Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Her er otte kulturanbefalinger til bedre at forstå de sortes vrede i USA

Vold og kaos præger flere amerikanske storbyer efter politidrabet på den afroamerikanske mand George Floyd. Racismen har dybe rødder i USA, og diskriminationen mod den sorte befolkning er en integreret del af den amerikanske historie. Forstå de sortes vrede i USA gennem kulturen
Her ses demonstranter, der protesterer over politidrabet på George Floyd, ude foran Det Hvide Hus.

Her ses demonstranter, der protesterer over politidrabet på George Floyd, ude foran Det Hvide Hus.

Olivier Douliery

Kultur
4. juni 2020

Vi giver dig her otte kulturanbefalinger, der hjælper dig til bedre at forstå de verserende raceuroligheder.

I Am Not Your Negro

Passende nok er den første film, man lige nu bliver præsenteret for på bibliotekernes streamingtjeneste Filmstriben, Raoul Pecks dokumentar I Am Not Your Negro fra 2016.

Filmen præsenterer den amerikanske forfatter, skribent og borgerrettighedsaktivist James Baldwin, men uden at interessere sig synderligt for hans liv og de forhold og begivenheder, der definerede det fra fødslen i 1924 til hans død i 1987.

I stedet handler den om, hvad James Baldwin havde at sige om den amerikanske kultur og den racisme, der har været fuldstændig indlejret i den siden nationens fødsel. Forbindelsen til den historie, der går forud for Baldwins samtid og til nutidens racistiske politivold, er tydelig.

Klip fra tv-interviews med Baldwin klippes elegant sammen med eksempler på racisme i filmhistorien og i nyhedsdækning både fra hans samtid og eftertid. Derudover lægger Samuel L. Jackson stemme til James

Baldwins noter om borgerrettighedsaktivisterne Medgar Evers, Malcolm X og Martin Luther King. Baldwin havde selv fravalgt de respektive organisationer, som de tre førte deres kampe fra.

I stedet fungerede han som et uafhængigt vidne til sin samtid, som han beskriver så præcist og komplekst, at det virker som en nøgle til den nuværende situation. I Am Not Your Negro kan ses gratis på Filmstriben.

Lone Nikolajsen

Usynlig mand

Hvordan bliver sorte drenge til voksne mænd? Det er temaet i Ralph Ellisons Usynlig mand (1952), der udkom i en tid, hvor USA’s minoriteter blev skrevet ind i centrum af nationens kulturelle bevidsthed.

Ellisons roman, der vandt The National Book Award, er beslægtet med både Salingers Griberen i rugen (1951) og Saul Bellows En ung amerikaners eventyr (1953), to jødisk-amerikanske dannelsesromaner, der som Usynlig mand i dag betragtes som hovedværker i amerikansk litteratur.

Som »næsten alle andre i vores land lagde jeg ud med en god portion optimisme«, siger Ellisons fortæller, der har stødt sig på USA’s institutionaliserede racisme og nu befinder sig i en hule under jorden i 1930’ernes Harlem, hvis gader buldrer af raceoprør.

Som hos både Salinger og Bellow har vi at gøre med en eksistentiel antihelt, der er veltalende og intelligent, men i dette tilfælde også »usynlig, fordi folk ganske enkelt nægter at se mig«.

De hvides blindhed har frarøvet ham en identitet og dertil sløret de sortes egen selvopfattelse. Fortælleren pointerer, at han hverken beklager sig eller protesterer, men han ser, hvad vi ser: et land uden moralsk perspektiv og social sammenhængskraft.

Hans skjul under jorden skal derfor ikke læses som endestationen for en flugt, men derimod som en afvisning af et samfund, der nægter at anerkende den unge sorte mand. For at finde vej i mørket under jorden har fortælleren ganske symbolsk brændt sine identitetspapirer, og nu, efter »i årevis at have forsøgt at leve op til andres holdninger, har jeg endelig gjort oprør. Jeg er en usynlig mand.«

Tonny Vorm

Watchmen

Den 31. maj var det 99 år siden, at hvide beboere og hjemmeværnet i Tulsa, Oklahoma angreb byens sorte beboere og forretningsejere i Greenwood-kvarteret, også kaldet det sorte Wall Street, fordi bydelen på det tidspunkt var den mest velhavende sorte bydel i USA.

