Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Leif Davidsen kan bare det der med baglæns cirkelspark og sex under bruseren

’Forræderens børn’ er en stærk og skræmmende skildring af spioner og magtfulde efterretningstjenester i Putins Rusland
»Det stråler ud af hver side, at Leif Davidsen ved, hvad han skriver om, men researchmaterialet er doseret med lettere hånd end sidst, hvor det indimellem fremstod, som om alle følte sig forpligtet til at redegøre for russisk kultur og historie,« skriver anmelder Tonny Vorm.

»Det stråler ud af hver side, at Leif Davidsen ved, hvad han skriver om, men researchmaterialet er doseret med lettere hånd end sidst, hvor det indimellem fremstod, som om alle følte sig forpligtet til at redegøre for russisk kultur og historie,« skriver anmelder Tonny Vorm.

Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Kultur
5. juni 2020

Leif Davidsen skriver godt om meget, men to ting mestrer han som få andre: karate og sex. At dømme efter underholdningsbranchen er der et stort publikum til den slags, men ikke desto bliver det ofte skildret i et utroværdigt, komisk og kulørt skær. Ikke hos Leif Davidsen, hvis lyssky spioner og hemmelige agenter naturligvis altid er beredte på et rask slagsmål og klar til at forføre både venner og fjender i en god sags tjeneste.

Også i Forræderens børn går det hedt for sig. Bevares, i Bogense er Laila og hendes kæreste »som regel for trætte til sex« efter en lang dag på den campingplads, de driver, men i et lejet sommerhus ved Vesterhavet bliver hendes russiske halvbror Tor først forført under bruseren af kvinden i nabohuset, der har en lidt skæv fortand og problemer med havegrillen, og dagen efter i samme sommerhus overfaldet af en modstander, der »snurrede en gang rundt om sig selv og ramte ham i tindingen med et cirkelspark« – heldigvis efter først at have taget skoene af, »som det var sædvane i Danmark«.

’Forræderens børn’. Leif Davidsen.

Gucca
For de fleste af os er baglæns cirkelspark og sex under bruseren langt fra hverdagskost, men hos Davidsen optræder disse faste genreelementer i et univers, hvor folk har skæve tænder og knas med havegrillen. Det er næsten helt realistisk.

Inspireret af en sand historie

Vi har tidligere mødt halvsøskendeparret Laila og Tor i Djævelen i hullet (2016), hvor de også selv mødte hinanden for første gang via deres far, den danske efterretningsagent John Arnborg. I 1993 forlod han sin kone og datter (Laila) og hoppede af til Sovjetunionen, hvor han siden giftede sig, fik en søn (Tor) og skabte sig en karriere i efterretningstjenesten FSB.

I Forræderens børn bringes de to halvsøskende og ekssoldater atter sammen, da en russisk pensionist bliver myrdet i sin jolle på Ringkøbing Fjord af en gift, som den russiske efterretningstjeneste er kendt for at bruge.

I sit efterord skriver Davidsen, at han fik ideen til romanen, »da den russiske dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter blev forgivet med nervegiften Novitsjok i den engelske by Salisbury«.

De to overlevede som bekendt, men det gør russeren fra Ringkøbing ikke, og Tor, der af sin nu afdøde far har lært at tale dansk, som man gør i film fra 1970’erne, sendes derfor til Danmark. Her hvirvles han og Laila ind en speget efterforskning, der bringer dem på en farefuld færd ned gennem Europa til Amalfi-kysten, hvor lederen af den paramilitære gruppe Wagner – der også findes i virkeligheden og har været indsat i både Syrien og Ukraine – holder til på en overdådig lystyacht.

Undervejs synes ingen at være til at stole på, og sandheden er mildt sagt en by i Rusland.

Et portræt af Rusland

Mere skal ikke røbes om handlingen i Forræderens børn, der som Djævelen i hullet kan læses som et portræt af et Rusland truet af både indre og ydre modstand, og hvis dialog med Vesten stort set er suspenderet, som det udtrykkes i efterordet, hvor Davidsen pointerer, at man »skal tilbage til 1980 for at finde en tilsvarende spændt situation«.

Det stråler ud af hver side, at Davidsen ved, hvad han skriver om, men researchmaterialet er doseret med lettere hånd end sidst, hvor det indimellem fremstod, som om alle følte sig forpligtet til at redegøre for russisk kultur og historie. Denne gang kommer vi dybere ned i psyken hos søskendeparret, der kæmper med at forstå deres far og hans arv og forræderiske handlinger. Begge savner de om ikke ham så i hvert fald noget i en hverdag uden eventyr, udfordringer og spænding.

Det får de til gengæld rigeligt af, da først dramaet tilspidses i Italien, hvor Tor tilmed glemmer alt om den store russiske roman, han måske vil skrive, og Laila dæmper sin småtrættende mani med at citere danske digtere.

Dette samt en noget rørstrømsk afrunding er vel det eneste, der skurrer lidt undervejs i en stærk og skræmmende aktuel politisk thriller båret af skarpe stemningsbilleder, et sanseligt sprog og en medrivende intrige om forræderi og magtkampe. Forræderens børn er vintage-Leif Davidsen, som vi også skrev om Djævelen i hullet.

’Forræderens børn’. Leif Davidsen. Lindhardt og Ringhof. 341 sider. 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

> I 1993 forlod han sin kone og datter (Laila) og hoppede af til Sovjetunionen

Den Sovjetunion, som var ophørt med at eksistere i 1991?