Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Man kan aldrig få nok af Clarice Lispector, der skriver om at spise katte og tro på engle

Den brasilianske forfatters sidste roman er et overvældende katalog af sansninger, der kan fanges ved at kigge på en grim og muggent lugtende pige. ’Stjernens time’ er så medrivende og sær, at det er til at blive lykkelig af
Clarice Lispector er kendt som en latinamerikansk nouveau romanforfatter i kraft af hendes sansemættede måde at observere verden.

Clarice Lispector er kendt som en latinamerikansk nouveau romanforfatter i kraft af hendes sansemættede måde at observere verden.

fra forlaget

Kultur
12. juni 2020

Macabéa er en mærkelig pige. Hendes teint er gustengul, og hendes personlighed er som et hår i suppen. Hendes kæreste mener (ikke helt uberettiget), at hendes navn lyder som en hudsygdom.

»Undskyld, men jeg synes ikke rigtig, at jeg er nogen,« siger hun helt oprigtigt.

Men hvis Macabéa er slap som en gammel karklud, så er den brasilianske forfatter Clarice Lispector grådig efter at vride al resterende saft ud af hende.

Og sådan forvandler den fattige piges lunkne liv sig til et vidunderligt ordværk, der får hjertet til at galoppere. Kender man ikke Lispectors forfatterskab i forvejen, er Stjernens time, der udkom i 1977 og nu i en ny oversættelse, et godt sted at kaste sig ud i hendes underlige univers. 

Clarice Lispector blev født i Ukraine i 1920, men flygtede som lille med sine jødiske forældre til det fattige Nordøstbrasilien. I det nye land skrev hun bøger, som ikke minder om noget andet, og som har fået litteraturforskere til at klø sig i hovedbunden lige siden. Hendes ord er enkle, men der er alligevel noget sært på færde i de hverdagsmøder, hun skriver om. 

Clarice Lispector: ’Stjernens time’.

Saxo
Hovedpersonen i Stjernens time er en ægte nobody. Hun er næsten en moderne Odysseus, der råber »jeg er Ingen« i kyklopens hule. Men hvor det for sagnhelten er et skalkeskjul for hans i virkeligheden enorme ego, er det, for den fattige pige bare, det hun er.

Ligesom kyklopen i myten bliver man forvirret: Hvordan kan nogen være ingen? Og hvordan i alverden skriver man en bog om et menneske, der næsten ikke findes? Det kan man jo ikke, men mirakuløse Clarice Lispector kan. 

Blegt græs og gylden hvede

Macabéa, hovedpersonen, blev gokket i hovedet som forældreløst barn af sin sure tante, og nu er hun analfabetisk maskinskriverske i et slumkvarter i Rio. Hendes blod er blegt, og hun er underernæret, fordi hun kun spiser hotdogs. Hun hverken brokker sig over sin elendighed eller opfører sig som en irriterende, helgenagtig Oliver Twist. 

Den mandlige fortæller har fået et glimt af hende på gaden og bliver mod al forstand besat af pigen. Han siger endda, at hun minder om svedent græs i rendestenen; ukrudt, som ingen gider luge væk. Så han tvivler: 

»Men hvorfor beskæftiger jeg mig med denne pige, når det jeg mest af alt ønsker er fuldmoden, gylden hvede ved sommertid?« Sådan er Lispectors sprog, fuld af metaforer, der springer et forbindelsesled over, men alligevel klinger rent. 

Macabéa bor på et fugtigt værelse med tre andre, hun tolereres nødtørftigt som begærsobjekt af en machokæreste, der er lige så ludfattig som hun, og hendes kolleger nærer samme medfølelse over for hende som for en lus. Indimellem eksploderer hun i små strejf af lykke, andre gange er hun næsten ved at forstå, at hun i virkeligheden er ulykkelig.

Men fordi Macabéa er en underlig pige, der ikke har vænnet sig til at være i live, er hendes virkelighed også skruet mærkværdigt sammen. Hun kan ikke lide at spise, fordi hun som fattigt barn engang kom til at spise en stegt kat. Nu føler hun, at hun har begået en forbrydelse, »at hun havde spist en stegt engel, vingerne knasede mellem hendes tænder. Hun troede på engle, og fordi hun troede, eksisterede de«. 

Hendes liv er fuld af elendighed, men det er også storladent og legesygt. 

Fra en anden dimension

I Tine Lykke Prados oversættelse bliver romanens melodiske portugisiske til et lige så sangbart dansk. Sætningerne glider umærkeligt fra Macabéas langsomme tanker, der bliver til langsomme ord, over i en filosofisk bemærkning om natur: 

»Hun levede i slooowmotion, en hare der hoooooppede op i luuuften hen over bakkerne, det vage var hendes jordiske verden, det vage var naturens indre.« I Lispectors sætninger kan alt åbenbart gælde og give mening på samme tid.

Gennem den anonyme Macabéa får Lispector øje på det modsatte af en spændingsroman. Hun fylder siderne med sansninger, både de smukke, de grimme og de ulækre. 

Stjernens time er en lyrisk form for socialrealisme. Det er fattigdom og hårde kår, der gør Macabéa til et væsen, der eksisterer, men ikke rigtig lever. På den måde får en samfundsklasse, som ingen i 1970’ernes Brasilien forbandt med poesi, sin egen kunstfærdighed. Lispector skriver med en tro på, at der gemmer sig et skatkammer af nye ord og sansninger i enhver. 

Hun er blevet set som en latinamerikansk nouveau romanforfatter i kraft af hendes sansemættede måde at observere verden på. Hun er også blevet indrulleret i en kanon for ’feminin skrift’ af samme grund. Men egentlig er hendes skrift for vandafvisende til, at den passer på nogle af de mærkater. 43 år efter sin oprindelig udgivelse er Stjernens time stadig helt frisk. 

Man bliver grådig og længes efter mere, når man læser Lispector. Den korte fortælling om Macabéa bliver aldrig helt forløst. Der er altid noget, der undslipper, en rest, der ikke lader sig nedfælde på siden. Det er derfor, den bliver ved med at betage. 

Clarice Lispector: ’Stjernens time’. Oversat af Tine Lykke Prado. Gyldendal, 160 sider, 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her