Iran har et af verdens højeste antal af stofafhængige. Det officielle tal lyder på et sted mellem to til syv procent af en befolkning på 83 millioner. Uofficielt kan tallet været højere. Den rystede mængde skyldes, at 80 procent af den globale opiumforsyning på sin rejse fra Afghanistan mod Europa og resten af verden har sit første stoppested i Iran. Det har resulteret i en normaliseret opiumskultur i en række iranske byer, hvor det er mere almindeligt og i øvrigt mere økonomisk forsvarligt at indtage opium end for eksempel at drikke alkohol.
Når opium og øvrige rusmidler indtager så central en position i et land, er det oplagt at studere illegale stoffers rolle i iransk politik og landets moderne historie. Det har Maziyar Ghiabi gjort via omfattende feltstudier blandt narkomaner på bunden af samfundet parallelt med nærstudier af beslutningerne i toppen af systemet.
’Drugs Politics, Managing Disorder in the Islamic Republic of Iran’. Maziyar Ghiabi.
Ghiabi har valgt at undersøge narkotikas rolle som en del af de historiske bevægelser i det iranske samfund frem for at se på narkotika som et isoleret tema.
For eksempel blev opium indtaget med et medicinsk formål i starten af 1900-tallet, og heroin var et festligt indslag i de højere sociale lag tilbage i 1950’erne. Men alle følte sig ikke som en del af festen, så de progressive tænkere i 1950’erne knyttede Vestens dominerende indflydelse i Iran til heroin og den »giftige« elites moralske fordærv.
Forbudsregime
Det var særligt det CIA-orkestrerede kup mod Irans første demokratisk valgte premierminister i 1953, der antændte vreden. Et kup, som iranerne aldrig har tilgivet USA og England for, og et kup, som også havde konsekvenser for Irans narkopolitik. For i midt-50’erne blev opium forbudt på kraftig anbefaling fra USA’s narkotikakontor, der ønskede, at Iran skulle blive den globale model for et forbudsregime.
Forbuddet blev markedsført som endnu et af shahens prestigefulde moderniseringsprojekter, der skulle bringe Iran ud af sin »skamfulde og mørke orientalske fortid« og ind i varmen med de øvrige udviklingslande.
Efter en del debat blev en lov vedtaget i 1955, hvor straffen for producenter, forhandlere og forbrugere blev strammet gevaldigt. Hvis man blev opdaget med 50 gram opium eller et gram andre former for narkotika, kunne man straffes med op til ti års fængsel i isolation – efterfulgt af dødsstraf.
En lov, der viste sig at ramme bunden af samfundet hårdere end toppen eller bagmændene. En straf så hård, at ayatollah Khomeini, der i 1979 genetablerede Iran som en islamisk republik, stillede sig på kritikernes side. Selv om hans egen løsning efter revolutionen viste sig at være lige så hård.
Heroinens udbredelse
Med et generelt narkotikaforbud, som også inkluderede opium, begyndte bivirkningerne at vise sig i samfundet. Hårdere stoffer var nu mere tilgængelige på grund af opiumsforbud.
Pludselig blev heroin mere udbredt. Siden heroin ikke lugter og ikke fylder meget under transport, blev det på mange måder en oplagt og moderne erstatning for det traditionelle opium. Hvilket indirekte også satte sine spor i tidens hotteste politiske debatter om Vestens negative indflydelse i Iran og affødte det populære begreb Westoxification. Et skelsættende begreb formuleret af den iranske forfatter Jalal al-e Ahmad i start-60’erne, som kritiserede fascinationen og afhængigheden af Vesten som en dominerende og giftig kulturimperialisme. Begrebet rummede modernitetens fortabte og fremmedgørende livsstil, som var baseret på konsumering på bekostning af Irans lokale kulturhistorie og -produktion.
Westoxification var med til at bane vejen for mange af de politiske argumenter i 60’erne og 70’erne op til den islamiske revolution, hvor heroin stort set udelukkende var udbredt i elitens urbane cirkler.
Statstilsyn med opiumsproduktion
For at få mere kontrol over ulovlig handel og konsumeringen ændrede shahen sin strategi via ny lovgivning i 1969 og frem til den islamiske revolution. Og det lykkedes delvist, men anstrengelserne var ikke tilstrækkelige på nationalt plan. I denne periode blev opiumvalmuer produceret under statens tilsyn og distribueret i stor stil.
Det var der flere årsager til. For det første for at mindske nabolandenes tilstrømning af opium til Iran, der var årsagen til et stort økonomiske tab for landet. For det andet for at mindske byrden for familier, hvis forsørgere var fanget i narkotikaforbrydelser. Dertil indførte regeringen den famøse – og for mange iranere ligefrem nostalgiske, kuponordning, hvor ældre grupper i samfundet jævnligt fik opium på lægens recept. En meget progressiv tilgang, hvor afhængighed blev omfortolket til at være et handicap og ikke blot en sygdom.
