Lykketoft: Alle med interesse for (international) politik bør læse Ulrik Federspiels bog

Ulrik Federspiel har udadtil haft en ofte usynlig rolle. Derfor er det ikke til at sige, hvor mange der kommer til at læse Et diplomatisk liv – erindringerne fra den højestplacerede danske embedsmand i en menneskealder. Men det er godt og vigtigt, at bogen er skrevet. Ulrik Federspiel leverer et afgørende bidrag til forståelsen af embedsmændenes centrale position i vores regeringssystem. Bogen er en vigtig kilde for historieforskningen, og den kan læses med stort udbytte af alle, der interesserer sig for politik, forvaltning og internationale forhold.

Forfatteren rutter absolut ikke med det enorme lager af fortrolige oplysninger, han har samlet sig. Alligevel formår han at give læseren et stærkt indtryk af sit virke, dets betydning og hans tilgang til rollen som skiftende udenrigs- og statsministres øverste forvaltningschef og nærmeste rådgiver.

Vi taler om en person, der gennem 50 år flyttede rundt mellem topposter i diplomati og centraladministration. Det begyndte i markedssekretariatet under optakten til Danmarks medlemskab af EF/EU i 1972. Siden var han nr. to på London-ambassaden sidst i 1970’erne. En tid sekretær for Udenrigsministeriets chef, den legendariske Eigil Jørgensen, der vist var den eneste før Ulrik Federspiel, som både blev chef i Udenrigs- og Statsministeriet. Derefter var han, mens Reagan var præsident, nummer to på Washington-ambassaden. Senere – i George W. Bushs præsidenttid – blev han nummer 1 samme sted.

Ad to omgange var han Udenrigsministeriets øverste embedsmand. Inden tiden som chef i Washington og hans anden omgang på Asiatisk Plads var han Poul Nyrups første departementschef i Statsministeriet, hvor kontroversen med statsministeren om håndteringen af Salman Rushdies besøg gjorde ham kendt for en større offentlighed – og også betød, at han forlod jobbet i utide og fik en kort og mere afslappet periode som ambassadør i Dublin.

Nu i sit 78. år er han stadig direktionsmedlem i Haldor Topsøe, der har haft stort udbytte af hans enorme internationale kontaktnet.

Registrerer og opererer

Ulrik Federspiels imponerende karriere var i et eller andet omfang forudbestemt, ikke bare af hans talenter og valg af uddannelse. Han gik til opgaven med en nærmest medfødt naturlighed, der har baggrund i hans og hustruen Birgittes fornemme slægtstraditioner med aner og nære relationer til fortidens politik og diplomati og til nutidens adel og kongehus. Hans far var modstandsmanden og Venstre-politikeren Per Federspiel.

For mig er bogen særligt interessant, fordi jeg har besøgt Ulrik Federspiel i Washington både som yngre parlamentariker i 1980’erne og som udenrigsminister mv. i 00’erne. Desuden havde jeg som finansminister jævnligt god kontakt med ham, mens han var Statsministerens departementschef i 1990’erne.

Ulrik Federspiels styrke er at registrere og operere. Uffe Ellemann-Jensen, som var den minister, han tjente længst, har vist engang sagt, at han førte lange samtaler med Ulrik Federspiel, hvor denne ikke sagde noget! Jeg har lidt samme erfaring. Man kan komme et stykke med at forstå Ulrik Federspiels indstilling ved at prøve at aflæse hans ellers forsigtige mimik, når han lytter. Men det fremgår selvfølgelig også indirekte via hans rapportering om holdninger og begivenheder i verden.

Adgang til de inderste tanker

Ulrik Federspiel har ikke tidligere – heller ikke i private samtaler – formuleret sine egne holdninger så præcist, som det sker i erindringsbogen:

Nu får vi bekræftet, at Ulrik er uforbeholden tilhænger af det europæiske samarbejde. Det har smertet ham at opleve tøven og at skulle være med til at forvalte Danmarks forbehold siden den tabte folkeafstemning om Maastrichttraktaten i 1992. Han har selvfølgelig ret i, at jo mindre sammenhold i Europa, des større afhængighed af USA og des svagere står Europas lande i forhold til Kina og Rusland.

Ulrik Federspiel ved allermest om amerikansk politik, fordi han har haft en eminent evne til at komme ind på livet af politiske ledere og centrale folk i State Department, Pentagon og efterretningstjenesterne. Han har fået dem til at snakke. Desuden var han i en årrække dansk ankermand i Bilderberg-kredsen – den meget lukkede loge, der samler topfolk fra politik, embedsværk og erhvervsliv på tværs af Nordatlanten.

