Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Nina Simones afgnaskede tyggegummi er en af mange herligheder på ny Nick Cave-udstilling

Udstillingen ’Stranger Than Kindness’ om og af tingfinderen Nick Cave på Den Sorte Diamant er et vidunderligt raritetskabinet og en rørende visualisering af inspiration og kærlighed
I tæt samarbejde med Nick Cave selv har designer Christina Back fra Det Kongelige Bibliotek kurateret en 800 kvm stor fortælling om den 62-årige australske rockmusikers liv og værk, hvor man som gæst bevæger sig gennem otte tematisk arrangerede rum, der tilsammen visualiserer Nick Caves personlige og kunstneriske udvikling gennem en interessant blanding af dokumentarisme og fiktion.

I tæt samarbejde med Nick Cave selv har designer Christina Back fra Det Kongelige Bibliotek kurateret en 800 kvm stor fortælling om den 62-årige australske rockmusikers liv og værk, hvor man som gæst bevæger sig gennem otte tematisk arrangerede rum, der tilsammen visualiserer Nick Caves personlige og kunstneriske udvikling gennem en interessant blanding af dokumentarisme og fiktion.

Anders Sune Berg

Kultur
8. juni 2020

»Dear Nick,
I am with you, brother.
LC«

Sådan står der på et indrammet A4-papir, der hænger i næstsidste rum på udstillingen Stranger Than Kindness på Den Sorte Diamant. Papiret er et print af en personlig mail fra Leonard Cohen til Nick Cave dateret den 20. juli 2015. En kortfattet kondolence sendt et par dage efter, at Caves ene søn døde i en tragisk ulykke. Og selv om anledningen er ubærlig, må man alligevel tro, at de få ord fra en aldrende kollega har været et lille lys midt i en sort sorg.

For helt fra barndommen i den australske by Wangaratta i 1960’erne var Leonard Cohen blandt Nicholas Edward Caves helte. Og allerede dengang havde Cave ikke kun poesien, men også pigetækket til fælles med sit idol. Det fortæller et bedømmelsesark fra en festival, hvor Cave som helt ung reciterede digte. Bedømmelsen lød, at han godt nok lagde rigtig godt ud, men så snart han fik øje på pigerne på forreste række, vandrede hans tanker af med ham. Hvilken skam, skriver dommeren.

Den slags private papirer, der fortæller en lille historie i sig selv, og samtidig er en brik i skabelsen af den samlede myte om kunstneren Cave, myldrer det med i kælderen på Den Sorte Diamant, der frem til februar 2021 vil være omdannet til en art gotisk, narrativt skattekammer.

Sune Berg
I tæt samarbejde med Nick Cave selv har designer Christina Back fra Det Kongelige Bibliotek kurateret en 800 kvadratmeter stor fortælling om den 62-årige australske rockmusikers liv og værk. Som gæst bevæger man sig gennem otte tematisk arrangerede rum, der tilsammen visualiserer Nick Caves personlige og kunstneriske udvikling.

Det er en interessant blanding af dokumentarisme og fiktion. Med afvekslende virkemidler afspejler de otte rum den udvikling i stil, genre og sindsstemning, som Caves kreative virke har taget gennem årene.

Et sted kan man klatre op ad en sort trappestige og stirre ind i en kopi af Caves vestberlinske hummer, som det så ud i sen-80’erne, mens han skrev på romanen Da æselet så englen. Bøger og papirer ligger spredt ud over en uredt madras, askebægre og kaffekopper danner et lille tårn, og i hjørnet hviler en guitarerne (en blanding af guitar og ukulele, red.) med et postkort af en kat klemt fast bag strengene.

Senere er sideprojektet Grinderman forvist til en afsides kabine som i et peepshow. Pornografiske skitsetegninger pryder tapetet, og lysets rødmen bliver mere og mere intens. Her kan man gennem et kighul betragte den grønne abe fra coveret på bandets første album og danse til titelnummeret derfra.

