Lang tid før COVID-19 ramte landet var der begyndt at ske noget mærkeligt med dødeligheden i den amerikanske arbejderklasse: Dødstallene begyndte at stige år for år.
I moderne tid har det ellers været en jernlov at dødeligheden falder, og at den gennemsnitlige levealder stiger, som tiden går. Udviklingen i moderne medicin betyder, at denne tendens har gjort sig gældende på tværs af køn, klasse og nationalitet i stort set alle lande i fredstid i det sidste århundrede. Det er derfor bemærkelsesværdigt, når man ser dødeligheden stige for en gruppe.
Det er dette mysterium, som økonomerne Anne Case og Angus Deaton forsøger at løse i deres nye bog.
Fortvivlelsesdødsfald
Årsagen skal findes i det, Case og Deaton kalder deaths of despair, fortvivlelsesdødsfald, hvilket dækker over dødsfald som følge af stofmisbrug, især af opium og heroin, alkoholmisbrug og selvmord. Fælles for disse faktorer er, at de skyldes stigende psykisk lidelse i den amerikanske arbejderklasse.
For dødsfaldene af fortvivlelse rammer primært amerikanere uden en videregående uddannelse. For amerikanere med collegeuddannelse er den faldende dødelighed fortsat, så den klassebaserede forskel i levetid stiger år for år.
Baggrunden skal findes i de levevilkår, som arbejderklassen har i USA. Udflytning af arbejdspladser under pres fra globalisering har betydet, at en lang række gode job er forsvundet, især i den traditionelle industri. Her var det som ufaglært tidligere muligt at leve et godt og stabilt liv med trygge økonomiske rammer.
Problemet er ikke primært, at der ikke er job, selv om Case og Deaton påpeger, at de officielle arbejdsløshedstal undervurderer det fulde billede, idet mange i kølvandet på krisen helt er holdt op med at lede efter job. Problemet er snarere, at de nye job, der er at få, oftest i servicesektoren, er dårligere betalt, mere nedslidende og langt mere usikre end de tidligere industrijob. Resultatet er, at den traditionelle arbejderklasse i dag lever langt mere stressede og usikre liv.
Netop denne smerte står som noget af det centrale i Case og Deatons analyse. Hvor smerte og dårligt helbred tidligere først satte ind hos ældre, oplever flere og flere midaldrende i arbejdsklassen nu en hverdag præget af smerter. Dette er med til at drive såvel en højere selvmordsrate, som den stigende brug af smertestillende medicin, som danner baggrunden for epidemien af opioidmisbrug.
Interessant nok gør denne forskel sig ikke gældende for USA’s sorte og minoritetsbefolkning. Selv om de sorte stadig har dårligere helbred og højere tal for dødelighed, når vi ser på de absolutte niveauer, så har vi stadig set en forbedring i disse tal i de seneste år. Det betyder, at hvor sorte og minoriteter stadig er de dårligst stillede rent sundhedsmæssigt, så er forskellen snævret ind i det sidste årti.
Manglende kobling
Analysen af den stigende fortvivlelse i den traditionelle arbejderklasse står ekstremt stærkt, og på trods af, at bogen primært har basis i kvantitative undersøgelser, formår forfatterne klart at kommunikere de personlige og eksistentielle tragedier, der ligger bag de stigende eller faldende grafer.
Problemerne melder sig imidlertid, når vi bevæger os ind i de dybere årsagssammenhænge. Selv om bogen lover en analyse af ’the future of capitalism’, leverer den ikke nogen systematisk analyse af, hvordan kapitalismen er organiseret, men snarere en gennemgang af en liste af de problemer og dysfunktionaliteter, som præger den moderne økonomi, uden nogen specielt samlende tese.
Koncentration og monopolmagt er skidt, men det er også et problem, hvis staten griber ind og regulerer for meget. Det amerikanske sundhedsvæsen er ekstremt dyrt og dårligt, men alligevel bliver forslag som Medicare for all, afvist som for vidtgående. Det manglende kobling mellem de meget store kræfter, som bogens empiriske analyse afdækker, og de meget begrænsede konsekvenser, som bliver draget af dette, giver analysen et uforløst præg.
For Case og Deaton er hovedproblemet ikke kapitalismen som system, men snarere, at markedet og konkurrencen er blevet sat ud af kraft af magtfulde virksomheder, der udnytter deres monopolmagt. Og deres løsning her er at lave reformer, der skal sikre, at konkurrencen igen kommer til at fungere og kapitalismen kan komme til at fungere på en mere fair måde.
Men de ignorerer, at det netop var opgøret med monopoler og ønsket om mere konkurrence, der har været et hovedargument for den bølge af markedsliberale reformer, som USA har oplevet siden 1970’erne, og som danner baggrund for den udvikling bogens første del beskriver. Uden nogen overbevisende analyse af, hvorfor det vil gå anderledes denne gang, og hvordan man kan overkomme den store politiske og økonomiske magt, som knytter sig til de store, magtfulde virksomheder, får bogen et nostalgisk og tilbageskuende skær. Case og Deaton længes efter en mere mild og venlig kapitalisme, som vi så i efterkrigstiden, men uden for alvor at turde støtte nogen af de kræfter eller politikere, som kunne skabe denne udvikling.
Anne Case and Angus Deaton: ’Deaths of Despair and the Future of Capitalism’. Princeton University Press, 312 sider, 28 USD
