Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Liebesträume 3’ er amatørpianisternes sentimentale favorit, men et stort værk under de rette hænder

I Informations klassiske musikskole beskriver Valdemar Lønsted klassiske værker, vi bør give en særlig chance. I denne uge den misforståede kvindebedårer Franz Liszts mest fortærskede værk blandt amatører og på film, ’Liebesträume 3’, der er elsket og foragtet, umiddelbart tilgængelig og avanceret opbygget
Kultur
16. juni 2020
Franz Liszt (1811-1886) var en ungarsk komponist og pianist.

Franz Liszt (1811-1886) var en ungarsk komponist og pianist.

Science Source

Denne komposition af Franz Liszt (1811-1886) kaldes ofte Liebestraum, men hedder med rette Liebesträume (flere drømme), ligesom de to første i samlingen fra 1850.

Nummer tre kan man roligt kalde en gammel traver, al den stund den har været igennem trædemøllen i millionvis af amatørpianisters dagligstuer – for de flestes vedkommende i lettere bearbejdelser.

Liszt var romantikkens største klavervirtuos, han komponerede utallige stykker til sine koncerter rundt omkring i Europa, men de tre Liebesträume kom til verden, da rejseriet var overstået. De er også tiltænkt andre pianister med betydelig fingerfærdighed og slagkraft.

Nummer tre på godt fem minutter kræver nu især en stor musiker, for at det ikke skal ende i en forpjusket sentimentalitet. Man bliver straks indfanget af den smukke melodi, den er hovedsagen, og den hvirvles efterhånden ind i en berusende omfavnelse af stadigt mere sammensatte farver og rytmer i hele klaviaturet.

Lad os nu bare kalde den Liebestraum, for det er den almindeligt forekommende titel. Den har ført en døgnflueagtig tilstedeværelse i massemedierne og som regel kun tilskåret med den følsomme begyndelse.

I film og tv-serier har det været Borderline (2019), The Girl in the Spider’s Net (2018), Stalker (2018), Feud (2016) og Merli (2016). Den alenlange liste går tilbage til Greta Garbo-filmen Standard Single (1929), ligesom stykket naturligvis har hjemsøgt reklamefilmenes soundtracks. En ubetalelig Victor Borge tog engang Liebestraum under behandling, han gennemførte for en gangs skyld hele kompositionen, men måden, han gjorde det på, savner sidestykke. Hør det på YouTube.

Dårlig smag og tom virtuositet, sådan kategoriserede fagfolk herhjemme længe Franz Liszts poetiske og virtuose klaverstykker, og da ganske særligt denne Liebestraum. Liszt venter faktisk fortsat på at blive forsket og forstået til bunds i alle sine biografiske og musikalske aspekter, blandt andet fordi hans eftermæle blev låst fast i nogle stereotyper: kvindebedåreren, den dæmoniske klavervirtuos og den patetiske programkomponist. Sådan skete det efterhånden i Tyskland, og da vi har haft for vane at følge tyskerne, blev det også sådan i Danmark.

Elsk, så længe du kan

De tre Liebesträume har undertitlen notturni eller nattestykker, og de er såkaldte transskriptioner, det vil sige arrangementer, af Liszts egne sange. Teksten til nr. 3 skyldes tyskeren Ferdinand Freiligrath med titlen ’O lieb’, so lang du lieben kannst’. »O elsk, så længe du elske kan, for timen kommer, hvor du står og klager ved gravens rand« – lyder den første strofe.

Det fascinerende ved stykket er den umiddelbare tilgængelighed samtidig med et ganske avanceret harmonisk forløb. Her nøjes Liszt ikke med tre-fire-fem forskellige akkorder som i populærmusikken, det gjorde han aldrig. Der er tale om en svimlende rejse med hurtigtskiftende akkorder, der afspejler sangens emotionelt-urolige indhold, og det gøres i en stigningstakt i stedse større farverigdom.

Man kan tale om A-stykker og B-stykker i sangopbygning. A-stykkets melodi identificerer sangen, B-stykket eller broen er en melodisk ekskursion i et andet harmonisk lys, og så vender A tilbage. Det sker i en sang som What a Wonderful World og også i den noget mere sofistikerede Liebestraum. Hovedsigtet for Liszt må have været at åbne elskovsdrømmen som en pragtblomst i tre stigende harmoniske bevægelser: As-dur, H-dur og E-dur. Med masser af sorte tangenter.

Det lyder først som en trubadur, som synger blidt og følsomt. Melodien befinder sig i klaverets tenorleje i venstre hånd, og højre hånd (den normale melodihånd) akkompagnerer med sagte bølgende akkorder. Når B-stykket indfinder sig, bliver det kraftigere og mere uroligt, musikken skifter toneart takt for takt og munder ud i en decideret improvisation med en kaskade af toner.

A-stykket gentages med melodien i højre hånd, tonearten er skiftet til nogle trin højere end før (H-dur). Nu skal der spilles med sjæl og passion, står der. Aktiviteten på tangenterne er øget, og i B-stykket rykkes til en ny toneart (E-dur) i den yderste diskant med melodien i pompøse oktaver. Som på en trappe skrider Liszt i en bjergtagende bevægelse et trin ad gangen ned til udgangspunktet (As-dur), og igen kommer der en virtuos improvisation.

Stormen har lagt sig. A-stykket folder sig ud i en rolig afsked, tempoet bliver langsommere, iscenesættelsen er lys og gennemsigtig, harmoniseringen er delikat, hænderne bevæger sig som kattepoter, og en fræk, kraftig akkord vækker drømmeren til realiteternes verden.

Serie

Informations klassiske musikskole

Den klassiske musik er kun en lukket verden for den, der ikke forsøger at nærme sig den. I artikelserien Informations klassiske musikskole beder vi en række musikere, komponister og dirigenter om at åbne døren til den klassiske musik ved at fortælle om et konkret mesterværk. Vi stiller de spørgsmål, du aldrig selv har turdet stille, og vores kritiker Valdemar Lønsted guider til de værker, du ikke vidste, du ville høre. Så tag med i skole. Vi lover, det bliver sjovt

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her