Til udstillingen har Cave sammen med sin gode ven, violinist m.m. Warren Ellis, lavet en ambient lydkulisse; et summende og kværnende bagtæppe med skiftende brudstykker af stemmer og sange fra Caves diskografi.

I første rum afspilles en durskala med én hånd på et klaver som for at illustrere, at Cave som de fleste pianister begyndte med det basale. Tonerne fortager sig, og i stedet trænger en slags mekanisk musvitkvidren sig på. Og således ændrer baggrundsmusikken sig, i takt med at Cave bliver ældre.

På tingfinderjagt

Der er mange ting. For Nick Cave er en koloenorm tingfinder. Men det er netop fornøjelsen ved udstillingen, at man kan fortabe sig i alt fra en håndskrevet sangtekst til Nina Simones gennemgnaskede tyggegummi, det er placeret på en marmorpiedestal og ledsaget af den uhyre morsomme dialog fra filmen 20.000 dage på Jorden, hvor den evigt underspillede Warren Ellis fortæller, hvordan han tog det fra hendes klaver efter en koncert.

Men selv om mængden af genstande næsten er uoverskuelig, er der også tænkt i, hvor mange indtryk man som seer kan kapere ad gangen; hvor mange håndskrevne indkøbslister, helgenbilleder, stabler af bøger, skitser tegnet med tusch eller Caves eget blod, man kan rumme. Rummene skifter karakter, så man efter at være blevet overrumplet i et kaotisk cirkus af rallende skrig fra punktiden i The Birthday Party får plads til at fordybe sig i det mere afdæmpede og minimalistiske.

For eksempel kan man sætte sig på en bænk foran 12 videoskærme og høre alle nuværende og tidligere medlemmer af Caves band The Bad Seeds fortælle om deres samspil. Fra hver deres skærm supplerer de hinanden og giver med denne hukommelsescollage en mere retvisende karakteristik af bandet, end noget enkelt individ ville have kunnet give.

Og så er det morsomt. Jeg må undertrykke min fnisen, når guitarist Blixa Bargeld med sin tørre tone og tyske accent konstaterer, at han altid har haft en aversion mod guitaren som instrument:

»I never thought of my self as a guitarist,« grynter han.

Er man nysgerrig anlagt og velbevandret i Caves historie, er der stof til mange timers detektivisk snagen i udstillingen. Nørj, der hænger maleriet, der er cover på albummet The Murder Ballads. Ihhh, der gemmer sig et kærestebrev fra P.J. Harvey nederst i bogreolen etc.

Sune Berg

Men selv om Stranger Than Kindness primært er for folk, der i forvejen har et forhold til Cave, kan vordende fans også sagtens gå på opdagelse i det labyrintiske lydunivers af en biografi, som udstillingen er. Til det hjælper det lille katalog, som Diamanten har trykt, og som man kan tage med sig rundt. I det finder man en gennemtænkt og velformuleret tekst, der bidrager til at åbne 56 udvalgte genstande for publikum.

Mange af de oplagte faldgruber, som konceptet ’kunstudstilling om populær musiker’ kunne plumpe i, balancerer Stranger Than Kindness bevidst udenom. Der er tænkt grundigt i helhedsoplevelsen, såvel som i detaljen. Udstillingsrummene fremstår ikke som pligtskyldige beholdere af biografisk viden, men som kreative zoner/mulighedsrum, hvori Cave kan udleve sine vildeste samlermaniske fantasier og konkretisere sin kærlighed til de mennesker, der har formet hans liv.

For jeg ser i høj grad udstillingen som en kærlighedserklæring. En hjertevarm og kalejdoskopisk dedikation fra Nick Cave til alle de mennesker, der har betydet noget for ham, både privat og kunstnerisk. Det gælder hans mor, bandmedlemmer, ekskærester, hans børn og ikke mindst konen Sussie … og det gælder Johnny Cash, Elvis Presley, Jesus og selvfølgelig Leonard Cohen.

’Stranger Than Kindness: The Nick Cave Exhibition’. Den Sorte Diamant fra 8. juni 2020 til 13. februar 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her