Flere hundrede mennesker blev slået ihjel, endnu flere blev sårede, og flere end 6.000 medlemmer af Tulsas sorte befolkning blev interneret. Det var en skamplet på byen, staten og landets historie, og det er først i nyere tid, at man for alvor er begyndt at tale om og forske i Black Wall Street-massakren.

Denne voldsomme tragedie er udgangspunktet for Damon Lindelofs fremragende HBO-serie, Watchmen, der foregår i en alternativ nutid i Tulsa, hvor efterdønningerne af begivenhederne i 1921 stadig kan mærkes.

På nogle områder er det en mere retfærdig og integreret verden, Lindelof og hans medmanuskriptforfattere præsenterer os for i serien. Men det er samtidig også et frygtsomt samfund, hvor politiet bærer masker, og hvor det kan være svært at skelne mellem ordenshåndhævere, selvtægtsfolk og den racistiske oprørsbevægelse, som truer freden i Tulsa.

I centrum af historien står den sorte kriminalbetjent Angela Abar (Regina King), bedre kendt som den maskerede Sister Night, der ikke er bleg for at tæske en tilståelse ud af en mistænkt, men som i løbet af serien bliver i tvivl om, hvem hun er, og hvad hun egentlig kæmper for.

Watchmen er en brillant serie, der mestrer den svære kunst at fortælle om meget alvorlige, komplekse emner – race, skyld, frihed, lighed – på en nuanceret, begavet og samtidig utroligt kulørt og underholdende måde. Alle ni afsnit af Watchmen kan ses på HBO Nordic

Christian Monggaard

Untitled (Policeman)

På kølerhjelmen af en politibil sidder en sort mand i politiuniform. Han virker afslappet, indtil man ser hans hånd på den halvvejs blottede pistol. Han møder ikke vores blik. Det er ikke til at sige, om det er skumring eller daggry. Bagved ham nærmest blitzer gadelamperne.

Hvem er han, hvad tænker han på, og hvor kigger han hen?

Det er nogle af de spørgsmål, Kerry James Marshalls maleri Untitled (Policeman) af en sort politibetjent rejser. Det er malet i 2015, mens Ferguson-protesterne mod politivold satte skub i Black Lives Matter-bevægelsen.

Andelen af sorte er cirka lige stor i den amerikanske befolkning som i politistyrken. Men i maleriets bluesagtige mellemtime bliver det pludselig tydeligt, hvor mange gensidigt udelukkende dobbeltheder manden på billedet rummer.

Skal man læse ham som en sort mand, så er han systematisk undertrykt og overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Repræsenterer han i stedet en politibetjent, er han en karakter, den sorte befolkning frygter og ser århundreders vold personificeret i. Hans ene identitet vil den anden til livs.

Det er svært at fatte, at de to positioner kan samle sig i ét menneskes krop. Han er en dobbelt skurk, men for modsatte grupper. Måske er han bare en mand, der forsøger at tjene til dagen og vejen?

Marshall arbejder med at udvide en meget hvid kunsttradition til også at rumme sorte menneskers skønhed og kompleksitet. Maleriet er udstillet på MoMa i New York og er online tilgængelig på www.moma.org.

Bodil Skovgaard Nielsen

911 is a Joke

Midt i kendte amerikaneres online-vrede over politimordet på George Floyd vakte det ekstra opmærksomhed, da NBA-basketball-stjernen LeBron James uploadede en video, hvor han trænede blandt andet til en desværre alt for aktuel rap med 30 år på bagen. Nemlig Public Enemys »911 is a Joke,« om politivold mod afroamerikanere.

