har opgivet værnepligt og territorialforsvar og har beredskabslagre af alt fra cykler til beskyttelsesmasker og kan mobilisere befolkningen i en nødsituation – ligesom Singapore i øvrigt.
Krastev konkluderer, at »’Grå svaner’ henviser til noget forudsigeligt, men utænkeligt«.
Eliten har ingen nødudgang
Pandemien og den efterfølgende økonomiske recession kan give anledning til pessimisme om fremtiden for demokratiet, markedsøkonomien og menneskeheden. Men paradoksalt nok også til optimisme, idet det utænkelige pludselig bliver tænkeligt, og der stilles spørgsmål ved de automatiske fremskrivninger med mere af alting fra fly og masseturisme til afskovning og CO2-udledning.
EU er midlertidigt suspenderet, og europæerne søger tilflugt i deres trygge nationalstater. Kapitalismen er sat delvist ud af kraft, og arbejdsløsheden vokser med rekordfart. Men alt dette åbner for fantasien og modet til at prøve nyt – ud over uddeling af fantasitrillioner.
Uvisheden er kommet igen. På ondt, men også på godt. Krastev ser som alle andre en vækst i nationalismen. Men i en ny udgave, der er en territorial snarere end etnisk, idet antivirusforanstaltningerne for at virke må omfatte alle i landet, ikke blot bestemte grupper.
Det samme gælder for eliterne. De kunne tidligere undvige og tjente stort på finanskrisen, da det var muligt at gå i skjul i velpolstrede skatteparadiser, som de fløj til i private jetfly. Det kan de ikke, når alle lufthavne lukker, og ingen må gå i gaderne.
Som Krastev skriver: »Eliten har ingen nødudgang.«
National solidaritet er ikke det værste, når man blot kommer videre og tænker over forudsætningerne for ’hjemmet’ i nationalstaten.
Den samme virkelighed
For EU kan det betyde, at hele projektet bryder sammen eller omformes til en 21. århundredes variant af Det tysk-romerske Rige, der kun var en union af navn. Men det er også muligt, at europæerne rykker tættere sammen for at opnå strategisk uafhængighed.
Krastev tror mest på det sidste. Globaliseringen vil ændre karakter, økonomisk såvel som mentalt. Men paradokset er, at vi samtidig med tilflugten i nationalstaten bliver mere kosmopolitiske ved at erfare, at de andre har gjort de samme erfaringer og er konfronteret med de samme trusler.
Coronavirussen behandler ikke alle helt lige, men understreger, at i sidste ende lever vi alle i den samme virkelighed. Det gælder i særlig grad europæerne, selv danskerne, selv om den første lære øjensynligt har været, at vi alle er nationale socialdemokrater med et effektivt sundhedssystem, hvis faglige standarder det ikke er lykkedes at ’effektivisere’ ihjel.
Nu bliver det spændende at se, om det lykkes EU at blive relevant for borgerne under den økonomiske genopretning.
Et godt sted at begynde er denne lille bog, som er den første af den strøm af bøger, der kommer ud af den skrivende klasses påtvungne isolation. Mange har skrevet løs, mens regeringerne regerede, embedsmændene genvandt respekten for ordentlig administration, sundhedspersonalet kæmpede, og de ansatte i produktion og distribution arbejdede for fuld kraft.
Nu kan vi også læse.
Ivan Krastev. ’Hvornår er det i morgen? Pandemiens paradokser’. Informations Forlag. 109 sider, 200 kr.
