Teaterchef Kasper Holten var konferencier ved vi åbner igen-koncerten søndag eftermiddag i Operaen, og han befandt sig med åbenlys begejstring i rollen. Både fordi han skulle præsentere programmet, og fordi han som den daglige førstemand for Det Kongelige Teater ønskede at sætte den foreløbige afslutning af måneders undtagelsestilstand i diverse perspektiver.
Medarbejderne blev takket, især alle dem, der var blevet sendt hjem, publikum fik at vide, hvor hårdt de var savnet, og ikke mindst betonede Kasper Holten – som han gør ganske tit – hvor eksistentielt vigtigt det er for os almindelige mennesker at gå i teatret for at opleve og reflektere over sangen, musikken, dansen og det talte drama.
Denne teaterchef kunne sælge flyvesand i Råbjerg Mile, men det er ikke kun mundsvejr, for bag ham står der som bekendt mange dygtige praktikere i alle afskygninger. Og det forholder sig i det hele taget sådan, at når en krise som denne pandemi lukker vore teatre, koncertsale, spillesteder og festivaler, finder de fleste for alvor ud af, hvor meget de betyder for vores indre liv.
Sommerkoncerten på Operaen var stablet på benene på kort tid, indslagene kom fra coronaaflyste premierer og kommende forestillinger, og man måtte trække på de solister, der var til rådighed og give ukendte navne chancen. De sidste greb den med bravour.
Den kompetente Thomas Søndergård stod på dirigentpodiet med Det Kongelige Kapel foran sig, godt 70 musikere uden at dele nodestativ for ikke at komme for tæt. Og de 500 publikummer havde et tomt sæde på hver side. »Businessclass« – sagde Kasper Holten. Og det var det faktisk.
Maskarade for 117. gang
Det begyndte med Det Kongelige Kapels Fanfare, komponeret for messingblæserne af Frederik Magle til dronning Magrethes 80-årsfødselsdag. Det er højstemt musik, ikke i stil med Star Wars eller anden tjubangfestivitas, men snarere i retning af messingmusik af Paul Hindemith eller Aron Copland, velklingende og for det meste lyrisk talende, som det passer sig for et operaorkester.
Så gik det ellers slag i slag. At man for 117. gang skulle trækkes gennem Carl Nielsens Maskarade ouverture lå naturligvis i de blandede kort – operaen får premiere i december. Men de, der som jeg gerne så den sat på pause i koncertprogrammerne, blev alligevel overraskede over de mange finurlige detaljer, Søndergård fik lokket ud af stykket.
Springet til Richard Strauss’ opera Ariadne på Naxos var ganske subtilt, for både hos Nielsen og Strauss møder vi commedia dell’arte-figurer, i Maskarade af Holberg-afstøbning. Og så måtte man tænke sig til disse komedianter som tilskuere, da Ariadne i skikkelse af Ann Petersen istemte en af sine klagesange, anbragt på en øde ø af sin svigefulde elsker Theseus.
»Es gibt ein Reich« handler om blive hentet til dødsriget af guden Hermes, og arien blev suverænt fremført med den indlevelse og patos, Strauss lagde i den, i modsætning til den mere jordnære komediantmusik, der ligger før og efter.
Man kan da roligt sige, at Strauss og Mozart er forbundne kar, den første satte Mozart over alle andre komponister og følte vel sig som hans discipel på operaens område. Der kom flere indslag fra Tryllefløjten, den er næste sæsons første premiere i australieren Barrie Koskys iscenesættelse. Det er stensikkert, at det ikke bliver, som det plejer. Til gengæld bliver der noget at snakke om.
Thomas Søndergårds hånd om Mozarts linjer og farvespil gjorde indtryk, men afgrunden mellem lysets visdom og mørkets ondskab nåede han ikke at tegne op på den korte tid. Simon Duus var en lurendrejer af en Papageno i fuglefængervisen, hos Kosky bliver han nok udfordret til frækkere attituder, som teksten også lægger op til.
Nina S. Clausen fra Operakoret kom ind i et selskabsskrud for at give Nattens Dronnings hævnarie. Hun synger den til datteren Pamina, at hun skal dræbe fjenden Sarastro med en kniv, og bevare mig vel, hvor er det svært at synge de halsbrækkende koloraturer og samtidig give furien en troværdig fremtoning i situationen. Nina S. Clausen gjorde det træfsikkert og overbevisende, og man kan forestille sig, at det bliver endnu bedre i en dramatisk sammenhæng.
Mandskorets »O Isis og Osiris« er angiveligt frimurermusik, ligesom ouverturens indledende blæserakkorder hører hjemme i frimurerritualer på Mozarts tid. Men på trods af smukke korstemmer var det ikke denne svale stemning af tempelmystik, der kom frem under Søndergård. Det er nu heller ikke sikkert, at Kosky er optaget af den slags.
Bevægende strygerspil
250-årsjubilaren Ludwig van Beethovens eneste opera Fidelio har premiere i september, og det foranledigede »Leonore ouverture nr. 3« – en af de kasserede ouverturer med operaens første titel. Denne nr. 3 er et lille symfonisk digt, der indkapsler operaens evige tematik: uretfærdig frihedsberøvelse, kærlighed og troskab, befrielse og genforening.
Og det var egentligt svært at stille antennerne ind på denne musik, den faldt ligesom udenfor i al sin egenartede storhed, og opførelsen var heller ikke så intens, at man uundgåeligt blev hvirvlet ind i den.
Til gengæld var den afsluttende musik fra den aflyste publikumstræffer, Verdis La Traviata, bevægende på flere måder. Det enkle, hudløse forspil til 1. akt gav Det Kongelige Kapels strygere lejlighed til at demonstrere en forfinet, nuancerig spillekultur.
Disse faldende melodilinjer ramte på forunderlig vis ind i medfølelsen med de mange tusinder intensivpatienter, der er døde i de seneste måneder, sådan som også den vildfarne, tuberkuløse hovedperson Violetta ender sine dage, når operaen slutter.
Dermed sluttede koncerten ikke. Skålsangen i champagne – »Brindisi« – blev skudt af med to fine solister fra koret, Cecilie Hjortsberg som flammerød Violetta og Lars Bo Ravnbak som kæk Alfredo på et parisisk eventyr, som han i sidste ende ikke kan magte.
»Hanedans« fra selve maskeraden i Maskarade var ekstranummer, og dermed blev det spirituøse natteliv i København og Paris forenet mere eller mindre utilsigtet.
Sommerkoncert. Solister og Det Kongelige Kapel og Operakor under Thomas Søndergård. Operaen 7. juni.
