Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lone Scherfigs ’The Kindness of Strangers’ bringer os ikke tæt på sine karakterer

I Lone Scherfigs nye ensemblefilm, ’The Kindness of Strangers’, opstår de skæbnesvangre møder mellem venligtsindede fremmede underligt ud af det blå og bliver derfor aldrig rørende
Venligtsindede fremmede siger sig at være løsningen på hinandens problemer i Lone Scherfigs nye ensemblefilm, men troværdigheden halter.

Venligtsindede fremmede siger sig at være løsningen på hinandens problemer i Lone Scherfigs nye ensemblefilm, men troværdigheden halter.

Per Arnesen

Kultur
18. juni 2020

Det er en ønskedrøm af en restaurant, der fungerer som et af omdrejningspunkterne i Lone Scherfigs nye engelsksprogede film, The Kindness of Strangers. Ikke fordi maden på Winter Palace, som restauranten hedder, er noget særligt, snarere tværtimod. Men den højloftede russiske restaurant med de røde gulvtæpper, lysekroner og draperede gardiner er en drøm af et tilflugts- og mødested for de arme stakler, der befolker denne ensemblefilm.

Her på restauranten kan en ædelmodig eksfange ved navn Marc (Tahar Rahim), der tog skylden for et svindelnummer for sin nu afdøde bror, fejre sin løsladelse med sin advokat og på vej ud ad døren få tilbudt det job som restaurantbestyrer, han lige stod og manglede.

Og her kan den ensomme, sorgramte sygeplejerske Alice (Andrea Riseborough) finde lidt fred. Det har hun brug for ind imellem sit pengejob på en skadestue og sine to frivillige job i henholdsvis et suppekøkken og som leder af en selvhjælpsgruppe for folk, der prøver at tilgive sig selv (og måske også verden, som flere af dem er ret vrede på).

Og så kan husmoren Clara (Zoe Kazan) fra Buffalo her stjæle kanapeer til at mætte sine to sønner med, efter at de har taget flugten fra drengenes far og hendes mand, en voldelig politibetjent spillet af Esben Smed. I den gyde, restauranten støder op til, er det endda muligt for den lille familie på flugt at hvile sig i bilen og høre et symfoniorkester spille musik, der kan løfte sjælen og give dem styrke i hårde tider.

Winter Palace er et sted, hvor møder kan finde sted, og liv kan ændres, ligesom Alices tilgivelsesgruppe er en form for skæbnefællesskab af mennesker, der aldrig ellers ville have fundet og forpligtet sig på hinanden. Problemet med dette drømmelignende sted og dette menneskelige fællesskab er, at begge dele virker skruputroværdige.

Usandsynlige forbindelser

Modsat halcafeteriet og italienskholdet i Lone Scherfigs dogmeperle, Italiensk for begyndere (2000), opstår relationerne mellem disse venligtsindede fremmede underligt umotiveret. Efter at have befundet sig i samme lokale en eller to gange begynder de pludselig at dele livshistorier og drage omsorg for hinanden. Men man bliver hverken synderligt interesseret i livshistorierne eller rørt af omsorgen, når historiefortællingen ikke er mere solid.

Som ensemblefilm betragtet er der to problemer ved The Kindness of Strangers. For det første er der et besynderligt overskud af karakterer, som ikke spiller nogen særlig rolle i historien. David Dencik spiller den voldelige Richards far, Lars, som bor i New York og bare er et stort skuldertræk og desværre ikke kan hjælpe nogen med noget. Richard-karakteren er i sig selv lidt flad, men forsyner dog filmen med en skurk.

Nicolaj Kopernikus siger et par replikker om kvaliteten af maden på Winter Palace med en danskklingende udgave af engelsk med russisk accent. Britiske Bill Nighy er halvsjov i rollen som pseudorussisk restaurantejer, og Caleb Landry Jones er helt okay i rollen som den allround uduelige, men godmodige Jeff, som dog er en undværlig karakter i det samlede billede.

For det andet er overlappene mellem de steder, hvor de forskellige karakterer færdes, så søgte, at filmens fiktionsunivers føles lidt klaustrofobisk. Når nu det handler om fremmede, hvis veje tilfældigvis og mirakuløst krydses, så er det lidt i overkanten, at de både krydses på restauranten og i den kirke, hvor tilgivelsesgruppen holder til.

I begyndelsen af filmen smider den uduelige Jeff en kontorstol ud ad et vindue, fordi han er vred over at blive fyret. Det fik mig til at tro, at han var en af de slemme i filmen, en af dem, der ikke kan styre sit raseri og forhindre sig selv i at gøre andre mennesker fortræd. Men stolen rammer ikke nogen, og resten af filmen fremstår Jeff mere som en godmodig sinke, som giver de andre karakterer lejlighed til at vise sig som rummelige og omsorgsfulde.

Og stolen skulle åbenbart kastes, så den kunne dukke op længere henne i historien som en (lidt klodset) metafor for de uforudsigelige forbindelser, der hele tiden opstår mellem forskellige menneskers liv. Det er helt oplagt, nærmest et genrekrav, for en ensemblefilm at interessere sig for disse forbindelser. Men i The Kindness of Strangers er de desværre ikke bare uforudsigelige, men også usandsynlige.

’The Kindness of Strangers’. Manuskript og instruktion: Lone Scherfig. Fotografi: Sebastian Blenkov. Varighed: 1 time og 52 minutter. Vises i udvalgte biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her