’Little Women’ fortæller smukt og levende om kvindeliv i 1860’ernes USA

Der er noget friskt og ubesværet over Greta Gerwigs Little Women, som er så umådelig svært at stå for. Det har både noget at gøre med, hvordan kameraet hele tiden bevæger sig rundt om skuespillerne og gennem huse og skove og gader; hvordan skuespillerne også konstant er i bevægelse; og ikke mindst hvordan Gerwig ikke synes at anerkende, at hun har lavet en periodefilm, men i stedet insisterer på at gøre det hele så moderne, levende, musikalsk og humørfyldt som muligt – uden at bryde med autenticiteten i tidsbilledet.

Den amerikanske forfatter Louisa May Alcotts delvist selvbiografiske Little Women – Pigebørn, som den hedder i sin danske oversættelse – er ikke en hvilken som helst bog, men et nationalt klenodie, som er blevet filmatiseret og tv-dramatiseret adskillige gange.

Men selv om de bedste af filmene – George Cukors fra 1933, Mervyn LeRoys fra 1949 og Gillian Armstrongs fra 1994 – alle har mange kvaliteter, ikke mindst Armstrongs, så er Gerwigs udgave den bedste, samtidig med at det i hvert fald strukturelt er den, som følger bogen mindst.

Hvor de øvrige film baseret på Little Women foregår kronologisk, vælger Greta Gerwig at begynde midt i det hele (og fortælle resten af historien i tilbageblik): med den unge, aspirerende forfatter Jo March (Saoirse Ronan), der står foran døren ind til den avis, som hun håber at sælge nogle af sine drabelige historier til.

Det lykkes hende, men den strenge redaktør, Dashwood (Tracy Letts), minder hende om, at hendes kvindelige hovedpersoner enten skal giftes eller dø til sidst. Alt andet er uacceptabelt i 1860’ernes Amerika. Og på den måde får Gerwig både slået filmens feministiske tone an, samtidig med at hun får Jo March introduceret som fortæller af sin egen historie – et fikst lille greb, som bliver helt meta-agtigt henimod slutningen af filmen. Men det skal man selv have lov til at opleve.

Fra barn til voksen

Little Women begynder altså med Jo March, og hun er selvfølgelig en af titlens fire pigebørn, der bor sammen med deres godhjertede, opofrende Marmie (Laura Dern) og familiens trofaste husholderske, Hannah (Jayne Houdyshell), i et stort hus i Concord, New England.

Deres far (Bob Odenkirk) slås i borgerkrigen på unionssiden, og familien, der engang var en af byens og områdets fineste, har ikke mange penge tilbage. Et faktum, som farens søster, strenge tante March (en herlig Meryl Streep), ikke forsømmer at fortælle dem, når de en gang imellem må bede hende om hjælp.

Udover Jo, der er den næstældste af døtrene, er der storesøster Meg (altid gode Emma Watson), Amy (Florence Pugh, der viser nye sider af sit store talent) og Beth (Eliza Scanlen), der er den yngste og mest stille, skrøbelige og uselviske af de fire livlige piger.

Jo er en utilpasset, kreativ skikkelse, som skriver historier og teaterstykker, som hendes søstre optræder i. Meg er den unge kvinde, der drømmer om at finde kærligheden og en god mand. Og forfængelige Amy har ambitioner om at gifte sig rigt og leve et liv i luksus.

Jo bliver gode venner med Laurie – som hun kalder Teddy (Timothée Chalamet) – der bor sammen med sin rige onkel (Chris Cooper) i det endnu større, herskabelige hus lige over for familien March. Laurie er lige så uregerlig og impulsiv som Jo, og snart er han en del af pigernes fællesskab. Det samme bliver Lauries tutor, John Brooke (James Norton), der til Jos store fortrydelse falder for Meg – og hun for ham.

Og det er et af de vigtige temaer i filmen – overgangen fra barn til voksen og den følelse af tab og længsel, det fører med sig. Især hos Jo, der helst vil have, at de alle fire kunne blive boende hjemme hos Marmie resten af deres liv.

