Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ole Robert Sundes ’Penelope er syg’ er en betagende skildring af sindets bevægelser

Rablende og original sorglitteratur
Kultur
26. juni 2020

Ole Robert Sunde står bag et af de mest besynderlige og konsekvente forfatterskaber i norsk litteratur. Siden begyndelsen af 1980’erne har han udgivet romaner, essays og kortprosa bestående af usædvanligt lange sætninger.

Plot, karakterer og stringente argumenter er der ikke meget af; i stedet former Sundes skrift sig som utrættelige associative bevægelser: En sansning fører til en tanke, som minder ham om noget, der hænger sammen med noget andet, der lyder som noget tredje – og han ynder gerne at afbryde eller korrigere sig selv undervejs.

Sundes prosa kan læses som et stort ’Ja’ til verden, hvor alt er potentielt interessant for det modtagelige sind, der har en fest med at opdage, udpege og suge til sig. Netop fordi skriften er præget af begejstring, intensitet og vitalisme, virker det ikke urimeligt at læse Sundes afsmag for punktummet som en slags vægring mod døden. Mens punktummet standser, fører hans yndlingstegn, semikolonet, skriften, tanken og livet videre.

I Penelope er syg er døden også til stede i en langt mere håndgribelig forstand. Fortællerens kone har nemlig kræft, og hun er ikke bare syg, men »slet og ret dødssyg«. Handlingen i romanen er forsvindende enkel: Mens hun ligger derhjemme, begiver han sig ud i Oslos gader for at hente sushi og brød. Men så snart han er ude i byen, trænger verden sig på.

En sporvogns dundren får fortælleren til at tænke på dens vægt, som han sammenligner med en blåhvals vægt, hvilket straks minder ham om bibelhistorien om Jonas i hvalens bug. En olieplet under en bil sender ham ud i en længere tankerække om Hamlet, som ender med refleksioner over ørets form og funktion.

Ofte bliver hans tankestrøm afbrudt af tilfældige møder med en vred politiker fra Fremskrittspartiet, den lokale præst, en gammel skolekammerat eller en forfatterkollega, og den evigt associerende hjerne tildeler persongalleriet et mytologisk lag: Politikeren er en kyklop, børnenes gamle lærer er Medusa, og fortælleren selv er Odysseus, der bare gerne vil hjem til sin Penelope.

Dødsangst og kærlighed

Sundes prosa kan umiddelbart virke henkastet og planløs, men romanen har faktisk en klar og tematisk funderet struktur. Fortælleren har sværere ved at huske, end det normalt er tilfældet i Sundes bøger, og tankerne er om muligt endnu mere distræte. Men det bliver efterhånden tydeligt, at distraktionen og de mange krumspring skyldes fortællerens forsøg på at fortrænge, at hans livs kærlighed ligger for døden. I bogens første halvdel, hvor sætningerne er relativt korte, er hun til stede som irettesætter:

Ole Robert Sunde: ’Penelope er syg’.

»Jeg fik lyst til at råbe det efter hende og tog hænderne op af bukselommerne og formede dem som en tragt rundt om munden for at skrige Medusa, men så hørte jeg min kone sige: Skulle du ikke være høflig i dag og bare gå lige hen til Adamstuen for at købe brød og sushi«.

Men efterhånden som fortælleren nærmer sig enden på sit korte ærinde, trænger sorgen og frustrationen sig mere og mere på. Gennem sidebemærkninger og indfald, som han hurtigt skyder til side, afsløres omfanget af konens sygdom lige så langsomt.

I slutningen af romanen bliver sætningerne længere, mens dødsangsten og kærligheden strømmer ud over siderne:

»Hun lignede en straffefange, langt under 50 kilo, på vej mod de 40, valset flad af kræften, den var blevet hendes koncentrationslejr, sygdommen og cellegiften har fjernet kødet, og hun ryster på hænderne, krumrygget, uden bagdel, men med et kraftfuldt blik, for ansigtet giver ikke efter, magerheden sidder heller ikke i ansigtet, håret er væk eller vokset ud som nogle pjuskede totter, men blikket er stærkt, hun stråler, fuld af kræft så stråler hun og er stadig blændende smuk, tynd som en syl, mager og langstrakt, med en kraftfuld udstråling på grund af blikket«.

Verdens værste bordherre

Når Sundes prosajeg er allermest irriterende, føles det som verdens værste bordherre: En vittig onkel, der elsker at høre sig selv tale, bliver betaget af sine egne synspunkter og indfald, og som gerne taler længe og usammenhængende om Montaigne, Darwin, Napoleon og Bach. Andre gange forestiller jeg mig, at han er et kropumuligt barn af Leopold Bloom og Tristram Shandy (først på side 75 lykkes det ham at fortælle, hvad formålet med hans gåtur egentlig er).

Men når han er allerbedst, er Sunde en fænomenal skildrer af sindets bevægelser. Det er underholdende at lade sig rive med af de besynderlige associationer. Det er fascinerende at se, hvordan tankerne nærmest magnetisk drages mod den syge kone derhjemme. Mest af alt er det rørende, når fortælleren endelig erkender sin afmagt og giver sig selv lov til at tænke det utænkelige. Penelope er syg er et rablende og originalt stykke sorglitteratur, der nok ikke er for alle, men til gengæld vil være betagende for dem, der kan holde ud at hænge på.

Ole Robert Sunde: ’Penelope er syg’. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. BATZER & CO., 224 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her