Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jokum Rohde er en vidunderlig sprogkunstner

Mens vi venter på at kunne komme i teatret og se en Jokum Rohde-forestilling, kan man overvældes af ’Midnatsforestilling’ og fem nyere skuespil på skrift, der viser, hvad ordene og de velskrevne replikker kan
Mens jeg venter på at kunne komme i teatret og se en Jokum Rohde-forestilling, er jeg taknemmelig for denne udgivelse med tekster, der viser, hvad ordene og de velskrevne replikker kan, skriver Kamilla Löfström.

Mens jeg venter på at kunne komme i teatret og se en Jokum Rohde-forestilling, er jeg taknemmelig for denne udgivelse med tekster, der viser, hvad ordene og de velskrevne replikker kan, skriver Kamilla Löfström.

Tobias Nicolai

Kultur
26. juni 2020

Hvem elsker ikke teaterrummet og alle dets muligheder! Jeg gør, og med et uendeligt forår uden teater elsker jeg det endnu mere. Men jeg holder også meget af at læse dramatik, for slet ikke at tale om at høre det som radioteater. Den dramatiske tekst kan så uendeligt meget herunder at blive læst i en bog, alene mumlende eller højt for andre.

Dramatik udgives bare sjældent i bogform, men her er forlaget Bangsbohave så med Midnatsforestilling og fem nyere skuespil af Jokum Rohde: Dukkelise (barnestjernehelvede og hit i 2017), Sonjastandardpleasuremodel (foruroligende enakter med robot, 2017), Djævelen i Karla Strauss (skrevet på bestilling fra Dramaten, men skammeligt nok ikke opført der).

Radio24syvs radioteaterversion fra 2015 findes dog stadig som podcast), Sidste diligence fra lykkens by (eneste danske westerndrama og politisk teater mellem antikkens bystat og postkolonialisme, 2016) og Amandaværelset (horror og scenografisk totaloplevelse, 2014).

Midnatsforestilling er den helt perfekte titel at samle disse fem skuespil under. Der foregår ting og sager i alle stykkerne, som ikke tåler dagens lys, og så bruger vi jo også ’midnatsforestilling’ i overført betydning om noget, vi ikke ved, hvornår slutter. Noget, vi ikke kan indkredse og kontrollere. Det er dér, uhyggen kommer fra, hos Jokum Rohde. Det vil sige, den kan komme alle steder fra, den er ikke afgrænset til en mystisk anden verden. Det uforklarlige er lige der ved siden af en, når man drejer hovedet.

Sjovt som i morsomt

Inspirationen kommer blandt andet fra de mest splattede horrorfilm, Jokum Rohde har set. Og han har set mange (ifølge de medfølgende bonustekster skrevet af dramatikeren selv). Plus William Friedkins Eksorcisten og Hitchcock i det hele taget, men stykkerne er skrevet til scenen. Jokum Rohdes kunstart er dramatik, ikke special effects.

’Midnatsforestilling. 5 skuespil’. Jokum Rohde.

Saxo
Netop det hænger især sammen med hans måde at skrive replikker på. De er i sandhed et studie værd, for hvorfor er de replikker egentlig så eminent gode? De tillader sig jo at være regibemærkninger og lige så eksplicitte som i børns leg: »Så sagde vi, at du var hunden.«

De gengiver fortidige handlingsforløb, de er langtfra mundrette, de roder sig eksempelvis ud i filosofiske forklaringer af ondskab, som når Madame Zora i Djævelen i Karla Strauss afprøver ordet »formålstjenlighed« som synonym for ondskab. Hendes filosofiske udredning bliver afbrudt af Hr. Karloff, der siger: »Formålstjenlighed. Jeg har ikke tænkt på det ord siden anden verdenskrig. Sjovt.«

Og det er det jo! Sjovt som i morsomt, og sjovt som i bemærkelsesværdigt. For hvem taler Karloff til? Madame Zora eller publikum? Selv skriver Jokum Rohde, at han i Djævelen i Karla Strauss efter at have set 50-60 gyserfilm på et par måneder begyndte at tænke på replikker som kameraer »et greb der har sit foreløbige klimaks i Madame Zoras umanerligt lange beskrivelse af hotelsuiten, hvor Prins Satan bor.«

Eller man kunne sige, at Jokum Rohde skriver poetiske dramaer. »Madame Zoras umanerligt lange beskrivelse af hotelsuiten« fylder godt en bogside. Hotellet hedder Terminus (hvad ellers?), det gamle teater, der er stykkets hovedbygning, hedder Nekropolis. I det hele taget foregår stykkerne ofte i kulisser eller på et teater – og det teater er et helvede, et spøgelseshus, en ormegård.

Teksten står ved platheden

Karaktererne er skuespillere og teaterfolk. En teaterforsker og en doktor i performance er der også roller til. Karla-karakteren er netop blevet syg af at medvirke i et skuespil (Satans søn hedder det).

Som ledsager til gyset og gotikken har Jokum Rohde valgt komikken – og den helt særlige joviale og onkelagtige slags fra Sagafilmene (1942-1976). Der er mange platte jokes i Jokum Rohdes stykker, og jeg har leet højt ud i stuen af dem alle. Den platteste er nok »At vaudeville eller ikke at vaudeville.« Nej, den allerplatteste er fra samme stykke, Dukkelise, hvor Dukkelise siger: »Det passer ikke.« Hvortil hendes søster Lila Lash svarer: »Det DIRCH passer.«

Det helt skønne er så, at teksten står ved platheden. Dirch Passer-joken får lov at komme igen. Men humoren har flere humører og farver, også kulsort, når Dukkelise siger: »Mit næste projekt er at stille træskoene.«

Hvert stykke er et metastykke, hver rolle har flere roller i sig. Det skaber dramatiske højdepunkter og overraskelser – og det er et raffinement til det gennemgående tema om identitet.

Jeg har ikke set et eneste af de fem skuespil, men lige nu er det, som om jeg har. Mens jeg venter på at kunne komme i teatret og se en Jokum Rohde-forestilling, er jeg taknemmelig for denne udgivelse med tekster, der viser, hvad ordene og de velskrevne replikker kan.

Men også, hvorfor og hvordan den gotiske genre med dens afsidesliggende forladte (teater)huse og dobbeltgængere nok er den bedste til at deale med forholdet mellem tro og videnskab og alt det, der gør os angste og urolige, og som vi ikke forstår.

’Midnatsforestilling. 5 skuespil’. Jokum Rohde. Forord af Thomas Korsgaard. Bangsbohave. 272 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her