Revolutionen kommer
Men så kom revolutionen og dermed behovet for at distancere den nye islamiske republik fra alt, der lugtede af Pahlavi-monarkiets Iran. I sommeren 1979 blev alle former for stoffer og rusmidler erklæret forbudte af Irans nye åndelige leder, ayatollah Khomeini.
Smugling og handel blev erklæret haram, og den berygtede højesteretsdommer Khalkhali blev udnævnt til at styre Irans antinarkotika-kontor. Som konsekvens blev det i 1980 umoralsk at dyrke opiumvalmuer, og i stedet blev den moralske støtte givet til afgrøder som ris, linser og hvede.
Khalkhali blev kendt og berygtet for at dømme narkosmuglere og -handlere lige så hårdt som monarkiets mænd og republikkens øvrige politiske opposition. Han var med til at barbere håret af stofafhængige for at ydmyge dem offentligt. Han udskrev dødsstraf, isolation og torterede, mens han straffede bunden såvel som toppen af narkoverdenen med en skånselsløs attitude; en total war on drugs.
Arbejdslejre for stofafhængige
Året efter revolutionen angreb Saddam Hussein fra nabolandet Irak, og en af de mest blodige krige i moderne tid påvirkede iranernes hverdag indtil 1988. Pludselig blev heroin populært igen. Denne gang blandt de unge i storbyerne og til en meget billigere pris. Afhængighed blev betragtet som kriminelt, om du så besad stoffer eller ej, og mellem 1982-1988 steg antallet af anholdelser til det femdobbelte.
Uden synderlig medicinsk research eller belæg etablerede staten arbejdslejre for flere tusind stofafhængige, så de kunne arbejde på byggeprojekter i byen, mens de var på afvænning. Under andre tiltag sendte man stofafhængige til ubeboede øer i Den Persiske Golf for således at tilbageholde stofafhængige i karantæne og uden for offentlighedens skue. Hvis man kendte til nogen, der tog stoffer, blev man opfordret til at ringe 128 og anmelde dem.
Hovedkvarter For Narkoopsyn
Krigens daglige tilstedeværelse i samfundet smeltede sammen med krigen mod stoffer. Det blev et spørgsmål om samfundets helbred og sikkerhed, hvor militæret og revolutionsgarden – som dengang var en mindre enhed – også tog del i operationerne. De faldne soldater i krigen mod stoffer fik den ærefulde titel martyr, som ellers var tiltænkt krigens soldater. Kampen og kampagnen mod stoffer blev koordineret fra det magtfulde Hovedkvarter For Narkoopsyn, som samarbejdede med civilsamfundet såvel som ministerier. Det gør det i øvrigt stadig.
Ghiabi skriver, at selv om »hovedkvarteret er involveret i samtlige narkorelaterede sager, bærer det stadig ingen ansvar, og dets tilstedeværelse forbliver til tider usammenhængende og ineffektivt«. Og på mange måder er det kernen af Irans til tider modstridende politik. For mens regeringen kan have en officiel politik, bliver eksperimenter for at bekæmpe en helbredskrise tilladt i forsøget på at finde nye løsninger – også selv om eksperimenterne går imod den officielle politik. Og ifølge Ghiabi er det ikke nødvendigvis modsætninger. Blot nye bottom up-forsøg, som udvikles på civilsamfunds- og græsrodsniveau, hvilket på ingen måder er unikt for Iran.
Tid til en ny tilgang
Et godt eksempel på det forekom ved århundredskiftet, da det også gik op for politikerne, at narkotikapolitikken ikke har givet pote de seneste to årtier. I 2005 efter mange års lobbyarbejde fra ngo’er og græsrodsgrupper blev de øverste beslutningstagere endelig overtalt til, at det er tid til en ny tilgang.
Fremover blev afhængighed afkriminaliseret, ved at stofafhængige fik adgang til nåle, kondomer, støtte til skadereduktion og ingen krav til afvænning. De gik fra at være misbrugere til brugere, som egentlig betød en uofficiel politisk accept af indtagelse af stoffer. En accept og et ansvar, som udføres på græsrodsniveau med politisk støtte – dog uden at ansvaret centraliseres. Ifølge Ghiabi har Den Islamiske Republik netop ikke valgt en direkte og centraliseret tilgang, fordi offentlighedens helbred er en sag om relationen mellem staten og samfundet.
I Iran findes der en del selvmodsigende politiske beslutninger, som virker modstridende og i uorden. Såsom sigheh, midlertidigt ægteskab, der kan vare alt fra et par timer til flere år. Eller mulighed for at få en kønsskifteoperation som en del af løsningen på homoseksualitet, der i øvrigt er forbudt i Iran. Begge politiske beslutninger er affødt af sociale kriser, som havde vokset sig for store til at blive ignoreret. Begge eksempler er en måde at forvalte uorden frem for at ændre en politik 180 grader.
’Drugs Politics, Managing Disorder in the Islamic Republic of Iran’. Maziyar Ghiabi. Cambridge University Press, 366 sider, 75 britiske pund