Hinandens modsætninger

At Greta Gerwig, der også har skrevet det dynamiske manuskript til Little Women, lader historien begynde midtvejs med Jo i New York, giver alt det, der kommer før og efter en større tyngde og betydning. Jos tilbageblik på det, der var engang – al den uskyld og al det humør – bliver kun mere bittersødt af, at meget har forandret sig i de syv år, der skal forestille at være gået siden.

Dermed ikke være sagt, at Little Women er en tragedie. Det er den bestemt ikke, men det er en film fuld af store følelser, af grin og gråd – hvilket forplanter sig til publikum, også denne anmelder – og man lever sig med hud og hår ind i March-pigernes liv.

Ud over den fortællermæssige struktur og opbrudte kronologi, som kun giver filmen energi og dynamik, er en af Greta Gerwigs store bedrifter med filmen, at hun giver stort set alle aktører plads til at ånde. Jovist er Jo både hovedperson og fortæller, men for eksempel får Amy, der på sin vis er historiens skurk – hvis man kan kalde hende det – lov til både at vise sig fra sin dårlige side, da hun for at hævne sig på Jo brænder et af hendes manuskripter, og fra sin mere voksne, velovervejede, da hun senere taler om, hvordan man som kvinde er nødt til at gifte sig godt og rigt, ellers har man ikke mange muligheder for at klare sig.

Hun og Jo er hinandens modsætninger, og hvor Amy vælger at finde sig en rig mand – og lægger forestillingen om ægte kærlighed på hylden, i hvert fald for en stund – nægter Jo at lade andre diktere, hvordan hun skal bruge sit liv. Hun er skuffet over at være født som kvinde. Det er ikke muligt for hende at gå på universitetet, men gifter hun sig ligesom alle andre, vil hun miste sin autonomi, og det kan hun simpelthen ikke bære at tænke på.

Moderne film

Det kræver sin kvinde at skrive så moderne et syn på verden og ligestilling, eller mangel på samme, ind i Little Women – og slippe afsted med det. Men Louisa May Alcott var selv feminist, og Greta Gerwig har blot skruet op for retorikken. Hendes udgave af historien kommer i dén grad til at spejle alt det, der stadigvæk foregår rundt omkring i verden – diskussionerne om repræsentation og kvinderet – hvilket virker ganske naturligt.

I en scene taler Jo med sin mor om sit impulsive, temperamentsfulde væsen, og Marmie, der er et progressivt menneske, siger til til sin datters store overraskelse, at hun selv har været vred hver eneste dag i sit liv: »Jeg er ikke tålmodig af natur,« siger hun og understreger, at det ikke nødvendigvis er godt at undertrykke sin natur.

Og på et andet tidspunkt udbryder Jo: »Kvinder, de har hjerner, og de har sjæle såvel som bare hjerter. Og de har ambitioner, og de har talent, ligesom de også er smukke. Jeg er så træt af, at folk siger, at kærlighed er det eneste, som en kvinde dur til.«

Der er selvfølgelig mange andre ting på spil i Little Women – sorgbearbejdning, familiestruktur, søskendekærlighed, kunsten at blive voksen, en søgen efter sin kunstneriske stemme – men det centrale er portrættet af ikke bare én, men fire unge kvinders forskellige måder at tackle livet på. De skal alle finde deres plads i livet og verden, blot er det Jo, som kæmper mest, og som ikke vil stille sig tilfreds med at være et andet menneskes, en mands, ejendom.

Little Women er en på alle måder vidunderlig film, hvor Greta Gerwig som i sin lydefri spillefilmdebut, Lady Bird, lader den blændende dygtige Saoirse Ronan føre an. Den 26-årige irsk-amerikanske skuespiller er virkelig et livstykke. Og ikke blot er det en over hele linjen velspillet film. Den er også sjælfuldt fotograferet – New Englands maleriske natur tager sig sjældent så smuk ud – tidsbillede og kostumer er fantastiske, og al denne skønhed akkompagneres af Alexandre Desplat velklingende musik.

Little Women er en god film at tage sine døtre med ind at se – og sine sønner og sin kone og mand og gode ven og veninde. Det er en film, man bare skal se.

’Little Women’ – Instruktion og manuskript: Greta Gerwig. Fotografi: Yorick Le Saux. Længde: 135 minutter. Premiere i alle ordentlige biografer