Læsetid: 4 min.

Mich Vraa kan sit episke kram, men i ’Vaniljehuset’ bliver det kram altså lidt kedsommeligt

Mich Vraa lægger i sin nye slægtsroman op til at dryppe malurt i bægeret på fortællingen om en ung handelsmand fra små kår, der bygger en stor forretning op. Men forløsningen udebliver
Det er ikke hovedpersonen Dusinius, der bærer de sjove fortællinger frem i Mich Vraas nye roman. Og det er lidt ærgerligt, skriver litteraturanmelder Nanna Goul.

Det er ikke hovedpersonen Dusinius, der bærer de sjove fortællinger frem i Mich Vraas nye roman. Og det er lidt ærgerligt, skriver litteraturanmelder Nanna Goul.

Joachim Adrian

26. juni 2020

Jeg har ofte haft en forestilling om, at meget driftige mennesker, der opbygger store virksomheder eller foretagender helt fra bunden, må være vældigt farverige. De formår at skabe noget stort og imponerende i den ydre verden, som langt de fleste ikke formår, og når man udefra ser på skaberværket, tænker man – helt bibelsk – at ophavet til dette, det må da virkelig være en stor personlighed.

Desværre oplever jeg tit at blive ret skuffet i den henseende, eksempelvis når jeg falder over et interview eller en biografi, der har til opgave at skildre denne store skaberkraft. Det er, som om den ydre pragt ikke helt trænger igennem til mennesket bag. Det er måske forkert, men det falder mig alligevel ind, at det ofte er sådan, at denne koncentration af handlekraft, vedholdenhed og handelstalent på et særligt område netop finder sin udløsning i sit ydre skaberværk, hvor det indre liv kommer til at leve i skyggen af det udvendige.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer