’Little Women’ fortæller smukt og levende om kvindeliv i 1860’ernes USA

Der er noget friskt og ubesværet over Greta Gerwigs Little Women, som er så umådelig svært at stå for. Det har både noget at gøre med, hvordan kameraet hele tiden bevæger sig rundt om skuespillerne og gennem huse og skove og gader; hvordan skuespillerne også konstant er i bevægelse; og ikke mindst hvordan Gerwig ikke synes at anerkende, at hun har lavet en periodefilm, men i stedet insisterer på at gøre det hele så moderne, levende, musikalsk og humørfyldt som muligt – uden at bryde med autenticiteten i tidsbilledet.

Den amerikanske forfatter Louisa May Alcotts delvist selvbiografiske Little Women – Pigebørn, som den hedder i sin danske oversættelse – er ikke en hvilken som helst bog, men et nationalt klenodie, som er blevet filmatiseret og tv-dramatiseret adskillige gange.

Men selv om de bedste af filmene – George Cukors fra 1933, Mervyn LeRoys fra 1949 og Gillian Armstrongs fra 1994 – alle har mange kvaliteter, ikke mindst Armstrongs, så er Gerwigs udgave den bedste, samtidig med at det i hvert fald strukturelt er den, som følger bogen mindst.