Public Enemy skabte skelsættende albummer fra slutningen af 80’erne, hvor de med militant attitude og verbal vrede sendte bredsider mod det systemisk racistiske USA. Og frontfigur Chuck D sagde de berømte ord om, at rap er »det sorte CNN.«

Det er i hiphop, at man igennem årtier har kunnet høre øjenvidneberetninger om social uretfærdighed. I Grandmaster Flash & The Furious Fives dokumentation af forfaldet i The Bronx, New York på »The Message« fra 1982, i gangsta-rapperne N.W.A.’s ghetto-journalistik fra sen-80’ernes Compton i L.A. og i aktivisten KRS-Ones conscious-rap på »Sound of Da Police« fra 1993, hvor han sammenligner N.Y.P.D.’s patruljering med plantageejerens ditto 400 år tidligere.

Og beskrivelsen af politivolden findes i agitproppen hos Public Enemy.

På »911 is a Joke« fra 1990 er det Chuck D’s medrapper Flavor Flav, der fører ordet og sagen mod politiet: »I call ’em body snatchers cause they come to fetch ya / With an autopsy ambulance just to dissect ya / They are the kings cause they swing amputation / Lose you arms or legs to their miscalculation.«

Nogle ting – også politivold – går åbenbart aldrig af mode.

Ralf Christensen

The Hate U Give

I Angie Thomas’ Young Adult-roman The Hate U Give (2017) møder vi barndomsvennerne fra the projects: Starr, der nu er privatskoleelev, og Khalil, der nu er bandemedlem. Khalil giver sin ven et lift, og de diskuterer rapperen 2pacs fortsatte relevans, da de bliver stoppet af politiet. Starr når at tænke på en samtale, hendes forældre havde med hende, da hun var barn. Den er om, hvad man som afroamerikaner skal gøre, hvis man bliver stoppet af politiet. »Hold hele tiden hænderne fremme, hvor de kan se dem. Ingen pludselige bevægelser. Du taler kun, når de taler til dig,« havde Starrs far sagt til sin 12-årige datter. Khalil er ubevæbnet. Men få sekunder senere er han død.

Oplevelsen modner Starr politisk og i samtaler med sin far, der selv er tidligere bandeleder, begynder hun at se større sammenhænge i afroamerikanernes historie. The Hate U Give er litterær aktivisme og et solidarisk, men ikke ukritisk vidnesbyrd fra et sted i et vestligt demokrati, hvor man ikke bare frygter, men forventer, at et møde med politiet betyder vold.

Gyldendal har udgivet bogen på et udmærket dansk, men man bør læse den på amerikansk, hvor splittelsen mellem den hvide verdens privatskole og ghettoen ligger i selve sproget. Ordet nunya fortæller om både tilkæmpet frihed og social kontrol. En filmatisering af bogen fra 2018 er tilgængelig via iTunes.

Anita Brask Rasmussen

White Collar Early Warning System

Selv om sorte og brune personer kun udgør 37 procent af befolkningen i USA, optager de hele 67 procent af det samlede antal indsatte, viser tal fra organisationen The Sentencing Project.

Det er i den kontekst, man skal forstå appen White Collar Early Warning System: Et digitalt kunstværk, der sætter fokus på, hvordan politiets arbejdsmetoder ofte bygger på forestillingen om, hvem der er kriminelle.

Appen er udviklet af Brian Clifton, Sam Lavigne og Francis Tseng for tidsskriftet The New Inquiry og er en parodi på en trend inden for politiarbejde i USA, hvor nogle politikredse anvender algoritmiske modeller til at forudsige, hvor kriminalitet vil finde sted.

En sådan model præsenterer eksempelvis firmaet PredPol som et endeligt opgør med bias i politiarbejde. Men fordi forudsigelserne bygger på historiske data om tidligere tilbageholdelser, hvor sorte amerikanere også er overrepræsenterede, bliver forudsigelserne selvopfyldende profetier.

White Collar Early Warning System-appen sender notifikationer i realtid, når man befinder sig i en højrisikozone for finansiel kriminalitet – for eksempel på Wall Street i New York. Appen autogenererer også et billede af den kriminelle, baseret på et datasæt af profilbilleder fra LinkedIn af CEO’s. Det autogenererede billede er en hvid mand.

Appen vender den racialiserede profilering på hovedet. Den viser ikke, hvordan forudsigelsesmodeller tager fejl. Men hvordan fordomme bekræfter sig selv. Det kan en notifikation på telefonen pege på.

