Den tunesiske instruktør Manele Labidi Labbé har beskrevet de første måneder i Tunesien efter regimeskiftet i 2011 som en tid, der føltes, som om hele landet var i de tidlige stadier af psykoterapi. Man følte sig fortabt, man skulle genopbygge sig selv, og man satte spørgsmålstegn ved alt, før hverdagen langsomt begyndte at falde på plads.
Den følelse inspirerede hende til at lave en film, Mit tunesiske eventyr, som med en humoristisk tilgang lader psykoanalytikeren Selma (Golshifteh Farahani fra Jim Jarmuschs Cannes-vinder Paterson) vende tilbage til Tunis efter mange år i Paris.
Her har folk dog ikke umiddelbart interesse for psykoanalyse, men de vil meget, meget gerne snakke. Selma må derfor lægge øre til lidt af hvert, da hun åbner en spartansk praksis for en broget skare af lokale med Sigmund Freud iført rød fez tronende på en plakat på væggen.
Kulørte sofasnakke
Mit tunesiske eventyr, der er Labbés første spillefilm, vandt publikumsprisen ved Venedig Film Festival sidste år og er også en charmerende og uhøjtidelig fortælling om folk fanget mellem tradition og fornyelse i et land under hastig forandring. Vi får kun lidt at vide om Selma og hendes motivationer, mens hun lyttende forholder sig til sin familie, sine første klienter og ikke mindst bureaukratiet forbundet med at få tilladelse til at praktisere. At en kvinde tilbyder samtaler på en sofa lyder jo umiddelbart som slet skjult prostitution ...
Gradvist fornemmer man gennem Farahanis afdæmpede spil, at Selma oplever sin hjemvenden som et kald. Mens Paris væltede sig i psykoanalytikere, er der rent faktisk behov for hende i Tunis, og selv om tonen aldrig er alvorlig, tages der blandt andet hul på morkomplekser, paranoia, separationsangst og tvivlende troende. Der er for eksempel godt gang i snakketøjet hos en kulørt frisør (Feriel Chamari), da hun først accepterer, at der kan være noget positivt ved en terapisnak, selv om man i hendes optik ikke får noget ’ekstra’ ud af den form for samtale, som når man snakker hos frisøren og samtidig bliver klippet eller sludrer i hamam og samtidig får et bad.
Mulig harissaromantik
Den danske komponist Flemming Nordkrog har lavet den stemningsfulde musik til samtalernes gang, som også ledsages af følelsesladede popsange, der fint sætter tonen for de mange møder. Mest indtryk gør Selmas unge kusine Olfa (Aïcha Ben Miled), som kækt forsøger at gifte sig med en homoseksuel mand, så de sammen kan flytte fra Tunis og leve separate liv.
Mit tunesiske eventyr har også et muligt romantisk spor i Selmas gentagne møder med politimanden Naïm (Majd Mastoura). Deres veje krydses først, da hun skal levere en lavbudget alkoholtest ved at ånde på ham. Spørgsmålet er så, om romantikken kan blomstre efter den omgang harissasovs ...
Filmen går ikke efter de store dybder, men er godt tilfreds med lunt at tage os med ind i Selmas tunesiske hverdagseventyr og introducere os for et stort og broget persongalleri omkring hende. Og den efterlader hovedpersonen med en elegant tvetydig slutning, som man selv må analysere videre på.
’Mit tunesiske eventyr’ – Instruktion og manuskript: Manele Labidi Labbé. Fotografi: Laurent Brunet. Længde: 88 minutter. Grand Teatret og Vester Vov Vov i København m.fl.