Ulrik Federspiels enestående adgang til de inderste tanker hos topfigurerne i verdens supermagt har en baggrund, der handler om kildernes totale tillid til denne mands evne til at holde på en hemmelighed. Men der har også været stor samklang mellem hans egne holdninger og de herskende meninger hos USA’s gamle – især republikanske – establishment. For eksempel spiser han stadig frokost med Henry Kissinger, når han kommer til USA.

Følg USA

Den gode historie er, at danske stats- og udenrigsministre med Ulrik Federspiel ved deres side har haft en enestående dygtig fortolker af de inderste tanker hos folkene i toppen af verdens supermagt.

Men de har også haft en departementschef, der læser det globale billede på samme måde, som ikke mindst Anders Fogh Rasmussen gør: Uanset politiske og moralske anfægtelser, der måtte opstå i forhold til den amerikanske politik, så betyder vores behov for USA’s sikkerhedsgarantier i deres øjne, at det altid er klogest følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident så tæt og så langt som muligt.

Derfor var de fodnoter, Socialdemokratiet, De Radikale og SF satte ind over for NATO’s dobbeltbeslutning i 1980’erne, en farlig uskik. På dette punkt forstår jeg vurderingen, men der er ingen tvivl om, at Ulrik Federspiels amerikanske kilder har været rundhåndede med trusler om konsekvenserne, hvis det fortsatte.

Derfor kom vi i skarp krig i Afghanistan, og derfor tog vi et politisk, moralsk og militært medansvar for USA’s invasion i Irak i 2003. Det er meget betegnende for Ulrik Federspiels verdenssyn, at han i dag erkender, at Irakinvasionen nok var forkert, byggede på falske efterretninger om masseødelæggelsesvåben og kom til at betyde, at endnu flere onde kræfter og humanitære katastrofer blev sluppet løs.

Men det var alligevel stadig i Danmarks interesse at være med, mener Ulrik Federspiel – blandt andet illustreret ved, hvor tæt Anders Fogh kom ind på livet af den yngre præsident Bush.

Hvad med Trump?

Ulrik Federspiel opsummerer til sidst i bogen – i takt med borgerlige regeringers udlægning – at Danmark er gået fra passiv tilpasning over for stormagterne til en aktivistisk udenrigspolitik med aktiv krigsdeltagelse sammen med USA.

Han medgiver dog, at man også kunne se dette som passiv tilpasning til supermagten USA, men trøster sig med, at her har vi et værdifællesskab.

Her kan jeg ikke følge ham: Interessefællesskab for sikkerhed, ja. Men det burde ikke være grund for os modsat de fleste andre europæiske lande altid at gå sammen med USA i krig.

Egentlig ville jeg godt have haft Ulrik Federspiel til direkte at fortælle, om han virkelig føler, at der var et interessefællesskab med USA’s præsidenter, da de for eksempel kuppede den eneste demokratisk valgte leder i Iran i 1953 for at støtte britiske olieinteresser og senere bistod Saddam Hussein i hans angrebskrig mod Iran. Men ikke mindst, om vi havde interessefællesskab med præsidenten eller den protesterende unge generation, da Vietnamkrigen hærgede; da Nixon på Kissingers råd lagde Laos og Cambodia øde med enorme civile tab og senere støttede kuppet mod Allende i Chile.

Og hvad med Ulrik Federspiels tid som ambassadør, da hans gode bekendte, forsvarsminister Rumsfeld, opfandt den juridiske blindgyde om den evigtvarende internering af fjender på basen i Guantanamo?

Egentlig mangler jeg også en vurdering fra denne supererfarne diplomat af USA’s nuværende vanvittige præsident. Ulrik Federspiel mødte Trump som ejendomsmatadoren, der fragtede udenlandske ambassadører med fly til Mar-a-Lago for at få dem til at støtte, at han fik kontrakten på renovering af FN-hovedkvarteret i New York.

Ulrik Federspiel mener næppe, at interessefællesskabet med USA omfatter præsident Trumps systematiske nedbrydning af alt forpligtende internationalt samarbejde – eller den monumentale ulighed, racismen, politivolden, valgkredsmanipulationerne, medieløgnene og den borgerkrigslignende splittelse, som præsidenten står i spidsen for.

Der er vel tider, hvor Danmarks langsigtede interesser som nation er bedst varetaget ved at dyrke de fælles interesser med de amerikanere, der er modstandere af den person, der lige for tiden bor i Det Hvide Hus.

Ulrik Federspiel – Et diplomatisk liv. Ulrik Federspiel. Gyldendal. 512 sider. 400 kroner

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Folketinget (S)