White Collar Early Warning System kan downloades i App Store.

Mette Kierstein

1619

400 år efter kaperen The White Lion bragte de første slaver til USA, genfortæller den undersøgende The New York Times-journalist Nikole Hannah-Jones landets historie med slaveriet som gennemgående motor.

Podcasten 1619 handler ikke om politivold som den, der nu sætter de amerikanske gader i brand, men den forklarer fra begyndelsen, hvordan hele USA’s økonomi, politiske system, sundhedsvæsen og popkultur har rødder i slavehandlen og er baseret på afroamerikaneres arbejde. 

Ligesom The New York Times’ daglige nyhedspodcast The Daily er 1619 godt skrevet, grundigt researchet og overlegent produceret. Hannah-Jones er en genial formidler, der elegant fletter sin egen familiehistorie ind i den store historie om det sorte Amerikas fortsatte kamp for demokrati og frihed.

Som lytter sidder man tilbage med en fornemmelse af aldrig før efter en historietime at have følt sig så godt underholdt – og samtidig begavet med så megen ny viden. Godt nok er der nogle historikere, der er utilfredse med fremstillingen, men projektet har også modtaget en Pulitzerpris.

1619 er et fortløbende projekt, hvor Hannah-Jones på forskellige platforme (podcast er bare en af dem) sætter fokus på racediskrimination og slaveriets historie. Hvert afsnit af podcasten varer 30-40 minutter og kan lyttes gratis på for eksempel nytimes.com, Spotify og iTunes.

Rasmus Elmelund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anna Regine Irgens Bromann

Jeg vil gerne føje hele Jesmyn Wards forfatterskab til listen, især hendes memoir "Men We Reaped" og essaysamlingen "The Fire This Time", som hun var redaktør for. "Men We Reaped" handler om Jesmyns barn- og ungdom, og om fem unge, sorte mænd i hendes omgangkreds, der dør af forskellige årsager i løbet af bare fire år. Bogen synliggør systemets ligegyldighed over for sortes liv: det er ikke "bare" politivold, der slår unge, sorte mænd ihjel, det er også de vilkår, de vokser op under, og den måde, verden møder dem på. "The Fire This Time" blev til efter mordet på Trayvon Martin og er inspireret af James Baldwins "The Fire Next Time". Det er essays - og digte - om raceforholdene i USA i både fortiden, nutiden og fremtiden. Især er essayet "The Condition of Black Life Is One of Mourning" af Claudia Rankine helt fantastisk. Et citat derfra: "When blacks become overwhelmed by our culture's disorder and protest (ultimately to our own detriment, because protest gives the police justification to militarize, as they did in Ferguson), the wrongheaded question that is asked is, What kind of savages are we? Rather then, What kind of country do we live in?"

Tina Peirano, Annette Palle Andersen, Ole Frank, Eva Schwanenflügel, Tonny Vorm og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Citizen: An American Lyric af Claudia Rankine

When They See Us miniserie på Netflix

Og selvfølgelig
Slaverne dansede og holdt sig lystige - En fortælling om den danske slavehandel af Kåre Lauring

Ole Frank, Eva Schwanenflügel og Lene Krathmann Pedersen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

De sortes vrede vil man bedre fatte, hvis Information publicerede fængselsstatistikker, fattigdom blandt de sorte, antal døde sorte ved anholdelser, Antal sorte i fængsler, antal sorte i videregående uddannelser, antal sorte i holywood og film, antal sorte i regeringer og politiets i øvrigt kæmpe arsenal af militærudstyr. Læg dertil 8 år med en uforløst optimisme under Obama. En sort der ikke brokker sig kan dog blive atlet eller soldat.

Jeg tvivler de sorte kender til nogle af de her nævnte kulturperler i større grad.

Anna Regine Irgens Bromann

@David Joelsen
Du tror ikke, sorte amerikanere kender til den kultur, de selv producerer? Virkelig?

Desuden er statistikker ikke særligt gode til at skabe empati. Kulturen hjælper ofte med at transformere tal på papiret menneskeskæbner, man kan forholde sig til.