Læsetid: 3 min.

Lone Scherfigs ’The Kindness of Strangers’ bringer os ikke tæt på sine karakterer

I Lone Scherfigs nye ensemblefilm, ’The Kindness of Strangers’, opstår de skæbnesvangre møder mellem venligtsindede fremmede underligt ud af det blå og bliver derfor aldrig rørende
Venligtsindede fremmede siger sig at være løsningen på hinandens problemer i Lone Scherfigs nye ensemblefilm, men troværdigheden halter.

Venligtsindede fremmede siger sig at være løsningen på hinandens problemer i Lone Scherfigs nye ensemblefilm, men troværdigheden halter.

Per Arnesen

18. juni 2020

Det er en ønskedrøm af en restaurant, der fungerer som et af omdrejningspunkterne i Lone Scherfigs nye engelsksprogede film, The Kindness of Strangers. Ikke fordi maden på Winter Palace, som restauranten hedder, er noget særligt, snarere tværtimod. Men den højloftede russiske restaurant med de røde gulvtæpper, lysekroner og draperede gardiner er en drøm af et tilflugts- og mødested for de arme stakler, der befolker denne ensemblefilm.

Her på restauranten kan en ædelmodig eksfange ved navn Marc (Tahar Rahim), der tog skylden for et svindelnummer for sin nu afdøde bror, fejre sin løsladelse med sin advokat og på vej ud ad døren få tilbudt det job som restaurantbestyrer, han lige stod og manglede.

Og her kan den ensomme, sorgramte sygeplejerske Alice (Andrea Riseborough) finde lidt fred. Det har hun brug for ind imellem sit pengejob på en skadestue og sine to frivillige job i henholdsvis et suppekøkken og som leder af en selvhjælpsgruppe for folk, der prøver at tilgive sig selv (og måske også verden, som flere af dem er ret vrede på).

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu